Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Men de sagde ingenting

17. søndag e. trinitatis. LGJ
26. sep. 2021.

Lukas 14,1-11:
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: "Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."

”Men de sagde ingenting”. Nogle gange er tavshed guld. Men ikke altid. Langtfra altid. ”Men de sagde ingenting!” Den tavshed var udtryk for, at de ledende farisæere havde en helt anden holdning til en syg mand, end Jesus havde. De satte jødernes overleveringer og tolkninger af Guds bud over kærligheden til mennesker i lidelse og sygdom. Det var en beregnende tavshed. I tavshed lurede de på at fange Jesus, hvis de kunne pågribe ham i en overtrædelse af deres overleveringer og love. Ligesom et rovdyr, der venter på muligheden for at slå til. De sad og holdt øje med ham.

Da var det, at Jesus kaldte på deres barmhjertighed. Han forsøgte at få dem til at forestille sig en mulig situation og krise i deres egen familie: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Og da ændrede deres tavshed karakter. Nu var de tavse af en helt anden grund. Lukas fortæller: Det kunne de ikke svare på. De kunne ikke. Deres mund var lukket. De måtte jo nødvendigvis svare positivt på Jesus’ spørgsmål: ”Jo, vi vil da redde vores egen søn op af brønden på en sabbatsdag. Vi ville ikke tjekke efter i jødernes overleveringer, om der var for mange skridt hen til brønden og undlade at redde, hvis der nu var for mange skridt ifølge jødernes overleveringer.” Men de sagde det ikke. De sagde stadig ingenting. For de ville ikke indrømme og give Jesus ret i, at man må helbrede på en hviledag. Altså dobbelt tavshed på en sabbatsdag.

Og hør nu, hvordan sabbatsdagen blev til og er Guds gave, hvor han ikke er tavs, og hvor vi heller ikke skal være tavse:

Kender du ikke det der, at du har arbejdet med noget og er blevet færdig. Og så henter du de andre og siger: ”Se!"

Skabelsesberetningen i 1 Mosebogs første kapitel har to ord, som gentages og gentages: Gud sagde, og at Gud så.

Gud sagde: Gud sagde, der skal være lys. Gud sagde: Vandet skal vrimle med levende væsner. Gud sagde Lad os skabe mennesker i vort billede. Hele 11 gange (vers 1, 3, 6, 9, 11, 14, 20, 22, 24, 26, 28 og 29).

Og Gud så: Gud så, at det var godt. Gud så lyset, hav og land og grønne urter og lysene på himmelhvælvingen: Hele 9 gange fortælles, at han så at det var godt. (Vers 4, 5, 8, 10, 12, 18, 21, 25, 26). Og da kommer højdepunktet med glæde og begejstring: Det var den 7. dag. Han så det hele. Han så alt, hvad han havde gjort. Og da sagde han ”Se hvor godt det er!” Hvem sagde han det mon til? Gud Fader sagde det til sin Søn i Helligåndens enhed. De så sammen i glæde. Og Gud sagde det til de mennesker, han havde skabt i sit billede. "Se!" Og det brugte de en hel dag til. Hele verden blev en udstilling, hvor alt arbejdet lå stille. Gud så og sagde: ”Se!” I skal også se. Det er til os mennesker, som han har skabt i sit billede. ”Se!” Det var det oprindelige formål med hviledagen. Lovsang og tak. Her stammede hviledagen fra. Det havde Gud jo sagt til Moses på bjerget: ”Husk sabbatsdagen og hold den hellig. Hverken du selv eller din søn eller datter, træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den” (2 Mos 20,9-11).

Jesus nævner også din søn og din okse, ligesom i 2 Mosebog. Her blev også trællen (arbejdsmanden) og den fremmede nævnt. Altså dem, som du gerne vil tjener penge for dig, som du gerne vil tjene på, så du selv bliver rigere, mægtigere og mere betydningsfuld. Så kan du hvile og slappe af, mens de andre er slaver for dig.

Hvordan skal han dog få os til at høre det og fatte det? Måske, som i evangeliet i dag: Da stod der foran en mand, som led af vand i kroppen. Du står der med alt, hvad du er – din lidelse – din smerte. Og dagen bliver hellig. Og han ser dig og frelser dig! Eller du ser, at en anden står der med lidelse og smerte – midt i menigheden – i gudstjenesten – eller efter gudstjenesten ved kirkekaffen. Og hvad gjorde Jesus? Han greb ind og reddede.

