Hvem er du? Og hvor går du hen?

Oversigt
Søgemaskine

3. søn. e. trinitatis, 12. juni 2016 i Martinskirken. LGJ 

Lukas 15,11-32
Han sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af for­mu­en, som tilkommer mig. Så delte han sin ejen­dom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvæ­vende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af lan­dets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i over­flod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kys­sede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fede­kalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på fær­de. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger _ da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."
 

I. ”Hvem er du?”

Der er tre muligheder i evangeliet i dag: 1) Den ene er, at du er faderen, den far, som bliver så dårligt behandlet af sin yngste søn, og alligevel længes efter ham dag efter dag. Det er sådan du er. Du bliver krænket og svigtet, men din kærlighed består og varer ved. Sådan er du i bund og grund. Intet kan rokke ved det. Du står og venter på den, der svigtede dig. Du har en åben favn, hvis han/hun nogensinde kommer tilbage.

2) Eller at du er den yngste af to sønner, ham, som rejser udenlands og ødsler alt bort. Du var i det fremmede nogle år, eller måske et halvt eller et helt liv. Men du vendte tilbage og blev taget imod. Du har ikke fortjent at tilhøre Gud. Du var undergangen nær. Du brugte det gode liv, du havde fået, på tomhed. Du svigtede både din Gud og din bror. Du soldede det hele op.

Men da mærkede du livets tomhed, og hvor dårlige mennesker er til at hjælpe. Og da tænkte du, at Gud alligevel kunne hjælpe dig, hvis du ville ændre livsstil og tjene ham. Du havde ikke forventninger om, at det kunne blive som før. Men måske Gud ville se igennem fingre med det værste af det, du havde gjort, og så lade dig være hans tjener. Så kunne du i det mindste gøre en lille smule gavn sidst i dit liv, og som løn for din meget lille indsats blive tålt – og så komme i himlen.

Men hvilken overraskelse! Du mødte en åben favn hos din far. Han var ikke interesseret i noget af det, du havde at sige til ham om dine planer, og hvordan han måske kunne acceptere din anger og dit ønske om at tjene ham. Mens du forsøgte at forklare ham, hvad han måske kunne gå med til, gjorde han noget, som du hverken havde fortjent eller kunne forestille dig: han gav dig alle rettigheder tilbage, han gjorde dig til sit barn, han gav dig ring på fingeren – en seglring, som du kunne bruge til at optræde som hans søn. Du fik lov at bede i Jesu navn om alle ting. Og hvad har han ikke givet dig som svar på dine bønner siden! Og han holdt en storslået fest med den fineste mad fra den bedste restaurant i byen og med musik af bedste slags. Og alle i menigheden blev indbudt. Det er sådan er du er. Det er lige dig.

3) Og hvis det ikke er dig, fordi du aldrig har været så langt ude, hvem er der så tilbage at ligne? Da er der én tilbage: den søn, som går derhjemme og ikke har brug for omvendelse. Den ældste søn, som havde gjort sin pligt i årevis. Han havde også oplevet, hvordan nogle svigtede og forlod hjemmet, dvs. den kristne menighed. De tillod sig endog at tage en del af menighedens og familiens formue med sig. At de gik, gjorde dig og menigheden fat­tigere. Det følte du. Og det var tungt at være alene tilbage som kristen. Ikke let at holde til disse svigt.

Og så en dag hørte du, at der var musik og dans i familien og hjemmet. Og du spurgte, hvad anledningen var. Og du fik at vide, at det var din bror, der blev festet for. … Og du tænkte: Hvordan er det muligt? Det er jo fuldstændig galt. På den måde lærer man jo aldrig forbedring. Hvis Guds nåde skal være helt og aldeles gratis, da er det jo urimeligt.

Jesus fortæller lignelsen, hvor vi får disse tre muligheder for at finde en, vi ligner og er.

Men hvorfor fortæller Jesus ikke om en tredje søn, som blev hjemme og også tog imod yngste, og støttede sin far og sagde velkommen til sin yngste bror og gik med ud til den ældste og forsøgte at overtale ham? Det er den kristne, som ikke har været ude i lortet, og som værdsætter, at Gud tager imod dem, som har været døden nær. - Jeg ved det ikke. Men måske er grunden, at der ikke findes sådan en kristen.

