Tilbage til prædiken-oversigtSalige, når vi hører Guds ord og bevarer det

Prædiken til 3. søndag i fasten. Holdt i Martinskirken 2009
Læsninger: 5 Mosebog 18,9-15 og Efeserbrevet 5,1-9

Evangelium: Lukas 11,14-28
Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: "Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne." Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham.
Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første."
Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: "Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!" Men han svarede: "Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!"

”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!” Sådan står der over det sted, hvor vi går ind og ud i Martinskirken. Dér drikker vores kirke-kaffe. Og der spiser vi kirkefrokost og siger goddag og farvel. Det er indgangen til kirken. Og udgangen til hverdagen. ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!” - Jesus havde uddrevet en dæmon som havde gjort en mand stum. Udfriede ham fra hans lidelse. Jo, vi lever i en verden, hvor håbløshed og besættelse, onde ånder og ødelæggende kræfter rumsterer og regerer. Og mærkeligt nok var folk ikke kun glæde og taknemmelighed over det, Jesus havde gjort for manden. Nogle ønskede flere tegn og beviser, hvis de skulle tro. Derfor fortalte Jesus dem om Satan og hans magt. En udfordring for vantroen og de hårde hjerter. Men en kvinde, som havde lyttet med, havde en helt anderledes holdning. Hun syntes det var fantastisk, hvad der var sket. Og hun udbrød spontant af lutter glæde: ”Salig det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede.” Hun sagde dermed til ham: ”Tænk at være din mor. Tænk at være i familie med dig. Tænk at være så tæt på dig. Din mor har virkelig noget at være stolt af. Mon ikke hun har været dig en god mor? Og tænk at have sådan en søn!” Og Jesus siger ”Javist!” For det har hun jo ret i. ”Jo, mor Maria er en salig kvinde!” Men hør nu: Den glæde, lykke og salighed er ikke forbeholdt hende For alle, som hører Jesu ord og bevarer det, har del i samme lykke og salighed. Den gave ønsker Gud at give til alle, som drikker ståkaffe under dette ord, som sidder til bibeltime under dette ord, og som går ind og ud af kirken under dette ord: Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det. Og derfor lytte til, hvordan Maria hørte og bevarede Guds ord, og hvorfor det også er alt afgørende, at vi hører og bevarer Guds ord.  

Jesu mor, Maria, hørte Guds ord da hun var helt ung. Englen Gabriel sagde til hende: ”Frygt ikke, Maria, for du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid. Og der skal ikke være ende på hans rige!” Og Marias reaktion var sådan: Hun sagde ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.” Hun så sit liv i Herrens ord. Det ord gjorde hende til Herrens tjenerinde. Det var frem over hendes identitet. Hun var også meget andet. Men først og fremmest var hun Herrens! Og hun var hans tjenerinde. Det hvilede hun i. Det ord forlod hende ikke. Senere da hun besøgte Elisabeth, bekræftede denne kære gamle slægtning, at det var det bedste, som kunne, ske, selv om det slet ikke var nogen let besked. Elisabeth sagde: ”Salig er hun, som troede. for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.” Og ordet gik i opfyldelse.

Hun fødte Jesus efter en lang og besværlig rejse fra Nazareth til Betlehem. Og da hun havde svøbt ham, skiftet ham, ammet ham og lagt ham hen i krybbens strå, kom hyrder og fortalte, at de af engle havde fået at vide, at Herren var blevet menneske og skulle ligge her i stalden. De kunne fortælle, hvad de havde hørt: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren. OG dette er tegnet I får: I skal finde et barn, svøbt og som ligger i en krybbe.” Lukas fortæller os, hvad Maria gjorde med disse ord: Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem (Luk 2,19). Hun var salig! - Den vanskelige vej og opgave, hun havde fået som ung kvinde, lå sikkert og trygt i Herrens hænder.

Da Jesus var 12 år fortælles der igen om Maria og det ord, hun hørte: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesu gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Både de ord, Maria forstod, og de ord, hun ikke forstod, gemte hun i sit hjerte. Og hun var salig. Hun var hans salige mor.

