Hvor er Gud? Og hvor er meningen med mit liv?

1. søndag e. hellig 3 kongers dag, 13.1.2019 i Kbh og Aarhus. LGJ. Salmer: 383, Salme 117, Stjerne, engel, hyrder og de vise 129-salmer 888, 120, 420, 432, 385

Lukas 2,41-52
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

De ledte efter Jesus. Kunne ikke finde ham. Ledte i familien og blandt venner. Men han var der ikke. De tog tilbage til Jerusalem, hvor de sidst havde været sammen med ham. Men der var han heller ikke. De søgte én dag, to dage, og tre dage, men fandt ham ikke. Det har været pinefuldt. Alle de håb, de havde i forhold til Jesus, visnede. De havde svigtet. Eller var det Gud, der holdt dem for nar? Eller var det hele bare et eventyr, som nu var slut. Den gamle Simeon havde forudsagt: ”Også et sværd skal gennemtrænge din sjæl, Maria!” Sådan havde hun det nu. På en måde var det jo gået, som Gud havde sagt – og alligevel var det meningsløst.

Det var, som om den triste og håbløse virkelighed var vendt tilbage. Som tiden før bebudelsen, før fødslen, før hyrdernes besøg og før vismændenes besøg, tiden før de flygtede til Egypten. Alt var jo bevidnet for dem. Af englen, hyrderne, vismændene, Simeon og Anna. Det kunne ikke være opspind. Alligevel var det en umulige sket: Jesus var borte. Da står der: Da fandt de ham i templet. Der havde de ikke ledt. De fandt ham der, hvor man beder til Gud. Det sidste de gjorde, var at gå til gudstjeneste, at gå i Herrens hus, hvor man beder i sin nød. Ikke for at finde ham, men fordi de ikke kunne finde ham. - Er det måske søndagens pointe?

Vil Gud i dag hjælpe os til at søge ham, hvor han virkelig findes? Lad os undersøge det ud fra to spørgsmål:

1. Første spørgsmål: Hvor er Gud?

Mange kristne kan fortælle en historie, som minder om Josefs og Marias. ”Min tro på Gud blev rodfæstet i min barndom gennem 12 år. Den blev bevidnet af forældre, menighed og ældre kristne. Der blev også sagt til dig, at det ikke bare ville blive let. Det står jo også i evangelierne. Du har læst det hos Jesus og apostlene. Alligevel er det nu mere vanskeligt, end det må være. Det, som er sket i dit liv, peger på, at du må leve livet uden håb og uden Guds Søn, uden den meningsfulde hverdag, de havde bygget op i 12 år. Den ligger i grus. Du bad til Gud. Du regnede med Jesus. Du tog Gud for givet. Men nu har han været borte i lang tid.

Du har ledt en uge, tre måneder eller fem år? Og det går langsomt op for dig, at han er borte. Du søger i familien, men han er der ikke. Blandt venner, men han er der ikke. Hvor du tidligere boede – og bad til ham i den tro, at han var der. Du leder i din egen historie. Da du blev døbt, da du blev konfirmeret. Da du var på efterskole. Da du var med i en dejlig bibelkreds, hvor I kunne dele alt. Og du vender tilbage. Men han er der ikke. De mennesker, som du var sammen med, tror måske ikke på ham længere. Og de har ikke engang opdaget det. De har affundet sig med det. Det er bare sådan, livet er. ”Nå, har du også om sider fundet ud af det? Sådan er det med barnetroen og troen i ungdommen. Den ebber jo ud.” - Nu er alt håb ude. Du må finde noget andet at leve for.

Da går du i kirke. Ikke for at finde ham, men med smerte, ligesom Josef og Maria. Måske du vil bede din sidste bøn. Og derefter vil du gøre som de andre. Leve uden ham, din Herre og Frelser. Måske vil du bruge gudstjenesten til at fortælle den Gud, som er forsvundet, at du giver op. Men da viser det sig, at han er, hvor du beder. Der finder du ham. Der er han i den hellige nadver. Der finder du ham.

Du har aldrig før gået i kirke så hjælpeløs og håbløs, så fuld af selvbebrejdelser og omringet af meningsløshed. Måske søgte du slet ikke efter ham, når du tidligere gik til gudstjeneste. Din kristendom var blevet skik og brug. Ja, netop: bare skik og brug og helt unødvendigt. Du havde det sådan, at du kunne gå i kirke eller lade være. Og derfor lod du ofte være. Eller du kiggede forbi for at se, om gudstjenesten kunne give dig en positiv oplevelse? Men det kunne den jo ikke. Så du kom sjældnere. Sædvanen var også ved at dø ud. Du blev alligevel ved en periode af hensyn til de andre.

