Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Ved grænsen råbes der: Forbarm dig!

14. søndag e. trinitatis 2023 i Martinskirken. LGJ.

Salmer: 312 Almagts Gud. #0 Er Gud for os. 2 Lover den Herre. 150v1-6 Se, hvor nu Jesus træder. #5 På nåden i Guds hjerte. 430 O Jesus, søde Jesus. 11 Nu takker alle Gud.

Lukas 17,11-19
 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig."

I prædikenen citeres også fra søndagens to andre læsninger fra Salmernes Bog 103,1-13 og Galaterbrevet 5,16-24.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelse. Amen.

1.

Under sin vandring var Jesus var på vej mod Jerusalem. Det er første vi bliver mindet om.

Han blev båret hen til Jerusalem, da han, da der skulle bringes offer på dag 40 efter hans fødsel. Der blev ofret to dueunger. Der blev ofret, for at barnet kunne leve. Således mindede Gud sit folk om døden og frelsen. Tænk! Mit barn må dø. Men Herren er nådig. Barnet får lov at leve. Barnet er i Herrens pagt. - Siden rejste Jesus årligt til Jerusalem sammen med Maria og Josef, også da han var 12 år. (Lukas 2).

Efter sin dåb fik han Jerusalem som sit mål: Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse. (Luk 9,51). Og i Lukas 18 siger Jesus, hvad han skulle der: Han tog de tolv til side og sagde til dem: «Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneske­sønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mis­handle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.» (Luk 18,31-33)

Som kristne bliver vi døbt kort efter fødslen. Vi bæres derhen, som Jesus blev båret til Jerusalem. Og vi bliver forenet med ham, som blev ofret for vore synder. - Vi lever kun i kraft af at der blev ofret: JESUS blev ofret for vore synder. Vi skal dø. Men årsagen til døden blev fjernet. Derfor lever en kristen med håb. På vej mod det himmelske Jerusalem. Tusindgange TAK. Glem ikke hans velgerninger! Han glemmer dig ikke. Uanset hvad!

2.

Da fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske.

Grænseovergange er nogle steder fyldt med mennesker, der skal over grænsen. Men sådan var det ikke på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Det var et tomt sted. Kun meget få passerede grænsen mellem to folk, der hadede hinanden. Det var ”ingen-mands-land”. Her var 10 spedalske mænd: 9 fra Galilæa, hvor jøderne boede. 1 fra Samaria. De kendte reglen i Moseloven: Så længe en spedalsk er angrebet, er han uren. Han skal bo isoleret og opholde sig uden for lejren. (3 Mos 13,46). De var hårdt angrebet. Og hvordan så de mon ud? Jo: Den spedalske, der er angrebet, skal bære iturevne klæder, hans hår skal hænge løst, han skal tilhylle sit ansigt og råbe: «Uren, uren!» (3 Mos 13,45).

Da sker noget stort: de råber noget andet: de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester!” Jesus = Frelseren. Mester: Ham, som mestrer noget, vi ikke mestrer. Mit liv, min sygdom, min fremtid, min død. Mester! Frelser. ”Forbarm dig over os!" Det sagde jøder ikke til hinanden, men til Gud: I Salmernes Bog er bønnen om barmhjertighed en bøn til Herren. Din barmhjertighed, Herre, vil du ikke holde tilbage fra mig; din godhed og troskab skal altid beskytte mig (Sl 40,12). Den levende Gud siger til Moses: «Jeg vil… udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil» (2 Mos 33,19). Det bevidnes også i Salme 103: Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. ”Forbarm dig over os!” Hvilken trosbekendelse!

3.

Og da er vi lige midt i en kristen gudstjeneste – midt i vores gudstjeneste. For sådan begynder vi jo. Vi siger det i gudstjenesten hver søndag: ”Forbarm dig!” Vi har lært det af 10 spedalske, af to blinde og af en hedensk kvinde i Syrien. Men hvorfor siger vi det? Vi er jo ikke spedalske?

Nej, vi er i en langt bedre situation end de. Mange af os har det som de spedalske efter de var blevet helbredt. De fleste af os er som de spedalske efter helbredelsen. OG Jesus siger: ”Hvor er de ni? Var der ingen anden end denne fremmede som vendte tilbage og takkede Gud?” Hvordan hører vi denne sætning?

Måske som en smerte over dem, som ikke lever i troen? De er blevet døbt, renset, tilgivet, konformeret og måske velsignet ved en kirkelig vielse, men de vendte ikke tilbage til ham, som døde for dem, opstod for dem, og som tilgav dem alle deres synder. Hvorfor kommer de ikke længere i den menighed, hvor de dog hører til og blev føjet sammen med andre kristne til at være ét legeme? Hvorfor holder de sig borte fra Herrens måltid, hvor de engang knælede og fik hans legeme og blod? Hvor er de ni? - Lad hans smerte også være din. Den smerte kilden til mission. Mission uden smerte er ikke mission.

4.

Men måske vi også hører spørgsmålet som et ord om os. Hvor er din lovsang? Din tak? Hvorfor takker du ikke Gud? Har du glemt hans velger­ninger, han som tilgiver dig alle dine synder, læger alle dine sygdomme og udløser dit liv fra graven? Hvorfor er du trist? David sagde: Min sjæl, glem ikke hans velgerninger! Det er netop, hvad der er sket med mig. Jeg har glemt evangeliet! Jeg sidder i tristhed og håbløshed.

Hvad er hjælpen? Hjælpen er det, vi har glemt: David siger: Han som læger alle dine sygdomme og tilgiver al din skyld. Dette er lægemidlet mod utugt, urenhed, udsvævelser, svir, drukkenskab, trolddom, afgudsdyrkelse, hidsighed, selviskhed, som apostlen fortalte os om i brevlæsningen fra Galaterbrevet 5. Og han siger, at det er ”velkendt”. Ikke kun hos andre kristne, men også hos os selv. For ”kødets lyst står ånden imod. Og ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så ikke kan gøre, hvad I gerne vil. Som kristne kender vi til denne kamp mod syndens spedalskhed i os. Og da er er kun ét at gøre: Apostlen sagde til os i brevlæsningen, hvad det er: De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Og det gør vi, når vi overgiver det til Jesus Kristus, den korsfæstede. Vi bekender det for ham igen og igen og råber: ”Forbarm dig over os!"

David hjælper og opmuntrer os dertil, når han i Salme 103 fortæller om Guds barmhjertighed og siger: ”Han som … og læger alle dine sygdomme, tilgiver al din skyld, udløser dit liv fra graven.” Det er jo langt mere, end han gjorde for de spedalske. Det gør han for os. Ham være lov og pris og tak. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk