Hvordan tro på Kristus så længe efter? Tale juleaften 2012 (LGJ)
Forleden morgen tog tankerne mig med på en uventet vandretur, da jeg gik med vores hund i morgenskumringen. Markerne med rim trådte frem af nattens mørke. Og samtidig rullede årene baglæns, helt tilbage til år 40 efter Kristi fødsel. Dengang havde man endnu ikke fundet på at sætte lys på grantræerne. De var, som grantræerne i morgenskumringen.
Nede ved skovbrynet mødte jeg en af hyrderne i Betlehem. Min hund legede med hans hyrdehund. Og vi satte os på en bænk og så ud over markerne. Det brændte i mig efter at høre ham fortælle. ”Hvordan var den nat for 40 år siden? Du var jo med, var du ikke? Du må have været en ung hyrde.” Han svarede: ”Jo. Det var jeg. Jeg var 9 år dengang.”
Jeg kiggede på ham: ”Var det ikke stort at være med?” Han tøvede: ”Det ved jeg ikke rigtigt. Jo, dengang. Men senere hen sagde det mig ikke noget. Du ved, det er ligesom med barndommen. Der var så meget dejligt, men det var dengang. I dag er det fortid.” Jeg var nødt til at spørge: ”Hvad mener du? Er det med barnet i krybben et eventyr fra din barndom? Og var der i virkeligheden ingen engle?”
Hyrden så ud over markerne og sagde så til mig: ”Jo, englene var der. Og barnet i krybben. Jeg kan vise dig stalden, hvor vi fandt Josef og Maria. Men jo flere år der gik, desto længere kom det på afstand, og jeg kunne efterhånden ikke bruge det til noget. Jeg så jo ingen engle siden. Derimod så jeg så alt for megen elendighed i mit liv og andres liv.”
Hyrden fortsatte: ”Har du ikke hørt om barnemordet i Betlehem? Min søster to små drenge blev dræbt. Og min kusine og hendes mands spædbarn blev også offer da den onde Herodes udførte sin massakre. Det var en rædsel. Men Marias barn fik han ikke fat i. Senere bosatte forældrene sig i Nazareth. Der levede de mange år uden at der skete noget særligt. Men for 9 år siden blev han korsfæstet. Forinden havde han givet utallige håbet tilbage, helbredt syge, prædiket for fattige og sat vort land på den anden ende af glæde. Men det endte lige så usselt, som det begyndte. Fra krybbe til kors. Kan du ikke se det? Hvordan kunne jeg bruge englene og deres budskab til noget? Jo, det skete. Men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen.”
Vi frøs begge to. Jeg spurgte ham: ”Men hvordan har du det i dag? Du siger jo ’kunne ikke få det til at hænge sammen’. Men hænger det da sammen for dig i dag?” Nu kom smilet frem hos ham. ”Ja! Men hvem skulle have troet, at vi hyrder nogensinde kunne vende tilbage til den tro, vi havde de første måneder og år tid efter den fantastiske nat?”
Jeg tænkte. Det er jo også vores problem, når vi langsomt men sikkert glider bort fra det, vi troede, da vi var 9 og 17 år, fordi det fortoner sig. Måske han også kan fortælle, hvordan man får troen fra den første tid tilbage?
Han fortalte: ”Det var faktisk en mand med navnet Lukas, som hjalp mig og de andre hyrder. Denne Lukas kom for få år siden og spurgte os om dengang for 40 år siden. Han ville skrive om det. Og det var fantastisk at se hans reaktion, da vi fortalte ham om det, der skete i de dage, da kejser Augustus udskrev en folketælling, om det store rykind i Betlehem, om den frygtelige nat, hvor vi troede, at vi skulle dø, om englens ord, om de tusind engle som fyldte himmelrummet, og at vi fandt barnet svøbt og liggende i en krybbe. Vi fortalte ham også, at vi i lang tid derefter priste og takkede Gud på vore marker. - Men vi måtte også ærligt tilstå, at vi ikke kunne få det til at hænge sammen efter nogle år.
- Han var henrykt og sagde, at det sidste ikke kom bag på ham. … Og da vi spurgte ham, hvorfor, viste han os noget, som vi aldrig før rigtig havde kunnet se. Sammenhængen mellem frygten og glæden, som vi mærkede for 40 år siden, sammenhængen mellem barnet i krybben og Frelseren. Og hvordan der kunne blive plads barnemordet i Betlehem og hans korsfæstelse i Jerusalem for 9 år siden. Som jeg fortalte før: Vi havde givet op.”