Men denne gang kom du af nødvendighed! Hjælpeløs og håbløs, fuld af selvbebrejdelser og omringet af meningsløshed. Og da skete det! – Da sker det. - Det må blive nødvendigt for os. Absolut nødvendigt. Eksistentielt personligt nødvendigt at finde Gud og væres sammen med Jesus Kristus! Denne nødvendighed opstår i en krise, når det ikke længere er nogen selvfølge. Da kan brødet og vinen i nadveren blive et nyt skræmmende og trøstende møde med Jesus Kristus.

Det, vi på den måde kan erfare, er, hvad millioner af kristne har erfaret før os: i døden, meningsløsheden og skylden. Og i den situation talte Gud til dem – og nu taler han til os.

2. Andet spørgsmål: Hvor er meningen med mit liv?

Ligesom meningen i hverdagen nok ville have forsvundet, hvis de havde måttet indse, at Jesus var borte for altid, sådan kan livet også virke tomt og meningsløst for os. Hvordan kan mødet med ham i Evangeliet og Nadveren forbindes med hverdagen? Hvordan tager han med os hjem? Hvordan kan Gud fylde vores liv med mening?

Tag udgangspunkt i dem, du hører sammen med, og i det sted, hvor du bor, den alder, du har. Tænk på din familie, din menighed og dit land. Det sprog du taler og det folk, du er en del af. Og det sted, du bor. Og på de år, du har levet. Er det ikke også en mulighed at takke for, at du fik lov at leve så mange år? Det kunne jo være, at du er på det rigtige sted, og du blev født af en mor og voksede op i en familie og menighed. Alt det var jo en gave til dig. Ved at erkende det, kan glæde og tak vokse frem. Du kan sige: ”Tak, Gud, fordi du skabte mig. Tak, Gud, fordi du døbte mig. Tak Gud for forældre og søskende. Tak Gud for dit arbejde og dine naboer. For fred i landet. For at der er mad i butikken og vand i hanen. Tak for min alder.” - Alt, hvad her er nævnt er alt sammen noget, du ikke har haft nogen indflydelse på. Det er givet dig af andre, af din skaber gennem andre mennesker. Det er ikke dårligt at se og indse. Det er der, du skal være! Mange har hjulpet dig frem i familie, skole og menighed og samfund.

Derpå kan du gennemgå noget af det i dit liv, hvor du selv har haft indflydelse. Der havde du mulighed for at sige JA og NEJ og vælge. Nogle valg var vanskelige. Du traf gode valg. Men du traf også forkerte valg. Og du stod på vippen og vidste ikke. Måske du befinder dig i en situation, hvor du ikke ved, hvad du skal. Hvordan viser Gud dig, hvor du skal være og hvad du skal gøre?

Det korte svar er: Læs de 10 bud. Det er klar tale. Undersøg, hvad Gud kræver af dig i forhold til ham og i forhold til din næste. … Læs forklaringen i Lille Katekismus. 1) Du skal stole på Gud. Når selvbebrejdelser og skyld og meningsløshed igen vil fylde og omringe dig, da lad Evangeliet fylde dig og lad hans løfter omringe dig. 2) Du skal bruge Jesu navn til tak og pris. 3) Hold søndagen hellig. 4) Du skal ære forældre og andre, som har ansvar for dig. 5) Og slå ikke ihjel, men brug dit liv til gavn for andre. 6) Bedriv ikke hor, men tag imod sex indenfor ægteskabets velsignede ramme, hvis Gud giver dig den gave. Og elsk og ær ægtefælle! 7) Og berig dig ikke ved at snyd og uærlighed. 8) Gå ikke med sladder. 9-10) Og begær ikke, hvad der er din nabos og din bedste vens gave og glæde.

Den kultur, vi lever i, vil påstå, at dette er urimeligt, utidssvarende, utilfredsstillende og umuligt. Men millioner af kristne erfaret, at det er underfuldt og godt. Fællesskab mellem mennesker blomster, når man holder sig til de 10 bud. Det er meningsfuldt at vi elsker Gud og vor næste. Det kan give den fattige, ensomme og skyldige mening i livet, at vi hjælper, besøger og tilgiver.

Sammenfatning

1. Gud er os nær, når han taler til os i evangeliet med omsorg og tilgivelse og i den hellige nadver med Jesu legeme og blod i brødet og vinen.

2. Og meningen med vort liv er konkret kærlighed, som den beskrives i de 10 bud. Se hans godhed i det han har givet dig; og vis andre godhed! Amen.

. post@vivit.dk