Glæde – for alvor Juleaften i Gratiakirken, 24.12.2013 (LGJ)
Samer: 76, Kom alle kristne, 85, 110, 93v6.Lukas 2,1-14
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Glæde og alvor hører sammen. For der, hvor glæden slår rod i et vanskeligt liv, der er man først for alvor glad. Dér viser glæden sin styrke. For hvis den kan findes og gro der, hvor man har det svært, og endog modstå selv den største sorg og frygt, da er man for alvor glad.
Juleevangeliet handler om den store glæde, som lyder ind i vores verden, hvor undertrykkelse, selvtilstrækkelighed og frygt afslører, at der for alvor er noget galt. Derfor har vi brug for den store glæde fra Gud. Den kommer til os, når vi lytter til juleevangeliet. Lad os derfor lytte, mens vi spørger til alvoren dengang – og i dag.
ALVOREN dengang og i dag
Det var alvorligt, at en kejser drev rundt med mennesker, ligesom man driver med kvæg. Han holdt folketælling og drev indbyggerne af sted, som når man transporterer grise til slagtning sydpå i lastbiler. Det var også alvorligt, da man kørte mennesker af sted i togvogne til kz-lejre og senere gassede dem ihjel. Det var og er alvorligt, at mennesker kan gøre sådan mod deres medmennesker. Alvorligt for dem, der bliver ramt, men også alvorligt for dem, der rammer andre. For de bliver skyldige. Det er alvorligt, når vi udnytter andre økonomisk, seksuelt eller for at opnå anseelse og ære. ”Penge”, ”sex” og ”ære”. Det er jo tre områder, hvor vi mennesker særligt viser vort grimme ansigt – og måske sande ansigt – selv om vi ikke er meget for at indrømmet det. Vi ville nok hellere påstå, at det kun er ”magtmennesker”, som gør sådan. Og sådan er vi ikke. Kejserens magtdemonstration var grim – og vi har jo ikke magt, som han havde. Derfor handler vi nok heller ikke så ondt.
Men juleevangeliet giver os ikke lov til at tænke, at det kun er diktatorer og politikere, som gør sådan. For nu fortælles, at der ikke var plads til en gravid kvinde i herberget. Der var ikke plads. Men hvorfor talte kroværten ikke med nogle af sine gæster og forklarede dem situationen? Og hvorfor var der ingen, der kunne tage det af sig selv og give hende deres plads? Var enhver virkelig sig selv så meget nærmest, at de ikke kunne tilsidesætte deres egne behov for at hjælpe en fødende kvinde?
Her rykker alvoren tæt. Juleevangeliet spørger os indirekte, om vi gav og giver plads til vore kære, til vore nærmeste, til vore børn, vore forældre, vores ægtefælle og til en fremmed, som har brug for hjælp. Gør vi? Der er grund til, at vi oprigtigt spørger os selv, om andres lidelse og smerte kan have noget at gøre med, at der ikke er plads til dem hos os, fordi vi ikke kan tilsidesætte vore egne behov! Men du måske har argumenterne parat: ”Han fortjener det ikke!” Måske har du ret. Men bør du ikke elske og ære din ægtefælle alligevel? Ja, indtil døden skiller jer ad? Det var, hvad du lovede ved jeres bryllup. Og der står også skrevet, at du skal elske din næste som dig selv. Igen står vi overfor spørgsmålet, om afhængighed af penge, dyrkelsen af sex og af vor egen ære har besat os og taget magten over os, så vi ikke kan tilsidesætte egne behov, ligesom dengang i Betlehem.
Men måske det stadig ser ud som problemet mest er de andres. Derfor tager evangelisten os nu med ud Betlehems marker. Den blafrende ild fra et bål bryder nattens mørke og giver en smule varme. Kroppen gør ondt efter en dags slidsomt arbejde. Hyrder vogter over deres hjord mod rovdyr, der jager om natten.
Men da bliver de selv pludselig selv ramt. De står ansigt til ansigt med den Almægtige. Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Meget tyder på, at følte, at de skulle dø. Rædsel og frygt greb dem.
Rædsel og dødsangst kan også ramme os. Og vi kan få den tanke, at vi skal stå til regnskab overfor Gud med for måde, vi var på, og for alt det, vi gjorde i vores omgang med penge, sex og vores ære. - De blev grebet af stor frygt!