Når Jesus siger: ”Javist, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”, peger han først og fremmest på Mor Maria. ”Javist!” - Marias vej gennem livet som Herrens tjenerinde ville have været utænkelig, hvis hun ikke havde holdt fast ved ordet, havde husket på det ladet sig bære af det: - Da de flygtede til Egypten, kunne hun trøste sig med Gabriels ord. Englen havde jo sagt, at barnet skulle være ”konge til evig tid!” - Når hun mødte modstand i Nazareth og blev hånet for at have fået et barn udenfor ægteskab, kunne hun trøste sig med, at barnet skulle ”frelse sit folk fra deres synder!” - Og sidenhen, også ved korset, da han døde, var det igen et ord fra hendes ungdom, som kunne bære hende. Simeon havde jo sagt til hende og Josef: ”Se dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges, ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker skal komme for en dag.”

Gud havde forudsagt, at der både ville komme gode og onde dage. Men alle dagene var fra Gud, og han ville lade sin frelsesplan ved Jesus blive gennemført fuldt ud. Det havde Gud sagt til Maria. Og det ord tog hun med sig. Derfor var hun salig. Sådan også med os. En kristens vished kommer fra Guds ord. Vi behøver det i lyst og nød. I medgang og modgang. Vi har brug for et ord til hver en tid og i hver en situation. Så var Marias lykke og salighed altså ikke personlig stolthed over, at hun havde født et vidunderbarn. For hun kendte baggrunden. Hun fødte Guds søn og blev hans mor. Hun var mor til frelseren. Fantastisk for hende. Og en gave til os alle.

Og vi kan spejle os i Maria. Hun hjælper os til at lytte, tage imod og hvile i Guds vilje. Hun viser os, at det går an at stole på Guds omsorg både i ungdom og alderdom. Derfor siger Jesus ikke ”Javist!”, men føjer til: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.”

Også vi skal høre Guds ord og bevare det! Læsningerne fra Gamle Testamente (5 Mos 18,9-15) og apostelbrevene (Efeserbrevet 5,1-9) sætter begge en tyk streg under, hvor nødvendigt det er med gode og sande ord, ord med indhold, ord der skaber fællesskab, ord der leder den rette vej, ja ord, som giver håb.

Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde (5 Mos 18,9ff). Her beskrives på en måde også vores tid og vores kultur. Vi lever jo i et land, hvor der næppe er plads til Gud og Jesus. Han diskuteres bort af mange kloge teologer. Og Guds utallige velgerninger værdsættes ikke hos os, men tolkes som resultat af menneskelig indsats. ”Du har kun dig selv at stole på. Og hvis det går galt i livet, da er det samfundets skyld.” - Ugeblade og aviser gengiver kun meget sjældent et ord fra Gud. I stedet er de fulde af menneskers tanker om sig selv og om tilværelsen, ja, også om religiøse spørgsmål

Kan vi ikke nogle gange føle os stumme, ligesom den mand, Jesus helbredte. Hvem vover at tale om Guds velgerninger? Om Guds nåde? Om Jesus, verdens Frelser? Bliver vi ikke til grin? Og så tier vi hellere stille! Derfor har vi så hårdt brug for at komme sammen med andre kristne. Vi har brug for at høre en kvinde, som spontant siger noget glædeligt om Jesus. Og det sker til en bibelkreds og efter en gudstjeneste, måske. Det sker, når vi sammen har hørt Guds ord.

Også apostelens ord i Efeserbrevet 5 beskriver vores tid og kultur: Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker - har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! Javist! Tomme ord gør ingen salig. De bedrager derimod. Tomme ord om lykken ved at leve sit begær ud, når man har mulighed for det. Tomme ord om, at man kan blive lykkelig ved at sørge for sig selv på andres bekostning. Men tomme ansigter, ødelagte familier og ægteskaber viser, at det er tomhed. Alligevel afvises Guds lov af de fleste. Eller den omskrives og nytolkes, så mennesket undskyldes og frikendes, selv om det lever i synd og skyld.

Derfor er det fantastisk at høre, hvad apostelen siger, før han beskriver elendigheden. Han siger:
I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Kristus gav sig hen for os. Det er jo her, styrken findes, troens styrke, styrken til ikke at følge egoistiske tilbøjeligheder og vort eget onde begær. Vi har jo en far, som elsker os. Hans kærlighed til os er vores styrke. Vi skal ligne ham, fordi vi er hans kære børn, og fordi Kristus gav sig hen for os. ”Kristus gav sig hen for os!” Jo mere vi ser ind i denne frelsende virkelighed, desto tættere bindes vi til Gud, og desto stærkere blive båndet mellem Gud og os. Og da har vi uendeligt meget at give til hinanden og til andre. Dette ord gør os salige, og udruster os til at være Herrens tjenere og tjenerinder.

Lad os derfor blive ved med at leve under dette ord: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.” Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 21.03.2012