17. søndag efter trinitatis (I), Løsning og Århus. Pastor Leif G. Jensen
Salmer: 683, 286, 371, 405, 25Prædiketekst: Lukas 14,1-6
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på.
Brug for en fridag?
De fleste vil svare: "Ja, mon ikke!" Fridage er efterspurgte. Man vil gerne have flere af dem. Alligevel er det ikke noget ved at have for mange. For det kalder man jo arbejdsløshed. Frihed hører sammen med ansvar og opgaver i hverdagen. Ellers bliver fridage meningsløse eller et forstadie til selve døden. I tørkeramte områder i verden, hvor sulten hærger, nytter det ikke at dyrke jorden. Her er “fridage” tegn på håbløshed. I den rige del af verden kan fridage føre ud i kedsomhed og lede ved livet, når man ikke behøver at arbejde for at leve.
Fridage er en stor, stor gave, når man har et kald og et arbejde i hverdagen. Faktisk er det Gud selv, som har givet os lov at holde fri. Han er en god og nådig Gud, som ved, at arbejde kræver hvile. Allerede ved skabelsen viste han os vejen: han arbejdede i seks dage og hvilede den syvende dag. Og da han førte sit folk i ørkenen og gav dem manna fra himlen, sagde han: Saml manna i seks dage. Saml ekstra den sjette dag, så I har nok til den syvende dag, hvor I skal holde fri. Den dag skal I hvile fra jeres arbejde. Den skal være hellig. Og de, der samlede den syvende dag, fandt intet. Og de, der arbejdede over fra den 1.-5. dag måtte erfare, at det rådnede op. Sådan kan vort arbejde rådne op, når man bruger fridagene til sig selv og sin egen velfærd ude at lade sig bruge i kærlighedens tjeneste.
Brug for at fridagen bliver hellig!
Derfor har vi brug for, at fridagen og hviledagen holdes hellig.
Jøderne på Jesu tid opfattede den hviledagen som et krav fra Gud. Derfor var de optaget af, at intet arbejde blev udført. De udformede mange regler, som skulle sikre, at ingen gjorde noget, der kunne være forkert den dag. Sådan mente de, at hviledagen blev hellig. Men søndagens evangelium lærer os noget andet. Vi inviteres med indenfor efter kirketid hos en ledende farisæer, hvor Jesus gæst. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på. Svaret er jo ellers indlysende. Men hvis man mener, at man ikke må røre en finger på sabbatsdagen, for at blive frelst, da er det et vanskeligt spørgsmål. Valget står jo mellem at bryde med sin egen forkvaklede forståelse af sabbatsbudet og at hjælpe et menneske i nød - eller at holde fast ved sine egne stive tanker og frelse sig selv, mens et andet menneske i stor nød lades i stikken.
Det er en stor, stor misforståelse, at vi skal bruge sabbatten til at fortjene os frelsen. Dem skal derimod bruges til kærlighed! Ser du ikke også opgaven, når du har fri fra arbejde: Dit hjerte, dit stakkels hjerte, dit onde og selviske hjerte. Og din synd og skyld. Og din ensomhed, din frygt, din modløshed og dine bange tanker. Og dine børn, din nabo, en enke og en faderløs. Et menneske, som er faldet i en brønd. Er der ikke meget at gøre på hviledagen? Hold den hellig! Dvs. brug den som en frelsesdag.
Jesus helbredte manden med vand i kroppen. Han ville derigennem lære jøderne dengang og os i dag, at hviledagen er en frelses-dag og en kærligheds-dag. På den dag arbejder Gud på en særlig måde med os. Og han giver også os lov til at gøre godt, til at sørge for vor egen sjæl og for andres legeme og sjæl.
Hviledagen skal bruges til Guds tjeneste. Guds! At Gud tjener os mennesker. At han taler sit ord til os, siger noget til os og hjælper os. Til at høre Guds ord prædiket og forkyndt ind i din hverdag, til syndsbekendelse, til tak og pris for den tilgivelse, Kristus giver, til at være sammen med andre mennesker i tro og håb - med kærlighed. ... Og til at trække din søn op af brønden. Hvem har ikke brug for sådan en helligdag?
Hold hviledagen hellig ... for Guds skyld ... for din egen skyld og ... for andres menneskers skyld!
1) Gør det for Guds skyld!
Gud, som har skabt os med et hjerte, som skulle tro på ham, han vil give os troen, håbet og kærligheden på hviledagen. Gud har store skatte til os.
Men mange kristne bruger deres frihed til ikke at gå i kirke, til ikke at holde andagt og til ikke at lære Guds ord. Det er for besværligt for dem. Helligdagen bliver en fridag, hvor man i stedet skal nyde og pleje den overflod, man har samlet sig i hverdagen. Bruge det alt sammen på sig selv. Men det er forkert! Det fører i sidste ende til livslede og ind under Guds dom. For han gav os livet, for at vi skulle bruge det i kærlighed overfor hinanden og andre.
