Glæde ved at gå hjem fra kirke

1. søndag e. hellig tre kongers dag, 11. januar 2015, Martinskirken. Leif G. Jensen
Salmer: 383, 350, 121, 415, 432, 385

Lukas 2,41-52
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Nåde være med jer, og fred fra Gud vor Fader og fra Jesus Kristus, vor Frelser!

Hellig tre konger-tiden er en tid fuld af glæde. På Hellig 3 kongers dag fortalte Matthæus om de vise mænds glæde. Da de så stjernen var deres glæde meget stor! De rejste langt for at finde glæden. Også på 1. søndag e. hellig 3 konger handler det om glæde: Om glæden ved at rejse til påskefest i Jerusalem. Og om glæden ved at være i Guds hus. Og om glæden, når vi vender tilbage til hverdagen. Evange­listen Lukas viser os, at det ikke er nogen selvfølgelig eller letkøbt glæde.

I.

Det første er glæden ved at gå i kirke. Jeg tænker på glæden, der får os hjemmefra, afsted, ud af fjerene, op på cyklen og ind i S-toget - i kulde og regn og i sommer og sol. For der skal noget til, for at vi reserverer søndagen til at gå i kirke, ligesom der skal noget til for at få os på arbejde de andre fem dage om ugen. Vane og pligt kan holde meget af det nødvendige i livet i gang, rengøring, skolegang og arbejde. Man behøver ikke at være glad for at gøre rent, selv om alt går betydeligt lettere, når man finder glæden i det, man gør. Det gælder på en særlig måde med kirkegangen. Uden glæde bliver kirkegang meningsløs. Uden troens længsel efter at være hos Gud og uden den glæde, der vokser ud af troen, vil vi blive vi hjemme fra gudstjenesten oftere og oftere. Og en dag ophører det hele. Og da er vi blevet ensomme og alene i forhold til Gud. Uden menighed. Uden Guds ord. Uden nadver.  

Evangeliet fortæller om Josef og Maria. Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved fes­ten. Hvorfor tog de så trofast af sted? Kunne Josef ikke bruge en hel påskeuge på tømrer­værk­stedet, hente træ i skoven, skære det op eller få andet ordnet i virksomheden? Det kunne han givetvis. Men troens glæde fik han drage til påskefest.

I Salme 122 beskrives det at tage til påskefest som en glæde: Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus! Glæden fortæller, at de ikke rejste af ren pligt. Ikke for at tjene til dagen og vejen. Nej, der var noget, som bar deres liv og gjorde det muligt for dem at have familie og arbejde: deres Gud! Derfor skulle de til påskefest. Hvert eneste år! Påskefesten var festen, hvor det blev levende for dem, at de engang havde været slaver i Egypten, men blev udfriet. Her blev det levende, at de blev reddet ved et påskelam, som blev ofret. De spiste det den aften, hvor de skulle drage ud af landet. Denne forventning fik dem på benene, op af fjerene, op af modløsheden, om af søvnen og selvbehageligheden. Den nat, hvor deres forfædre holdt påskemåltid for første gang, blev de befriet fra slaveriet. Derfor var det hele folkets nat. Den nat sov de ikke, men ventede i rejsetøjet. Det var, hvad de fejrede hvert år til påske. De drog af sted, lidt ligesom dengang ved udtoget fra Egypten. Derfor var de glade. De havde troens glæde. De følte sig som israelitter, der lige var befriet fra slaveriet. Derfor sang de: ”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage op til Herrens hus.”

Samme glæde er vores, når det er søndag, og vi kan gå i kirke og holde påskemåltid/nadver med hinanden - for Guds ansigt. Her opdager vi igen og igen, at livet ikke afhænger af vores arbejde, men at der er bag vores slid og slæb er en Gud og far, som bærer os og frelser os. Og han giver os fri hver søndag, så vi kan samles i hans hus. Det er glæden ved at gå i kirke! Hvilken glæde, når vi ikke bliver hængende i under­holdningens, ligegyldighedens og selvtil­strække­lighedens slaveri, men holder påskefest og hører om nat, da vor Herre Jesus Kristus blev forrådt. Og den dag, da han døde for os. Og den søndag morgen, han opstod og vandt over døden. Og vi var frie.

II.

Det andet er glæden ved at være i Guds hus. Josef og Maria nåede frem. Og Jesus drog med, da han var 12 år. Der siges ikke, at han ikke havde været med tidligere. Men det understreges, at Jesus drog med. 12/13 års-alderen var for jøderne en slags konfirma­tions­alder. Her gik barnet ind i de voksnes rækker, og sønnen fik den voksne mands pligt til at overholde loven. Det var en særlig glæde for Josef og Maria, at deres Jesus nu havde nået den alder. Sådan var/er det også en glæde for os, når vore børn vil med. bekender troen og bliver konfirmeret. De giver her selv udtryk for den tro, Gud gav dem i dåben, og som gjorde dem trygge op gennem barndommen.

Salme 122 fortæller, hvad de lavede i Jersualem: Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem. Jerusalem, du er bygget som byen, hvor folk forsamler sig. Bed om fred for Jerusalem: Gid de, som elsker dig, må leve trygt, gid freden må råde over din ringmur, og tryghed i dine borge! For mine brødres og venners skyld siger jeg: Fred over dig! For Herren vor Guds tempels skyld ønsker jeg lykke for dig.

