Prædiken på 11. søndag e. trinitatis 2007 v. LGJ
Evangelium: Lukas 18,9-14
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: "To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Jesus fortalte lignelsen til nogle, som stolede på sig selv. Det regnes ellers for at være godt at stole på sig selv. For hvordan kan man regne med mennesker, som er usikre på sig selv? Er det ikke bedre at være stærk end at være svag? Er det ikke nødvendigt at vide, hvad man er værd, hvis man skal klare sig – både i forhold til andre mennesker og i forhold til Gud?
Det er vores forhold til Gud, Jesus tager op i sin lignelse om tolderen og farisæeren. Han viser os, hvordan de møder Gud. Og han gør det meget tydeligt, at det ikke er godt at stole på sig selv i forhold til Gud. Den, dom ydmyger sig selv, og som ser sin egen ringhed og skyld, det er ham, som går retfærdig hjem fra kirke. Det er ham, som har Guds nåde og frelse. Men den, som stoler på sig selv og takker Gud for sit liv på en måde, så det, han mener, at Gud har gjort i hans liv, bliver hans trøst og hjælp, lever i falsk tryghed og sikkerhed.
Det er jo hvad farisæeren gjorde. Han stolede ikke på sig selv alene, men på det, Gud havde gjort i ham og gennem ham. Det lyder egentlig fromt og godt nok. Men det er det ikke. Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Gud er i bønnens indledning. Men han fylder selv resten. Gud har gjort ham bedre. Og det skyldes Guds nåde. Og det er grunden til hans glæde og tilfredshed.
Gud frelser os uden vore gerninger
Men gør Gud da ikke noget gennem os, som vi må takke ham for? Jo. Paulus bevidner det for os i ordene fra alteret: Guds nåde har ikke været forgæves – ved Guds nåde er jeg det, jeg er.
Brorson synger i et vers om det: thi findes noget godt i mig, det alt jo virket er af dig. Det er tak værd. Men spørgsmålet er, om det er det, jeg har udført ved Guds nåde, der frelser mig, eller om det er det, Gud har udført for mig, der frelser mig.
Det er forskellen mellem frelsen og det kristne liv. Man bruger også disse to ord: RETFÆRDIGGØRELSE og HELLIGGØRELSE. Retfærdiggørelse er benådningen eller frelsen. Helliggørelsen er det, Gud virker i den, som er frelst – et hellig liv med gode gerninger, tjeneste og kærlighed fra os til andre.
At der er denne forskel på frelse (retfærdiggørelse) og kristent liv (helliggørelse) ved vi, fordi Jesus så klart siger, hvordan vi skal se på disse to mænd: Jeg siger jer: Det var ham (tolderen), der gik hjem som retfærdig, ikke den anden (farisæeren). Derfor er det så vigtigt at vi stoler på, at vi bliver frelst af nåde alene, uden gerninger.
Apostelen Paulus siger det sådan: For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger (Rom 3,28). Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på jham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed. Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult. Lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd (Rom 4,4-5).
Disse bibelske sandheder kan lyde urimelige for os mennesker. Og nogle indvender, at frelsen af nåde let kan misbruges til ligegyldighed. Derfor mener mange, at det er farligt at sige, at man bliver frelst af nåde alene, uden gerninger. Men det siger både Jesus og apostlene. Det er den eneste måde, vi mennesker kan blive salige på.
Hvad takker farisæeren for
Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Farisæeren sammenligner sig selv med andre. Og det gør ham glad. Han takker Gud, at han har så meget selvdisciplin, at han ikke lever som toldere og skøger. Og han har ret i, at han har grund til at takke Gud for det. Det er en nåde. Han nævner også i sin takkebøn alt det gode, han glæder sig over hos sig selv: Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Det er sikkert også sandt, hvad han her siger.
Men hvad med synden i hans liv. Og hvad med skylden i vores liv? Hvad med alt det, der gør hjertet urent og kan fordømme os? Hvad med den selvophøjelse, som ligger i farisæerens ord. Hvad med hans nedsættende tanker om tolderen?
