Forside www.vivit.dk
Prædiken-oversigt
Søg prædiken

Frelsens fest

Prædiken på 2. søndag e. trinitatis, 25. juni 2017 i Aarhus. Leif G. Jensen
Tekstlæsninger: Esajas 25,6-9; 1 Johannesbrev 3,13-18; Lukas 14,16-24.

Prædiketekst: Luk 14,16-24
Jesus svarede: "Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. - Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. - En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig und­skyldt. - Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjene­ren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid."

NÅDE OG FRED VÆRE MED JER fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser! Amen.

Hvad er det for en fest, Jesus fortæller om? Og hvad skal vi med den? De indbudte mener, at den er overflødig. Og deres undskyldninger peger på deres egne små private fester: En, der skal ud at se på sin mark. Han skal ikke arbejde i den, bare nyde synet af den. En, der har købt okser. Han skal ikke pløje med dem, bare prøve dem, ligesom man prøver sin nye traktor eller bil. Og en har giftet sig. Han skal være sammen med sin kone. Det er hans undskyldning.

Samtidig er det tydeligt, at det er en altom­fattende fest med plads til flere, end nogen fest normalt har plads til, og med forberedelser, som overgår almindelige fester. Vi lægger også mærke til, at værten ikke er de indbudtes ligemand, men deres herre! Og vel at mærke deres gode herre og hersker.

I.

Først kan vi slå fast, at Gud ønsker, at hans mennesker holder fest og er glade! Fester er på en måde indbygget i selve skabelsen. Det fremgår af skabelsesberetningen: Gud sagde: Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmel­hvælvingen til at oplyse jorden. Og det skete. (1 Mos 1,14-15). Sol og månes formål var og er bl.a. tegn til at fastsætte festtider. Gud fastsatte festtider for sit folk, for at de skulle modtage alt godt fra ham! På de dage ville han på en særlig måde være deres vært og lade dem fryde og glæde sig.

Der var fest i Edens have. Adam skulle passe haven og give dyrene navne. Arbejdet var en glæde og en leg. Og Gud gav manden og kvinden til hinanden. Hver gang, der er bryllup fejrer vi det som fest sammen med Gud!  

II.

Men i lignelsen sker det mærkelige, at marken, dyrene og hustruen skiller de ind­budte fra ham, som indbyder. Her er brylluppet blevet en hindring for at deltage i festen. Og okserne. Og marken. Underligt! De indbudte undskylder sig med, at de skal nyde det, de har fået. Og det er jo også Guds mening! Alligevel bliver det hele så forkert. Men kan noget da være vigtigere for os end at nyde hinanden, marker og dyr, dvs. alt det skabte? Må vi ikke det? - Jo, det ville Gud! Men det går galt for os, når vi lever for at nyde seksualiteten og det materielle i sig selv. Da bliver det, som var til liv og glæde, tomt og meningsløst

Hvad er problemet? Problemet er den falske stemme, der siger: ”I skal ikke høre på Gud. I kan faktisk klare jer helt uden. I kan blive som Gud.” (Djævelens stemme i 1 Mosebog 3). Men menneskene blev ikke som Gud. Derimod kom skammen. Og beskyldningerne fløj i luften. Det kan de også gøre i mellem mand og kvinde i ægteskabet. Man kræver. Man skuffes. Man føler sig snydt. Og man ærer ikke og elsker ikke, som man burde.

Det rammer også arbejdet. Det er ikke længere en leg, men fyldt med slid og sved, torne og tidsler. Derfor har vi mere end nogensinde brug for Gud i vort arbejde og familieliv, for at vi ikke mister tålmodigheden og bliver utaknemmelige. Ellers bliver de fem par okser, bilen, det nye køkken og de materielle ting, vi køber, tomhed og atter tomhed. - Alt dette peger på, at noget er gået galt! Vi er faldet fra Gud! Vi er faldet ned i egoisme og gudløshed!  

III.

Nu er det så, at Gud vil tage os tilbage til troens liv med ham, dvs. tage os tilbage bagom alt det skabte til livet med Skaberen. Og det gør han ved at indbyde os til fest. Julefest, påskefest, pinsefest og søndagsfest. Og hvordan? Ved at blive menneske! Ved at blive en af os. Jesus er Guds Søn, som blev menneske. Han holdt fest med toldere og skøger. Han holdt fest og gav mennesker håb og fremtid. Han befriede dem for skammen. Han tilgav dem deres synder. Og han fortalte mange lignelser om, at Gud holder fest for os mennesker. Men vil mennesker komme?

