Hjælp til den rige mands brødre
1. søndag e. trinitatis 2013, 2. juni 2013 i Martinskirken og Gratiakirken. LGJ
Salmer: 12 - 598 - 175 - 430 - 458
Lukas 16,19-31
Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”
Til de pengeglade
Alt det, dette hørte de pengeglade farisæere, og de gjorde nar af ham. Sådan skriver Lukas umiddelbart før vores tekst. Beretningen om den fattige Lazarus blev første gang fortalt til pengeglade mennesker. Ikke til rige, men “pengeglade”. Mon ikke det er derfor, ordene rammer så bredt. For selv vi ikke anser os selv for at være rige, kan vi godt være “pengeglade”. Vi kender glæden ved at eje og have, bruge og forbruge. Og den glæde søger vi desværre ofte i stedet for glæden ved at give og ofre. - Og det på trods af, at Jesus har sagt, at det er saligere at give end at modtage.
Her til en begyndelse vil vi også lægge mærke til, at Jesus ikke er ude på at tvinge penge fra os. Hans formål er heller ikke at fordele goderne mere ligeligt her i verden. Det, han vil og kom for, var at sende os i favnen på Gud og at sende os i favnen på hinanden. Og hvad det kan føre med sig, ser man overalt, hvor mennesker lever i Guds favn.
Jesus siger om Lazarus, at han efter døden var ”i Abrahams skød”, dvs. i Abrahams favn og arme. - Abraham var jo velhavende her på jorden. Og Lazarus var fattig. Alligevel var de begge i saligheden hos Gud. I Guds favn og hjerte er der plads både til rige og fattige mennesker. Men udenfor Guds favn er der også både fattige og rige. Og det er pine at være der. Før døden tænker mange ikke over, hvor pinefuldt det er, hvad de gør mod andre, når de går gennem livet med korslagte arme og tillukkede hjerter. Men efter døden vil det blive afsløret. Og pinen vil være uudholdelig for dem.
Det er frelsen fra den pine, som er emnet i dag. Det handler om, hvordan pengeglade mennesker får hjælp i deres åndelige fattigdom. Emnet er, hvordan vi, som på en måde er den rige mands brødre, får hjælp til at omvende os.
Jesus, som var den store hjælper og tjener blandt de fattige og syge, ser synden og mærker dommen på sin egen krop. Han, som selv var i Faderens favn, han åbnede den for mennesker dengang og for os i dag, for at vi må blive frelst, som Lazarus blev frelst.
Kløften mellem rig og fattig
Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. - Den fattige lå ved den riges port. Så tæt var de på hinanden. Alligevel levede de milevidt fra hinanden.
Forestil dig den rige komme hjem fra et indkøb i basaren i Jerusalem. Han ser den fattige, smider alle sine sager og går hen og omfavner ham foran huset. - Nej, det er desværre er netop det, han ikke gør. Tænk på smittefaren! Hvordan skulle en fin og velklædt mand kunne omfavne en mand i laser og pjalter? Eneste kontakt mellem de to var nogle smuler fra den riges bord. Og de efterladenskaber blev jo nok bragt til den fattige af andre.
Hvor stor er afstanden mellem rig og fattig i dag? - På en måde kan vi alle have god samvittighed. For i vores velfærdssamfund hjælper vi hinanden. Uanset om vi har en lille eller stor indkomst, bidrager vi jo med en del af vores skat til velfærden, både vores egen og andres. Så hvad er problemet? - Problemet er afstanden! Problemet er, at vores velgørenhed kun er smuler i sammenligning med det, vi bruger på os selv. Jesu ord må gerne få os til at slippe alt det, vi står med i favnen, så vi ser os om og opdager hinanden både i familie, i nabolag og her i menigheden. Og så må vi jo også håbe, at der er andre, som ser sig om, når det er os, der ligger i ensomhed og sygdom. – Men det er jo ikke sikkert. Måske bliver vi da svigtet, ligesom Lazarus blev svigtet? Kløften her på jord mellem rig og fattig er alvorlig for de syge og fattige. Men den er endnu alvorligere for den pengeglade.
Kløften mellem den, Gud hjælper, og den rige, som havde nok i sig selv
Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i Helvedet, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. – Jesus giver os indblik i livet efter dåden. Den rige mand kom i pinestedet, og Lazarus kom i Abrahams skød. Helvede og Himmel. Den rige mand kæmpede nu med problemet: Hvordan kommer jeg i samme situation som den fattige Lazarus? Hvordan finder jeg lindring?
Men der er intet tegn på, at han angrer det, han gjorde på jorden. Nej, han taler blot om sin egen pine og tørst. Og han mener, at det er mere end rimeligt, at Lazarus kommer og hjælper. Ligesom han på jorden satte sig selv i centrum, gør han det også efter døden. Det fortæller os, at der ikke findes nogen egentlig anger i fortabelsen - i helvede - ingen omvendelse og ingen tro. Omvendelsen må finde sted her i livet. Sindet og tanken skal vendes om til Guds bud og til vores næste og til Guds nåde i Jesus Kristus i dag, mens vi lever i dette liv på jorden.
Da det går op for den rige mand, at han ikke selv kan få hjælp, kommer han til at tænke på sine brødre. Så send Lazarus til min fars hus ... - Igen mærker vi hans krævementalitet. Nu skal Lazarus være bydreng. Abraham svarer, at det er nytteløst. Det, som kan føre den rige mands familie til omvendelse og tro, har de allerede: ” De har Moses og profeterne, dem kan de høre. ... Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”
Jesus tager os ind i Guds favn
Jesus fortæller ikke dette for at støde os fra sig, men for at vi må komme ind i Guds favn. Når du tror på Gud, sådan som Lazarus gjorde, giver Gud dig hvile og fred og glæde, også selv om dit liv er fyldt af smerte og lidelse. Kun Jesus kan trøste og hjælpe os i lidelse og smerte. Også i skyldens store smerte. Når vi står med skyld og synd, tager han os ind i sin favn ved syndernes forladelse. Det er omvendelsen! Det er frelsen! Alligevel kan det være vanskeligt at leve! Tænk bare, hvor svært det må have været for Lazarus at se den rige mand leve i fest og pragt, mens han selv var syg og fattig. Det kan have ført til anfægtelse og anklager mod Gud. Han har nok bedt, som der står i mange af bibelens salmer: Herre, hvor længe? Herre, kom mig til hjælp. Tilgiv mig. Frels mig. Forbarm dig over mig! Men den rige forbarmede sig ikke. Kun hundene, som slikkede Lazarus’ sår. Lazarus har sikkert kendt Salme 121 i Bibelen: Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber ... Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid (Sl 121,1-2 og 7-8).
Selv om du ikke har det som Lazarus, kan det jo godt være, at du har det svært og bærer på lidelse. Og da bliver det personligt og nærgående for os: Kan Gud være hos mig, når jeg lider ondt? Kan Gud være hos mig, når jeg er skyldig og har gjort andre ondt? - Før vi lader Jesus svare, må vi jo nok indrømme, at det ikke er så let at svare JA, dertil. Det er ikke så mærkeligt, om man forkaster Gud eller fortvivler, når man har det sådan. Derfor er det så meget mere mærkeligt og ondt, når vi kan lade andre ligge og leve med deres lidelse og undlade at bruge vort liv og alle vore gaver i kærlighedens tjeneste. - Hvorfor? Hvorfor lever jeg? Hvad skal jeg bruge mit liv til? Burde jeg ikke takke min Gud for hans store godhed og tjene min næste? Moses og Profeterne afslører os.