Et menneske, som er sig bevidst, hvor meget godt det har gjort, og som bruger det overfor Gud som sin trøst, stoler dybest set på sig selv. Det er slemt. For da har vi ikke brug for nåden i Jesus Kristus. Hvad skal vi med en forsoner, hvis Gud kan gøre os til bedre mennesker uden forsoning og offer? Hvad skal vi egentlig gå i kirke for, hvis vi og vores liv er vellykket? - Jo, vil farisæeren sige: Vi skal i kirke for at sige tak til Gud for, at vi er, som vi er. Det er vores gudstjeneste. Det lyder meget fromt. Og hvis der er noget godt i mig, så er det Gud, der skal takkes – som Paulus gør – og som Brorson gør. Men det frelser os ikke. Brorson synger i en anden salme: Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død. / I Jesu korses skygger er sjælens hvile sød. / Der har jeg fundet livet, selv er jeg intet værd; / hvad Jesus mig har givet, det gør for Gud mig kær. Og dermed er vi ovre hos tolderen.
Tolderen slog sig for sit bryst
Tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Afsides. Det er det første, som siges om ham: Afsides. For sig selv. Alle sammenligninger ville falde ud til andres fordel. Han stod afsides og talte med Gud.
David siger i en salme: Mod dig har jeg syndet, mod dig alene og gjort, hvad i dine øjne er ondt (Sl 51). Måske var det nogle af de ord, han sagde i sit hjerte. Ellers var der stille. Også vi skal afsides. Vi skal derhen, hvor tolderen er, og vi står alene foran Gud.
Hvordan skulle du kunne se op mod himlen? Hvordan kan vi møde den Almægtige, som har givet dig de 10 bud og buddet om kærlighed og stadig være ved godt mod? Er det ikke umuligt? Men hvor skal vi da se hen?
Tolderen lærer os, hvor vi kan gå hen og se hen i den situation: hen til alteret, hvor forsoningsofferet bringes. Der kan du gå hen. Dengang var det templet i Jerusalem, hvor forsoningsofferet blev bragt. I dag er det der, hvor Jesu offer forkyndes i prædikenen, og hvor det rækkes os i tilgivelsen og nadveren. Der kan vi se hen. Vi kan se hen til Jesus Kristus, som blev ofret for vore synder. Derhen. Der tør vi være. Der, hvor en røver hang, han som så på Jesus og sagde: Husk på mig, når du kommer i dit rige (Luk 23,42). For han havde hørt Jesus bede til sin far: Fader, tilgiv dem! (Luk 23,34).
Her er frelse uden gerninger. Her er frelse på trods af synd og skyld. Er det rimeligt? Nej. Og kan det ikke misbruges? Jo! Hvorfor steg han ikke ned fra korset og frelste sig selv (Luk 23,39)? Fordi han er Frelseren! Verdens frelser. Vores frelser.
Farisæeren og tolderen
Mens farisæerens første ord var: ”Jeg”, så var tolderens første ord: ”Gud!” Mens farisæerens bøn kredsede om andre menneskers dårlige sider og hans egne gode sider, kredsede tolderens bøn omkring Guds nåde og hans eget væsen som en synder. ”Gud vær mig synder nådig” Gud, forlig dig med mig, synder. Jeg har ikke fortjent det. Men tilgiv mig, frels mig, red mig!
Tolderen han gjorde det der, hvor forsoningsofferet blev bragt, dvs. i tillid til at Guds også kan være nådig, ja, er nådig. Gud, du er jo nådens Gud. Du bragte din søn på korset som frelseren for alle mennesker. Vær også mig nådig. Frels også mig.
Men er det ikke en selvfølge? Nej, det er en gave, som modtages i tro. Gud skabte denne tro i tolderen, og han skaber den i vore hjerter, når vi får det som tolderen og søger derhen, hvor Jesus åbenbarer sig som vores frelser.
Hvad bliver der så af vores ros? Den er udelukket! Og hvad bliver der af de gode gerninger? Dem handler det ikke om i denne sammenhæng. Det handler om retfærdiggørelsen, om frelsen. Og den er uafhængig af alt vores eget, både det, som vi syntes lykkedes, og alt det, som mislykkedes. Det må vi takke Gud for sådan en dag som i dag.
Frelsen og retfærdiggørelsen er ene og alene afhængig af Jesus Kristus, hvad han har gjort, og at Gud vil give os det ved sit ord, give os det i nåde, række det til os. Derfor står ordet om Jesu offerdød og opstandelse for syndere i centrum i den kristne kirke.
På grund af Jesus kan vi gå fra kirke som retfærdige mennesker, dvs. benådede af Gud og med hans tilgivelse og med hans sikre løfte om, at han giver os det evige liv – af nåde. Amen.