De skulle derhen, hvor de blev mindet om , at de hver især var en del af Guds folk. Her blev baggrunden for deres liv fornyet, gjort levende og nutidig, så de kunne leve i tro og håb endnu et år. Hvilken glæde! Og her bad for fred, tryghed og lykke for alle i folket, også for dem selv og deres familie. Var FRED ikke nødvendig baggrund for tømrer-arbejdet? Hvad nytter forbrugs­goder, hvis der er krig i landet? Hvad nytter slid og slæb i hverdagen, hvis der er bekymring i sjælen og ufred i familien? Er det ikke bekymringer og ensomhed, skyld og gudløshed, som nedbryder og ødelægger alt? Jo. Og derfor er det så stor en glæde at bede om FRED. Og at Gud hører vore bønner!

Vi samles i Guds hus her i kirken af samme grunde:
1) For at mærke, at vi hører sammen med Gud og med hinanden.
Vi er ikke isolerede individer. Vi er et legeme, føjet sammen i Kristus. Vi hører bibel­historie og mærker, at det er vores historie. Vores liv hviler på dén historie. Når vi lytter til teksterne, og når der prædikes, bliver det alt sammen levende. Det gør det jo ikke af sig selv. Det sker ved Guds Ord, når det bliver sunget, læst, udlagt og prædiket for os. Det er en stor glæde!
Evangeliet fortæller også, at Jesus vejledte og underviste de skriftkloge og præsterne i templet. Det samme gør han for os. Han har lovet at være hos os i gudstjenesten og undervise os. Han lovede jo sine apostlene: Når jeg går bort, vil jeg sende jer Helligånden, Talsmanden. Han skal lære jer alt, hvad jeg har sagt til jer. Han skal tage af mit og forkynde det for jer (Joh 14-16). Derfor hører vi altid et stykke fra Evangelierne her i kirken om søndagen. Og prædikenen er for det meste en udlæg­ning deraf. Jesus er hos os og udlægger det og stiller spørgsmål, så vi overvejer og undres. Og han svarer selv på spørgsmålene, dem, vi ikke kan svare på: hvordan vi bliver frelst, tilgivet, reddet.  

2) Og vi beder sammen i Guds hus. Beder om fred. Beder om at freden må omslutte os. Ikke frygt, men fred. Ikke uro, men fred. Ikke utryghed, men tryghed. Ikke ulykke, men lykke. Vi beder her i kirken. Det er en glæde at være i menigheden og se de andre. De bekræfter for os, at vi ikke er alene om at tro på Gud. Vi beder sammen. Vi knæler sammen. Og vi takker sammen. Vi takker Gud med hjerte, mund og hænder. Nogle gange har vi en dejlig frokostgave med til de andre, og vi spiser og synger sammen. Og vi lægger en gave i kirkebøssen eller overfører den til kirken via netbank. Alt det, Gud giver os, er grund til glæde, giverglæde og takkeglæde.

III.

Det tredje er glæden ved at gå fra kirke. Men her finder vi ikke umiddelbart støtte i evangeliet. For Josef og Maria fik en stor bekymring, da de rejste hjem fra påskefesten. De opdagede jo, at Jesus var forsvundet, var borte og ikke var kommet med. De havde rejst en helt dag, før det gik op for dem. Og der gik yderligere 3 dage, før de fandt ham. Og da de fandt ham, bebrejdede de ham, at han var blevet i templet. De var ikke glade.

På samme måde kan vi også erfare nød og tvivl og elendighed, når vi går fra kirke og ikke kan finde Gud i hverdagen. Og vi bebrejder hinanden, dem, vi ellers holder af, og Gud, som elsker os og sørger for os. Vi spørger: Hvad skal det til for? Hvorfor lader Gud os nogle gange få det så svært? Hvorfor skal du nogen gange erfare, at Gud er borte i dit liv? Du var i kirke. Men mandag aften er du helt alene og kan ikke finde din Herre nogen steder. Han er og bliver borte. Han har skjult sig for dig. Uanset hvad du gør, er han ikke til at opdrive. Der er svært at kalde det for glæde.

Da sagde Jesus til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Det var svært for Josef og Maria at føle glæde i den situation. Men de blev stillet overfor et spørgsmål: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Evangeliesten fortæller ikke, hvad de svarede. Måske svarede de slet ikke. For de forstod ikke, hvad han mente. Men de fandt ham i templet! Da de kom derind, hvor Gud bor og åbenbarer sig, sad Jesus der og havde været der hele tiden. Og så fortæller evangelisten dette afgørende: at Jesus fulgte med dem hjem. Dét var en glæde for dem. Og at Maria gemte alle ordene i sit hjerte. De blev dér, ordene, han havde sagt til dem. De blev hos hende. De ord, som hun ikke forstod, dem bevarede hun. Og de hjalp hende.

På samme måde med os. Når du oplever, at Gud ikke er hos dig, må han fortælle dig på ny, at du finder ham ét sted helt sikkert: I Guds hus, i kirken, hvor Ordet lyder og nadveren bliver delt ud i den nat, vor Herre blev forrådt. Vend tilbage på søndag! Og vær vis på, at han drager med dig hjem! For det gør han. Og gem hans ord i dit hjerte. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 14.01.2015 post@vivit.dk