I Gamle Testamente gav Gud sit folk påskefesten, udfrielsen fra Egypten. Ved den fest var lammet var i centrum, lammets blod. Tilgivelsen og udfrielsen. Og løftet om det forjættede land. I Nye Testamente fandt påskefesten sin opfyldelse i den nye pagts fest: Nadveren. Den er det store måltid, som han vil, at vi deltager i, Lammets måltid. Det er festen, som handler om befrielse fra død og undergang, og skam og alt, hvad der følger af vore synder mod Gud og mod hinanden.

IV.

Men i lignelsen har de indbudte ikke tid til at deltage. De skal nemlig fejre hinanden og tingene i verden. De vil nyde uden deres Herres fest og hjælp. - Og her ender festen! Her begynder de tomme fester, hvor man synger mange gange: “Han skal leve ... han skal leve ... han skal leve højt …” Men hvem skal sørge for ham? Hvad, hvis fødselaren er dødssyg? Hvad hvis han har svigtet sin kone? Hvad hvis de alle ringeagter ham, mens de synger? ”Han skal leve …” Er der da noget at råbe hurra for?

Midt i denne tomhed opstår alle menneskets selvgjorte religiøse fester: man samles for at gøre det på sin egen måde og sætter mennesket i centrum. Det finder også sted langt ind i kristne fællesskaber. Man undgår at tale om skyld og skam. Man laver menigheder, for dem, som ligner en selv og fejrer sine egne talenter, i stedet for sammen at høre evangeliet om synd og tilgivelse. Og hvem gider at gå ud på vejene og indbyde de fattige , vanføre, blinde og lamme? De er ikke velkomne til de fester, hvor vi ønsker at nyde os selv. Men Gud siger om sådanne fester: “Jeg kan ikke udholde festdag og ondskab. Jeg hader jeres nymånedage og fester. Det er blevet en byrde, jeg ikke kan bære. Når I rækker hænderne frem imod mig, lukker jeg øjnene. (Es 1,13-15). På Esajas tid forsøgte Guds folk at holde gudstjeneste i strid med Guds ordninger og ord. Når vi erstatter frelsens fest med vore egne religiøse fester, skal vi ikke regne med, at Gud hører vore bønner.

V.

Nej, den fest, Gud kalder os til at deltage i, er en fest, hvor han er vært, og hvor han fylder festen med sig selv. Profeten siger det sådan: På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin. Så opsluges på dette bjerg sløret, det slør, der ligger over alle folkene, det dække, der er bredt over alle folkeslag (Es 25,6-9). ”Sløret” er vantroens slør, som dækker over løgn og utroskab, utaknemme­lig­hed og misundelse. Sløret dækker også over den frygt og rædsel, som døden kan fylde os med. Vi forsøger at undvige den. Men dette slør fjerner Gud, når han taler til os i Bibelen. Da ser vi skammen og skylden. Og vi hører om redningen ved Jesus Kristus.

Derfor siger profeten: Og døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden, for Herren har talt. (Es 25,6-9). Døden overvindes. Sådan en fest arrangerer Jesus for os. Der, hvor vi hører evangeliet og modtager nadveren, dér har vi del i den fest. Det er en påskefest! Vi fejrer Jesu opstandelse. Livet er kommet tilbage.

“Kom, for nu er alt rede!” Det har kostet noget at forberede denne fest. Maden skulle forberedes, og der skulle sendes indbydelser ud. Festens hovedperson, Jesus Kristus, forberedte festen ved sin lidelse og død for vore synder. Og nu kalder han os til at gå ud og indbyde lamme, blinde og vanføre til tilgivelse, frelse og evigt liv. Denne fest tager ikke vore marker, okser og ægtefæller fra os. Tværtimod: Gud fylder livet med mening og håb, når du går på arbejde, og når du i hans navn køber noget nyt, og når du modtager velsignelsen fra ham midt i familie og ægteskab. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtLagt på www.vivit.dk 28.06.2017. post@vivit.dk