Men måske blev den yngste søn senere blev en sådan en bror , som kunne tage imod andre. Jo, men han ville altid forblive den fortabte, som blev fundet, den, der var død, men blev levende. Han ville resten af sit liv leve som den, der ikke havde fortjent at være søn i huset – men var det alligevel. Sådan vil der vedvarende være noget i dig, som ligner den fortabte søn, noget, Gud må tilgive, hvis du skal være hans, selv om det måske ikke er så tydeligt for alle og enhver. Kan man ikke være en synder, selv om man ikke ligger i en rendesten? Jo! Er man ikke være en synder, selv om man går i kirke? Jo! Kan du ikke opleve dig selv som den yngste, selv om du aldrig har bedrevet hor i det åbne, misbrugt og soldet din formue op? Ligget i med skøger? Nej, du har det bare i hjertet: griskhed og hor - i det små!

Her i kirken siger vi jo ikke:”Kære Herre Gud, jeg var engang en arm synder, som krænkede dig … men heldigvis er jeg blevet bedre … Tak, at du gjorde mig så meget bedre. Så lad mig og de andre kristne i dag holde en lille fest sammen. Giv os din søns legeme og blod.” Nej, vi beder sådan: ”Jeg er et armt syndigt menneske, og jeg har krænket dig og er uden undskyldning. Men jeg beder dig tilgive mig.” Og det siger vi ikke, fordi vi er den tredje søn, som er kommet fri af synden og ikke længere mærker den, men fordi vi har lært evangeliet at kende. Vi ved, hvem vi tror på, selv om vi er syndere og har overtrådt Guds bud og gjort vor næste ondt. - Det er sådan vi er! Det er også sådan, den søn var, som gik hjemme. Men han kunne ikke se det. Hvem er vi? Vi ser syndere – og behøver Guds nådige favn i Jesus Kristus. Her og kun her er redning!

II. "Hvor går du hen?"

Der står, at den yngste søn ”rejste til et land langt borte”. Senere at ”han gik i sig selv”. Og til sidst: ”Så brød han op og kom til sin far!” Her er tre svar på, hvor vi går hen i livet:

1) Langt bort – ud i verden, bort fra der, hvor vi hører hjemme. Væk fra dem, som kender os. Bort fra snærende bånd. Derhen, hvor vi kan leve præcis, som vi selv ønsker. Leve i frihed. - Men det er ikke frihed at være drevet at ønsket om at nyde sig selv, selvnydelse, selvtilfredsstillelse og selvtil­bedelse. Det er derimod første skridt på vej mod ensom­hed og død og dom. Hvor går du hen? Gå ikke den vej! Men det er her, vi alle er havnet. Det er med os, som Esajas skriver i kap. 53: ”Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej.” Og hvordan fortsætter dette bibelvers hos Esajas: ”Men Herren lod falde på ham, den skyld, som lå på os alle.” - Gud svar på, at vi mennesker gik bort fra ham, var, at han sendte en stedfortræder ud iblandt os, som blev ramt af dommen – lige midt i vores verden. Guds Søn kom, blev menneske og døde for vore synder. Det er evangeliet. Hvor gik Gud hen, da vi gik bort? Han gik udenfor byen og spejdede efter os. Ligesom denne far kom løbende sin søn i møde, sådan blev han menneske og løb os i møde.

2) Hvor går du hen? Det næste sted, den yngste søn gik hen, beskrives sådan: ”Han gik i sig selv.” Han begyndte at overveje, hvad han havde gjort. Det var godt. Rigtig godt. Det må vi også gøre. Gå i os selv. Indrømme. Gå i eftertænksomheden og stilheden. Men samtidig fortæller evangeliet, at denne yngste søn havde helt forkerte tanker om sin far i stilheden. Han forestillede sig ikke på nogen måde, at faderen ville gøre ham til sin søn igen. Nej, kun til en slave. Længere kunne hans fars tilgivelse næppe strække sig. Men det umulige skete: Faderen tilgav ham alt. – Derfor skal vi ikke blive i meditationen og eftertanken. Vi skal også gøre det tredje:

3) Til sidst står, at den yngste søn brød op og kom til sin far. Vi skal bryde op! Sig farvel til at leve efter denne verdens regler. Gå hjemad. Gå derhen, hvor du kommer fra: fra den kristne menighed, din dåb, den arv, du fik del i som lille, men som du måske er kommet bort fra. Gå derhen, hvor Evangeliet lyder. Og da kommer det os i møde og lukker munden på os, når vi kommer med alle vore forslag om, hvad vi vil gøre for at få lov at blive tålt i menigheden og i Guds kirke. Gud tåler ikke blot toldere og skøger. Han tilgiver dem og giver dem alle rettigheder tilbage. Og det giver han også os.

Hvis vi står udenfor og forarges over, at nogen bliver tilgivet og får lov at være med i Guds menighed af nåde uden nogen gerning, da siger lignelsen til os: Kom med ind og hold fest. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 28.06.2016. post@vivit.dk