Prædiken på 1 søndag e. hellig tre konger, 12. januar 2003 i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 383 - Jeg vil leve mit liv i Guds hus - 46,4 - 120 // 426 - 430 - 385
Bibel-læsning: Salme 84; Rom 12,1-5; Luk 2,41-52
Lukas 2,41-52
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Der er ikke noget værre, end at tingene ikke er, hvor de skal være. Kender du det om morgenen, når du skal i skole, på arbejde og afsted: Bilnøglen, brillerne, skolebogen, biblioteksbogen, dine vinterstøvler. Hvor er tingene henne? Eller hvis cyklen er væk, når du kommer ud og skal afsted. Den er stjålet. Borte. Eller ... står den nede på stationen? Det er irriterende. Tingene mærker det ikke, men du mærker det.
Alligevel er det endnu værre, hvis vi mennesker ikke er, hvor vi skal være. Hvis klokken er halv ti og det er eksamensdag for dig på studiet, og du vågner op og er kommet for sent. Ikke spor rart. Eller hvis du havde en aftale med en ven, måske med din kæreste, og du befinder dig et helt andet sted. Pinligt. Eller hvis dit barn er indlagt på sygehuset; det er ikke hjemme, som det plejer. Vanskeligt for dig og for dit barn. Og endnu vanskeligere, hvis en i familien er forsvundet og borte. Ingen ved, hvor vedkommende er. Det er frygteligt at leve med uvisheden. Men det er også svært at leve med visheden om, at en af dine nærmeste er brudt op og har forladt dig og nu vandrer sin egen vej i et narkomiljø eller sammen med mennesker, som ikke tror på Herren! - Det er anderledes, end når en ting savnes. Det rammer betydeligt hårdere.
Drengen var borte
Sådan oplevede Maria og Josef det. Det var ikke en kappe, de havde glemt i Jerusalem. Det var Jesus, som var borte. Da de opdagede det, mente de, at han måtte være i den rejse-gruppe, som de var vandret sammen med fra Galilæa til hovedstaden, og nu også var på vej hjem sammen med. Men han var der ikke. Derfor måtte de vende tilbage til Jerusalem - til hovedstaden. Han var blevet væk i København. Blevet væk i Vejle. Borte i 3 dage. Og kun 12 år gammel!
Hvad gør forældre i en sådan situation? De bebrejder sig selv - og leder. De bebrejder hinanden - og leder videre. De bebrejder drengen - og fortsætter eftersøgningen. De bebrejder sig selv og kontakter måske politiet. Og de spørger Gud, hvad meningen er med denne smerte og lidelse. Og de synes, at livet er elendigt og uudholdeligt. Men de finder ham efter tre dage. Og da stiller han dem dette spørgsmål: "Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?"
Hvor skal et barn være?
Hvor er dine børn? Og hvor er du selv? Hvor skal et menneske være? Hvor skal et barn være? Et nyfødt barn skal døbes. Det er vi gode til i vore menigheder. Det har vi ikke forsømt. Vi har gjort det. Vi tog barnet med til dåben, så det kunne være hos sin himmelske fader og komme ind i hans pagt og under hans omsorg.
Et barn skal også oplæres i den kristne tro. Derfor fortæller vi bibelhistorie i vore hjem og i menigheden. Jo, det har vi også gjort - og gør. Men efterhånden udvikler viljen sig hos barnet. Den store dreng får følelser for mange forskellige ting, og nye interesser. Mangt og meget melder sig, ... i København, i hovedstaden, på gågaden, i sidegaderne, i en klub, blandt kammerater. Hvor er du? Hvor går du ind? Hvad fanger dit blik? Hvem er du sammen med? Til hverdag? Og om søndagen?
Hvor skal forældre være? Og hvor skal børn være? De skal være sammen med hinanden. Ved I ikke det? Det er ikke indlysende i en tid som vores. Familien er ikke nødvendigvis det højeste gode for mennesker i vores kultur. Jo, teoretisk set. Men for mange er det ikke tilfældet i praksis. Og vi skæver skeptisk til dem, som får mange børn og kommer fra fremmede himmelstrøg og sætter familien over alt andet. Men for mange danskere er det højeste at realisere sig selv. Ikke fællesskabet og samfundet er vigtigt, men mit eget liv.
Han valgte at "opleve sig selv"
Det minder lidt om "den fortabte søn" i lignelsen om faderen og hans to sønner. Hvor skulle den yngste søn være? Han valgte udlandet borte fra sin far. Et billede på mennesket, der vælger Gud fra for at realisere sig selv i sin selvoplevelse. Jeg vælger oplevelsen. Jeg afprøver den. Jeg gør det. Det gør jo alle andre. Jeg er nødt til at afprøve mig selv. Jeg er nødt til at udvikle mig, at få erfaringer og møde udfordringer, ligesom alle andre. - Det er jo sandt. Og alligevel er det ikke kun sandt.