Disciplene lærte af Jesus, at sabbatsdagen var til for menneskenes skyld, for frelsens skyld, for barmhjertighedens skyld, for at vi kan høre, hvad Gud siger, og for at vi kan se hans velgerninger, og for at kroppen kan finde hvile.

Vi ved jo alle, at natten er til hvile. Hvor er det vigtigt med søvn! God søvn. Spring det over et par døgn, og da er du ikke til at være sammen med længere. Og hvile en dag om ugen. Afkoble. Også dine husdyr, dine medarbejdere. Din søn og din datter. Sørg for dem, giv dem hvile, tag dem med derhen, hvor I kan høre i Guds hus og få Jesu legeme og blod. Det, du ser i evangeliet og hører i Ordet, og det, mærker i nadveren og i dåben, det gør ikke kun timen og dagen hellig, men det gør dig selv hellig. For Gud forener sig med dig ved Ordet og Sakramentet. Du er Guds ejendom og barn. Og se, da kan du lovsynge. – Eller spring det hele over. Minimer det til mindst muligt, så du får mest mulig af din egen underholdning, eller så du kan tjene lidt flere penge. Da går det med din sjæl, som det går med dig, hvis du skar din søvn ned til 1 time i døgnet.

Vi kommer måske nogle gange i kirke som tavse og trodsige mennesker, der synes, at det er for galt, at vi skal hvile og høre og se Guds velgerninger. Vi ville meget hellere fortsætte vort ræs eller underholde os selv med en god serie, som jo på ingen måde handler om Gud nåde og kærlighed eller om de 10 bud. Snarere tværtimod. Så går vi i kirke og siger ingenting. Men da sker måske det, som skete med de ledende farisæere. At vi ikke kan svare, når Gud viser os sin barmhjertighed. Han spørger os, hvad vi vil gøre, når vores barn er blevet svigtet, fordi vi overså nøden, når en ældre i menigheden fik lov at ligge i ensomhed og angst, fordi vi ikke havde tid pga egen indtjening og underholdning. Da kan vi ikke svare. Vi er ramt.

Det må gerne gå os sådan om søndagen, som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Rom 3,19-20). Men det sker ikke ved, at du holder søndag uden Guds ord uge efter uge. Du må høre og lade din præst og andre kristne sige noget til dig. Stille dig spørgsmål. Og da kan du ikke svare Gud et ord, og du bliver tavs. Ikke i utilfredshed med andre og med Gud, men fordi du har set noget i dit eget liv, som ikke er rart: din skyld, din synd, og den straf, du har fortjent. Da er din falske selvtilfredshed brudt og slået i stykker.

Men da ser du, at der foran Jesus står en mand som lider af vand i kroppen. Og manden er dig. Vand i kroppen gør tung og træt. Du kan intet. Ikke engang hvile. Hjertet arbejder på overtid. Højt blodtryk. Du er ved at drukne og synke ned i dyndet. For du lever i verden med lidelse og død. Og hvor stammer det lige fra? Fra syndefaldet. Og andre mennesker har gjort det svært for dig. De er skyldige. Og du har gjort det svært for dine nærmeste.

Der står vi sammen i en menighed af syndere. Vi har måske levet åndeligt usundt i lang tid – på sparekost. Vi har dyrket vort arbejde eller tom underholdning i stedet for at holde hviledagen hellig.

Og da ser du også en anden mand foran dig. Han lider også. Ja, han lider endnu mere. Den korsfæstede. Kristus på korset. Du ser hvordan han er ved at dø. For din skyld. For andres skyld. Og han lever og ser os. ”Herren lade sit ansigt lyse over dig!” Det er et af de sidste ord til os i dag. Gud ser. Og det var derfor han sendte sin Søn, Jesus Kristus til os. Lige til dig, når du ikke kan finde nogen hvile; til dig, når du ikke kan leve op til de krav, du selv, andre og Gud stiller til dig. Han er hos os som vores frelser. Og da må vi sige tak. Da siger vi ikke ingenting. Og da står vi heller ikke tilbage som skyldige. For Kristus er hos os. Så lad os takke.

Sabbatten i sin ydre form blev afskaffet, da Jesus bar vore synder og opstod fra de døde. Det lærer apostlene os i brevene. Hos JESUS er alle ugens dage hviledage, også når du slider i det. For du er hos din Herre. Luther forklarer det sådan: Vi skal holde Guds ord helligt, gerne høre og lære det. Og Paulus siger: ”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, og syng med tak i jeres hjerte til Gud.

Det er den rette måde at holde hviledagen hellig på. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk