Forside www.vivit.dk
Prædiken-oversigt

 

Guds ødselhed - vores redning

Prædiken på 9. søndag e. trinitatis, 13. august 2017 i Kbh og Aarhus. LGJ
Salmer: 682 (eller 44), Sl 121, Guds glæde, 601, 489 (eller 435v4-7), 430v1-4, 178.

Lukas 16,1-9
Jesus sagde også til disciplene: "Der var en rig mand, som havde en gods­for­valter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men for­val­teren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!"
Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. "Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger."
 

1.

Denne lignelse fortælles i forlængelse af lignelserne i Lukas 15 om det fortabte får, den tabte drakme og om den fortabte søn. Her var situationen den, at farisæere og skriftkloge var utilfredse med Jesus og klagede over ham. De mente, at han ødslede Guds frelse og godhed bort, når han spiste sammen med toldere og syndere og tilgav dem deres synd. Det er vigtigt at høre lignelsen i denne sammenhæng.

Lignelsen har tre personer eller grupper af mennesker: Først en mand, som ejer det hele. Jesus fortæller, at han er rig. Og han reagerer, når der bliver ødslet. Men også, at han til sidst roser ødselheden, selv om han har mistet meget af det, andre skyldte ham. Underligt. - Dernæst en godsforvalter, som arbejder under godsejeren som forvalter. Han ejer ikke noget selv, men forvalter sin herres gods. - Den tredje gruppe er landarbejdere. De ejer ikke selv markerne, men arbejder der og tjener til det daglige brød. Lignelsen oplyser om, at de har et gældsbrev, hvorpå der står, at de skal betale for at leje jorden: 100 tønder hvede og 100 ankre olie. Nogle dyrker korn. Andre oliven.

Måske vi har en parallel i forholdet mellem kongen og bønderne under enevælden i Danmark. Bønderne skulle betale skat af jorden til herremanden, som så betalt til kongen. (Det blev udregnet efter, hvor meget jord, der var, hvor god den var, og hvor meget afkast den gav).

2.

Handlingen drejer sig ikke om snyd og bedrag men om ødselhed! Godsforval­teren er blevet beskyldt for at have været ødsel. Og han bliver afsat lige på stedet af sin herre. Det er overraskende, at forvalteren på ingen måde forsvarer sig. Han er tavs under alle anklager. ”Du har været ødsel!” Og han siger ingenting. Og den som tier, samtykker: ”Ja, jeg har ødslet. Du kender sandheden om mig; du ved at jeg opført mig, så du har lidt et stort tab.”

Den rige mand kaster ikke sin forvalter i fængsel. Han straffer ham heller ikke. Eneste straf er, at han bliver sat fra bestillingen. Og det virker uforsigtigt og tåbeligt, at den rige mand ikke forebygger, hvad der nu sker. Men det gør han ikke. Og det giver godsforvalteren mulighed for at ødsle endnu mere. Han kan se, at hans fremtid er truet, når han ikke længere kan være forvalter. Han overvejer muligheden for at grave og tigge. Men det ene kan han ikke, og det andet skammer han sig ved. Men så får han en idé, som lyder meget mærkelig: nemlig at han vil ødsle endnu mere med sin herres midler!

Folk i landsbyen har endnu ikke hørt om forvalterens afskedigelse. Derfor tror de, at forvalteren handler på herremandens vegne, når han kommer ud til dem og spørger, hvad de skylder. Og han nedsætter deres gæld. En med 50% og en anden med 20%. Det bliver til et tab for den rige mand. Han, som skylder 100 ankre olie, får det nedsat til 50 ankre. Det svarer til en nedskrivning fra ca. 4000 liter til 2000 liter. Oliven olie fx. Tænk at spare at skulle høste 2000 liter olie til herremanden. Og den bonde, som skylder 100 tønder hvede, skylder, hvad der svarer til en containerfuld korn: ca. 33 m3 og 25 ton i vægt. Men hans gæld nedsættes til ca. 20 ton. Det har stor betydning for landarbejderne, når vi tænker på, at alt arbejde fandt sted uden maskiner.