Apostelen Paulus skriver i 1. Thessalonikerbrev: Prøv alt, hold fast ved det gode, hold jer fra det onde i enhver skikkelse! ... Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det (5,21). Det betyder, at ikke alt skal prøves. Der er grænser. Det er ikke nødvendigt at afprøve alt. Der er ting og oplevelser, du bare ikke afprøver, nemlig det onde! Og det onde findes i mange skikkelser. Det er ikke blot ikke nødvendigt at afprøve alt. Det vil være forkert at gøre det. Det vil være ødelæggende for os og for andre. - Hvor skal et menneske være? Hos sin fader, i Guds vilje, i Guds kærlighed, i hans omsorg, i hans hus. Sådan som der står i salme 84: En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte.
En tilbagestående dreng?
Jesus sagde til sine forældre: "Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Og derpå fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig mod dem. Ualmindeligt. En sær dreng. Man kunne spørge, om det ikke satte den 12-årige Jesus tilbage? Var han ikke "tilbagestående" i forhold til andre drenge? Evangeliet svarer "nej" og fortæller tværtimod, at "Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker." - Du går ikke glip af noget, når du er hos din himmelske Fader, når du er i hans vilje, kærlighed, omsorg. Derimod går du glip af alt det gode, han har til dig, når du går din egen vej. Og det gælder uanset om vi er børn, unge, voksne eller ældre.
Lydig og utilfreds
Men den søn, som blev hjemme i lignelsen om den fortabte søn - som tidligere nævnt- bebrejdede sin far, at han aldrig havde fået noget ud af livet. Han havde ikke set, hvor stort det var at være hos sin far. Han var forblevet "lydig". Han havde levet et liv i lydighed og utilfredshed. Lydig og sur. Lydig og med længsel efter noget andet. - Hvordan kommer vi ud over at tænke sådan? Er det mon så alligevel bedst at gå hjemmefra, at forkaste Gud i nogle år, at kaste os ud i alt muligt lort og skidt - for en tid? Bør forældre og voksne sige ja til, at unge kristne eksperimenterer med forskellige måder at leve på? Hører det ikke med til at blive voksen. Og derfor siger kristne forældrene måske: "Gør dig dine egne erfaringer. Prøv det, du får lyst til. Så lærer du nok af det."
Aldrig selvstændig i forhold til Gud
I forhold til vore jordiske forældre er vi nødt til at blive voksne og selvstændige. Børn skal modnes og tage ansvar for deres eget liv - og for andres i familie og samfund. Men i forhold til Gud er det gået galt det øjeblik, vi er blevet selvstændige. Her er voksne ikke voksne. Her er unge ikke voksne. Her forbliver børn, unge og voksne altid børn. Det er den eneste måde, vi kan være kristne på. Derfor kan og må vi ikke søge selvstændighed i troen. En personlig tro er ikke afhængig af, at vi har prøvet at være borte fra Gud. Gudløsheden og skylden kan vi sagtens erfare uden at vende Gud ryggen. Vi erfarer den netop, når vi er der, hvor Gud vil have os, dvs. når vi lader os forpligte og kalde ind i troskab mod andre og i en fast tjeneste. Da mærker og ser vi, hvor langt vi ofte befinder os fra det, vi skulle gøre. Men går vi "hjemmefra" og holder op med at høre hans ord, kan vi let bilde os ind, at det er i orden med os.
På vej ind i tjenesten
Jesus spørger Josef og Maria: Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? Han peger frem på den tjeneste, han er på vej ind i. De hørte om den, da han blev født og i årene efter. "Han skal frelse sit folk fra dets synder!" "Han skal være et lys for hedninger." De havde hørt sådanne herlige ord om Jesus for 12 år siden. Men kunne de fastholde det? Kan vi fastholde det, vi hørte, da vi var børn? Holder du fast ved det løfte, du aflagde på konfirmationsdagen? Lever troen, der blomstrede i dig, da du var i 20-erne, også hos dig som nu er blev 40 år? Eller går det sådan, at vi tror, vi skal være mange andre steder, så vi ikke har tid til at være, hvor vi egentlig skulle være? - Jesus hjalp sine forældre og vil også hjælpe os!
Hvor skal vi være?
Vi skal blive hos Gud og være hos hinanden, også når det sætter grænser for vor egen udfoldelse. For det giver os mulighed for at gøre det, som vi er kaldet til, og som vores Herre og Skaber vil med os! Her har vi godt af at være, og her har andre godt af at finde os. For netop ved at finde dig hos din himmelske Fader, i andagt, i gudstjeneste og i trofast tjeneste i hverdagen kan andre mærke, at du har en fader, og hvor trygt og nødvendigt det er at være hos Gud. Amen.
