Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Var død, men blev levende Lukas 15,11-32: Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet." BØN fra Salme 25 vers 16.18.1.2a Vend dig til mig, og vær mig nådig,
Indledning Jesus er sammen med toldere og syndere. Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: «Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.» (v1-2) Han spiser sammen med dem. Modtager livet sammen med dem. En mor, der giver sit barn mad. To, som elsker hinanden, og de spiser sammen. De bekræfter deres fællesskab og modtager livet sammen. I glæde. Men hvordan gik det til, at mennesket først forlod sin Skaber og Gud? Hvordan kunne dette skyldige og fortabte menneske vende tilbage og blive modtaget og få alle barnets rettigheder tilbage? Hvordan gik det til? Og hvad siger vi til evangeliet, som fortæller, at gud er sådan? Jesus fortæller tre lignelser. I dag hører vi den tredje, om en far og to sønner.
1. Den yngste søn og os Først den yngste søn. Han ser mulighederne for at leve sit eget liv, hvis han får udbetalt arven. Og det ønsker han så og rejser sin vej. Svært at forstå, at nogen far vil give sin formue til en søn, som vender familien ryggen. Det ligner tyveri ved højlys dag, ja, det minder om et fadermord. ”Jeg ønsker at leve, som om du var død. Giv mig arven. Vi ses aldrig mere.” ”Jeg vil leve som om Gud ikke er til. Hvor jeg har mit liv fra, er uvedkommende. Jeg vil bare leve og have så meget ud af det som muligt. Og jeg vil eksperimentere med livet. Gud ser ikke! Gud ved intet! Gud findes måske, men hvad kan jeg bruge det til? Der er kun mig, ingen anden. Lad mig leve sammen med dem, jeg kan nyde livet med.” Hvad gjorde denne far? Det, som nok ingen jordisk far ville have gjort: Han delte sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; Hvorfor er Gud passiv, når mennesket vender Gud ryggen og bruger alle livets gaver i selviskhed og i et udsvævende liv? - Måske fordi det var så meningsløst og udsigtsløst at sige noget? Er det så Guds skyld at mennesket vender sig fra Gud? Nej. Sønnen gør sig selv faderløs i sit hjerte og tanke. Det er jo det, han ønsker: at være sig selv og være sig selv nok. Og fra nu af vokser lykken det første år eller de første år. Men derefter går alt i stykker. Tom i sjælen og tom i maven. Meningsløshed og død banker på. Og vi mærker det alle: meningsløsheden og døden. Det er inde i os mennesker, at det er gået galt! En underlig selvstændighedstrang. Noget med at blive voksen. Noget med at ville klare sig selv og at tro, at vi kan. Noget med at ville være fri, skabe sit eget liv. Med Guds gaver. Med det, Skaberen har givet os. Hvad gør vi så? Den yngste søn forsøgte at klare sig i fattigdom. Han blev svinehyrde og åd det samme, som svinene åd. Det er en beskrivelse af vores stolthed. Vi vender ikke uden videre tilbage til Gud, til hans menighed og kirke, til det hjem, som man brød med. Så hellere klare sig så godt, man nu kan. Død i vore synder. Men den yngste søn måtte til sidst give op. Han sagde: Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Og vi får at vide, hvad han forstiller sig: At han måske kan få lov at være tjener og arbejde. Men barn og søn bliver han aldrig mere. Uvished – tilbagebetaling. Men der var også en viden hos ham om, hvor god hans var var. Sådan som der er hos os, hvis vi husker på bibelhistorien – og på Jesus. Og på denne lignelse. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Faderen ser, ynkes, løber, falder om halsen, kysser. Det gør han for denne stodder, som vender tilbage. Her maler Jesus billedet af vores Far, som er i himmelen, ham, hvis navn er helligt. Her ser vi, hvordan hans rige kommer til os, og hvordan hans vilje sker på jorden: Ved, at han kommer løbende. Han blev menneske, blev ydmyget på korset. Han bar straffen for vore synder. Led døden i stedet for os. Derpå opstod han graven. Og han kom tilbage med tilgivelse og håb til sine disciple. Og han sagde, at de skulle dele det med alle andre mennesker. Derfor kan alt blive godt, selv vi misbrugte livet og alt gik i stykker. Gud er god. Det er hele frelsens historie. Sønnen sagde til sin far: Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Her bliver sønnen levende. Alt bliver godt igen. Mere end godt! Men hvordan kan sønnen og vi tro det? Sønnen troede det, fordi hans far giver ham bevis på bevis. Sin favn, klædning, seglring, festmåltid. Hvordan kan du tro det? Fordi Gud blev menneske og kom løbende til os. Levede for os. Døde på korset for vore synder og bar vor straf. Han opstod fra døden. Ligesom sønnen fik den fineste klædning på, sådan blev du iklædt Jesus i Dåben. Gud sluttede pagt med dig. Og han siger, at selv om vi er utro, så er han stadig trofast. Derfor kan vi vende tilbage til dåbens pagt, uanset hvor længe vi har været borte, og hvor langt vi har været ude. – Sko, ring på fingeren: Tænk på de utallige gaver, du får hver dag. - Festmåltid: Tænk på nadveren, hvor vi modtager Jesus legemligt! - Og fællesskabet i den kristne menighed, hvor vi bliver modtaget. Her bærer andre kristne over med dig, fordi Gud har tilgivet både dem og dig. Et stort bevis. ”Ligesom jeg har elsket jer, skal I elske hinanden!”
2. Den ældste søn og os Og det er her, at den ældste søn kommer ind i billedet, eller rettere sagt ikke kommer ind i billedet. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Nu burde den ældste søn bakke op, tage imod, omfavne, kysse sin bror og dele alt med ham i glæde over, at broderen var kommet hjem. Han skulle vise sin bror kærlighed, ligesom faderen havde vist kærlighed. Men i stedet blev han vred og ville ikke gå ind. Der er vel grænser for, hvad man kan tillade sig her i familien og her i menigheden! Det her er altså for meget. Jesus rammer præcis, hvad farisæerne mente om toldere og syndere, og måske også, hvad vi kan tænke om hinanden eller om mennesker udenfor den kristne kirke. Vi hørte det om Saulus, som forfulgte de kristne, som troede på denne nåde. Men Gud standsede ham: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig!” Og Saulus blev blind, og blev døbt. Og blev tilgivet. I lignelsen gik far ud og bad til den ældste. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Her er den ældste søn ved at melde sig ud af familien og fællesskabet. Sådan som vi kan melde os ud af kirken ved at holde fast ved loven og forkaste evangeliet. Han henviser til sin egen lydighed og trofasthed. Han bebrejder faderen, at han aldrig har givet ham noget ekstra. Og han omtaler sin bror med foragt, når han kalder ham: ”Din søn dér”. Han kunne også have sagt: ”Min bror der.” Men han vil ikke have noget at gøre med et menneske, der havde levet i frås og ulydighed. Men Jesus siger: … for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. At være kristen er at være blevet levende. Vi var døde i overtrædelser og synder, døde i vore egne lyster og begær. Men ved tilgivelsen i Jesus Kristus er vi blevet levende. For Gud vendte sig til os, kom os i forkøbet, omfavnede os i Evangeliet, i Dåben og i Nadveren. Ufortjent. Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade! Det siger han til os. Og hvad svarer vi? … Amen.
|