Fidusen er, at de pågældende vil tage imod forvalteren og hjælpe ham, når han er blevet afsat. Man kan jo godt forestille sig, at de tænker, at godsforvalteren har overtalt den gamle ejer til, at gældsbrevene skulle nedskrives. Og det ville de gengælde ham, efter at han var blevet afskediget. Det var planen.

3.

Men er han da dum? Ved han da ikke, at han kan blive straffet hårdt af godsejeren? Godsejeren havde jo allerede afsat ham. Det er jo ikke godt at ødsle en andens ejendom bort. Men her er det så, at udtrykket ”god tro” får en ny betydning for os. Vi kan jo godt se, at godsforvalteren ikke er i såkaldt ”god tro”. Han ved jo udmærket, hvad han gør, og at han ødsler sin herres midler bort. Men han gør det i ”god tro” sådan forstået, at han tror godt om sin Herre. Han forestiller sig, at hans Herre ikke vil straffe ham. Han forestiller sig, at han ikke vil annul­lere de gældsbreve, som han nåede at nedskrive, før han i praksis var blevet afskediget. Og det holder stik.

Det viser sig, at hans herre er en underlig herre, som er god ud over alle grænser. Jesus fortæller jo i lignelsen: Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. - Det ville aldrig være sket i den verden, vi kalder ”virkelighedens verden”, hvor herremænd mest tænker på sig selv og deres indtægt. Men dette sker i virkelighedens verden, hvor Guds nåde regerer. Og det er virkelighed her i Guds kirke på jord og overalt, hvor evangeliet forkyndes! Gud er rig nok for alle dem, der påkalder ham. Jesus er kommet for at opsøge og frelse det fortabte! – Det lød sært og forkert i Jesu samtid. Og det er imod vor tids religiøsitet. Men det er sandt!

4.

Sådan bliver lignelsen om den ødsle forvalter en og den underlige herremand en fortsættelse af forrige lignelse om Faderen, hvor den yngste søn havde fået arven udbetalt og ødslet den bort. Og i den lignelse ødslede Faderen selv med sin formue og indsatte sin fortabte søn i alle tidligere rettigheder. Hvor uforsigtigt og tåbeligt! Og han gjorde det helt på tværs af, hvad den yngste søn havde fortjent. På samme måde i denne lignelsen om den ødsle forvalter. Herren roste sin godsforvalter for at handle klogt.

Det er klogt at ødsle Guds formue bort på de mennesker, Gud har skabt og ejer, og som skylder ham lydighed og ære. Og var det ikke, hvad Kristus Jesus gjorde? Han, som var rig, blev fattig, for at vi skulle blive rige! Gud fader sagde om ham: ”Det er min elskede Søn, i ham har jeg velbehag.” Gud Fader lod sin Søn bære konsekvenserne af sin ødselhed: Han tilregnede ham alle vore overtrædelser. Men han oprejste ham også fra de døde og kronede ham med ære og herlighed! Er Jesus måske denne tjener, som ødsle­de alt bort? Jo. Jesus Kristus ødslede Guds kærlighed bort på alle os, som står i gæld til Gud. Han gjorde sig til ven med mennesker, han siden skulle møde i Paradis og være sammen med i evigheden.

5.

Hvad roste herren sin uærlige forvalter for? For uærlighed? Nej, for hans visdom. Jesus sige jo: ”Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.” Her vil Jesus lære os, hvad visdom er: Visdom er at stole på Guds ødselhed, på nåden. Hvilken glædelig opfordring til at have en god tro på Gud, at være godtroende om ham. Amen.

Bøn: Kære Herre. Giv os tillid til, at du eftergiver os alt ved din kære Søn, Jesus Kristus. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtLagt på www.vivit.dk 13.08.2017. post@vivit.dk