Men måske vi skyder det fra os og siger til os selv, at sådanne forestillinger om skyld og straf er umoderne. Så alvorligt er livet vel heller ikke! Mon Gud er retfærdig på den måde, at han vil kræve os til regnskab? Men er det ikke også en frygtelig tanke, at livet er så ualvorligt, at livets Skaber er ligeglad? Er det ikke en frygtelig tanke, at Gud, den Almægtige, er ligeglad med Augustus og Hitler og alle andre diktatorers ugerninger? Og er det ikke en frygtelig tanke, at Gud ikke vil kræve os til ansvar? - Men det er jo også en frygteligt, hvis Gud kræver os til ansvar for vort falske forhold til penge, sex og ære – og til hinanden og til vort medmenneske! Her er der grund til frygt, en frygt, vi ikke tale os udenom.
Sådan viser juleevangeliet livets alvor. Her hjælper kulørte lamper og julepynt os ikke. Det her er så alvorligt, at der skal noget andet til. Vi har brug for EN FRELSER. Og det er netop, hvad juleevangeliet også handler om. Ja, HAN er selve hovedsagen.
GLÆDEN er for alvor
Hovedpersonen i juleevangeliet er hverken Augustus, Maria eller hyrderne. Hovedpersonen er kejser Augustus’ overmand, nemlig Jesus. Han er herrernes Herre og kongernes Konge. Marias lille foster var Guds Søn, som skulle være konge til evig tid. Og der skulle ikke være ende på hans rige. Det havde englen Gabriel fortalt Maria. Og derfor var hun ved godt mod, selv om det var en frygtelig tid, og selv om alt syntes at gå hende imod. For Messias, Frelseren, var hos hende.
Nogle af de jøder, som under 2. verdenskrigdøde i kz-lejre, kendte også denne trøst. Deres bødler var frygtelige, men Gud var alligevel deres trøst og håb. De havde Guds løfter. Jøder, som kendte Jesus Kristus som Messias, vidste, at han var hos dem. Det gælder også kristne, som denne jul forfølges for troens skyld i Syrien, Nord Korea og Egypten. Og sådan også med dig, når du føler dig alene med din tro på Jesus Kristus. Dig skal man ikke beklage. For kongernes Konge er hos dig. Han er din Herre.
Når vi mærker skylden og bliver afsløret som syndere overfor Gud, da lyder evangeliet til os, ligesom det lød til hyrderne: ”Frygt ikke. For se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får. I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe.”
Frygt ikke! For Gud, som er vores dommer, er også vores Frelser. Dette glædelige budskab fik hyrderne. Derfor blev de så glade. De mennesker, som har mest grund til at frygte, og som indser det og mærker det, hos dem kan denne store få plads. Glæden bliver plantet som et stærkt egetræ, der kan modstå alle storme.
Frelseren, Messias, var født på deres egn. Han var så nær ved, at de kunne gå derhen og finde ham. ”Dette er tegnet, I får, I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe!” Og det er lige netop, hvad også vi behøver: Jesus Kristus som vores frelser. Vi har brug for, at han bliver menneske som os og bliver vore stedfortræder. Vi har brug for at høre, hvad han har gjort for os: at han har båret vores magtbegær, vores pengebegær, vores besættelse af sex og vores æresyge. Han har båret den skyld, vi har pådraget os, da vi ikke gav hinanden plads og ikke gav Gud ære. Han har frelst os fra Guds dom.
Det lyder alvorligt. Og det er det. Men netop derfor er det også så glædeligt. Det er en glæde som ingen kan tage fra os, og som vi må bære med os. Der står også om hyrderne, at de vendte tilbage til arbejdet på markerne med stor glæde. Disse hyrder havde ellers ikke meget at glæde sig over i deres triste og slidsomme arbejde. Men gennem den store frygt, englens budskab og besøget i Betlehem fik de den største glæde, vi mennesker kan erfare. Og den bliver også givet til os lige nu, mens vi lytter til juleevangeliet.
Så vil vi leve med denne glæde nu og tiden, der kommer. Den kan bære os, så vort liv bliver nyt og bliver levet i tillid til Gud og i fællesskab med hinanden. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 24.12.2013. post@vivit.dk