Hyrden rejste sig for at få varmen. Og han tog mig og hundene med hen i nærheden af et skur på marken. Her tændte han et bål, så vi begge fik varmen igen. Og da fortsatte han: ”Lukas fortalte os om to af Jesu disciple i Jerusalem. Han kendte den ene personligt, Kleofas. De havde først været meget glade og fulde af håb. Men efter korsfæstelsen gik det i stykker for dem. Tre dage efter var de på vej fra Jerusalem til Emmaus. Her kom en fremmed og fulgtes med dem. (Den fremmede var Jesus, men de genkendte ham ikke). Han fortalte dem, hvad der stod i profeternes bogruller om Messias, at han skulle fødes af en jomfru, at han blev et barn, at han tog sig af elendige mennesker. Og at han led døden som Guds lam. – Og da genkendte de ham.” Vi stirrede sammen ud over engen. Så var jeg ikke første og langt fra den eneste, der har haft det sådan.
Hyrden fortsatte: ”Og nogen tid efter at Lukas var rejst, opsøgte vi de to disciple i Jerusalem. De blev henrykte over at høre, hvad vi havde hørt og set mange år før dem. Vi hjalp dem. Og de hjalp os. Det hele faldt på plads, da de tog os med hen til de andre disciple, hvor de læste for os fra profeternes bogruller: ’Et barn er født os, en søn er givet os. På hans skuldre skal herredømmet hvile’ (Es 9). Da han gik med korset til Golgata, tog han herredømmet over vore synder. Det var her frygten for alvor blev overvundet, frygten for dommen og døden. Han bar vores synd, ligesom han bar sit kors. Og jeg husker også særligt profet-ordet: ’Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund’ (Es 53). - Det, vi så i stalden og i krybben for 40 år siden, svarede jo fuldstændig til hans ringhed på korset. Han er Frelseren. Sådan faldt det hele på plads.”
Jeg var ved at få varmen igen. ”Men hvordan mærker du det i dag? Du fortalte jo, at du aldrig ser engle mere.”
Hyrden smilede bredt. ”De to Emmaus-disciple sagde til os: Kan I komme på søndag den første dag i ugen. Til en lille fest. Vi synger en Davids-salme. Vi lytter til profeterne. En apostel er næsten hver søndag hos os og forklarer os, hvad det betyder. Han er øjenvidne, ligesom I er. Så spiser vi brød og drikker vin. - Og det var vi med på. … Og da de så fortalte os om den hellige nadver, følte vi os tilbage i krybberummet. Det er tegnet, han har givet os i dag: Vi skal finde ham i brødet og vinen. Det er Jesu legeme og blod. Han binder os til hinanden når vi lytter og spiser og drikker sammen.”
Han var færdig med at fortælle. Og nu pegede han ud over markerne: ”Ser du hyrderne derovre? Den ene er min søn Andreas. Efter at Lukas havde været hos os, blev det hele levende også for Andreas. Da de så, at min tvivl blev overvundet, og at det faldt på plads for mig, fik han den samme tillid til Gud, som jeg fik.”
Jeg havde lyttet og suget til mig. ”Tak, at du fortæller mig alt det. Men ham Lukas, hvor finder jeg ham?”
Hyrden svarede: ”Lukas er rejst til Rom. Men han har sendt os en afskrift af hans evangeliebog. Derfor er han på en måde hos os hver søndag.” - ”Og stalden?” spurgte jeg. Han tog mig med ind i skuret. Hundene snusede til en krybbe, som var mindst 40 år gammel. ”Men den bruger vi ikke mere. Det var tegnet dengang. I dag er det brødet og vinen. Du ved, når vi bruger hans ord og er sammen, spiser og drikker.” Han smilede. Og jeg smilede.
Nu var hyrden gået. Jeg kaldte på min hund, og vi gik hjem gennem skoven til den kirke og menighed, hvor vi har både Lukas, profetskrifter og brød og vin. Jeg var fuld af undren og glæde. - Så er Herren jo lige her.
Og her er Lukas’ beretning fra hans besøg hos hyrderne (Lukas 2,8-20):
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt natttevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I da er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ”Lad os gå til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.” De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte em; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem. Amen.Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 23.12.2012