Gå i kirke for Guds skyld! For hans kærligheds skyld. Han står med åbne arme og kalder på dig. Han vil tilgive dig al din synd, og han har gjort uendeligt meget for dig og vil have dig personligt som sin.
Den skærtorsdag, hvor han indstiftede nadveren, mærker vi denne længsel hos Jesus: Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: “Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide” (Luk 22,14-15). Og et andet sted siger han: “Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig (Åb 3,20).
Hold hviledagen hellig for Guds skyld!
2) Gør det for din egen skyld!
Du har tilbudet 52 gange om året plus nogle ekstra store festdage. Hver eneste søndag er forberedt på en særlig måde med Guds ord. Kristne før os har gravet i Guds ord og fundet vigtige ting frem, som de fik fra Gud i Bibelen. Der opstod et kirkeår med advent, jul, nytår, hellig3kongertid, fastetid, påsketid, pinsetid, og menighedens tid og alle helgens søndag. Der er valgt tekster, som fører os gennem gamle testamente, apostlenes gerninger og breve, og særligt gennem de fire evangelier. Der er udformet bønner, salmer og sange, som hjælper os til at udtrykke vort hjertes bøn og tak. Desuden har Gud har bestemt, at der i en menighed skal være hyrder, tilsynsmænd eller præster, der har som deres tjeneste at arbejde for menigheden - for dig. Og hvis du ikke kommer i kirke, skal de hjælpe dig til at komme og hjælpe dig til at læse Guds ord. Til sådan en præst siges det: “Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig. (1 Tim 4,16)..
Vi, som er døbt, skal lære evangeliet, lære Budene, lære at bede, lære frelsens ord, høre det ind i vor kedsomhed og menighedsløshed og håbløshed, høre det ind i vores dårlige samvittighed, ind i vores skyld, når vi føler os dømte og fordømte. Vi skal høre det i gode dage, så vi bliver i nåden, holder os til Gud og fryder og glæder os i ham. Vi skal høre og modtage det, så vi priser Gud med vores liv, dyrker ham og bliver hos ham, ligesom trygge får bliver hos deres gode hyrde, og ligesom vintræets grene bliver på vinstokken og bærer frugt.
Hold hviledagen hellig - for din egen skyld!
3) Gør det for de andres skyld!
Det betyder noget for andre, at du går i kirke og holder dig til Guds ord, synger, beder, lytter, betaler i kirkebøssen osv. For ellers var der ingen menighed. Uden dig, var der ingen menighed! Uden dig, ville de andre være ensomme - helt alene - og din søn, er faldet i brønden, ville ikke blive trukket op!
Det lyder måske som en overdrivelse. For det er jo ikke dig og mig, det gør det hele. Vi gør det jo sammen. Men hvis vi hver i sær siger: “Jeg kommer ikke i dag. Jeg tager en slapper. Jeg orker det ikke,” hvis præsten siger det, og hvis 39 af de 39 medlemmer gør det samme søndag tre søndage i træk - tilfældigvis samtidigt - da må man nok erkende, at menigheden er borte.
Men for mange er det naturligt at blive hjemme. Hvorfor kan man ikke det en eller to søndage? Men man vil nok studse, hvis præsten blev hjemme to søndage i træk uden gyldig grund. Han skal da komme i kirke, hvis nogen skal.
Men hvorfor? Fordi han får penge for det? Eller fordi han er særlig forpligtet? Jo, han er særlig forpligtet, fordi Gud gennem menigheden har kaldet han til at være trofast i sin søndagstjeneste i kirken. Men enhver kristen har samme kald: til at høre og tage imod, til at prise Gud på helligdagen. Gudsdyrkelse er ikke en hobby, som vi kan lægge til side nogle måneder ad gangen og igen tage op, når vi får tid.
Hold hviledagen hellig for de andres skyld. For ellers er der ingen gudstjeneste, ingen penge til kirkebygning, orgel og præst. Ellers er der ikke noget kærlighedsarbejde i din menighed. Rør ved den syge, og træk dem op af brønden, som er faldet i. Hjælp hinanden med det. For hvem kan ene mand trække en okse op af en brønd? Hvem kan ene mand hjælpe en ung i menigheden? Der skal flere til, for at din søn kan blive hjulpet! Der er brug for ungdomsledere, trofaste unge i gudstjenesten og ved bibekredsen, trofaste ældre forbedere, sangere og initiativtagere til mission. Jakob siger sådan: “En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød ...” (Jak 1). Og han forklarer det sådan: Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? (Jak 2,15-17).
Hold hviledagen hellig for de andres skyld! Brug den til gode gerninger. Gør det i dag! Amen