Blommetræet og kvinden fra Syrien
Prædiken 13. efter trinitatis, d. 30. august 2015 i Aarhus og Løsning. LGJ.
Læsninger: 3 Mosebog 19,1-2 og 9-18; Gal 3,15-22; Lukas 10,23-37.
Salmer: 681, Bibelkor Sl 62, 599, 493, 430, 341.Lukasevangeliet 10,23-37
Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: "Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre." Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Han sagde til ham: "Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?" Manden svarede: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv." Jesus sagde: "Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve." Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste?" Jesus svarede og sagde: "En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" Den lovkyndige svarede: "Han, som viste ham barmhjertighed." Og Jesus sagde: "Gå du hen og gør ligeså!"Nåde og fred være med jer fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser! Amen.
BLOMMETRÆET OG EN SYRISK NABO
I går fandt jeg ud af, hvorfor vi har blommetræer udenfor ved kirken. Der har været drenge og knække grene, når de ville ha’ blommer. – Men i går var der en udenlandsk kvinde – og med pose. Hun stod og plukkede. Hun gjorde det, som der ifølge Loven skal være plads til: Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!
Kvinden havde et tørklæde på hovedet og var beskedent klædt på. Min kone gik over til hende. De talte sammen, men ikke om blommerne. Nej, om noget helt andet. Kvinden kunne ikke dansk. Alligevel talte hun og fortalte med sine syriske ord og fagter. Jeg kom i bare tæer hen over gruset og stod og så på. Så smerten i hendes ansigt og den lille glæde i mødet med Lis. Og håbet. Danmark. … Måske er her fred? Hun nævnte en række lande, som de var flygtet igennem. Og viste os havet, frygten og krigen. - Måske det danske samfund ikke høster helt ud til kanten af marken? Måske her er et lille overskud til den trængende og til den fremmede? - Måske? Eller vil præsten og hans kone jager blommetyvene væk. Men hun kom os i forkøbet med sin nød og sit åbne ansigt og smerte.
Hun plukkede videre, da min kone var gået. Og jeg gik ind i kirken og tog en seddel og skrev til hende: ”Velkommen til Danmark, Velkommen i kirke! Gud elsker jer!” Og mit mobilnummer. Senere på aftenen tikkede en sms ind hos os fra en i hendes familie, som kan noget dansk. Med en ”tak for hjælp til mor”. Og ”kom og besøg os”. ”Vi har været her i 9 måneder.” Efter et par sms-er var der aftalt noget godt. Jeg ved ikke, hvordan det fortsætter. Men nu ved jeg, hvorfor vi har blommetræer: for at dele dem med naboerne – og for at få kontakt.
MENIGHEDEN OG DE ELENDIGE
Det er også derfor vi har en kirke. Den er bygget, for at Jesus kan aflevere nogle af de mennesker, han finder halvdøde, og aflevere dem på herberget, så der kan blive sørget for dem af hans disciple. Jesus har sørget for, at hans herberg findes overalt på jorden: nemlig hans menighed. En kristen menighed er til for de halvdøde, de lemlæstede, dem, som er ramt på sjælen og på legemet, dem, som er skadet i deres egen familie, måske, eller i samfundet. Kirken er også til for dem, som har mistet alt i krigen i Syrien – og derefter blev berøvet de få ting, de fik med sig. Den kristne menighed e rtil for dem, som bliver fundet halvdøde i lastbil-containere, hvor de mod penge kravlede ind for at undslippe krigens rædsler. - Den kristne menighed er et herberg for mennesker, som mødte alle kravene i Islam – og ikke havde noget håb. Og vi kan føje til: Kirken er til for alle os danskere, som mødte kulden og ørkenen i kapitalismen og velfærden. - Alt dette er forskellige sider af døden, og udtryk for synden og skylden, som kan gøre menneskelivet elendigt og tomt og håbløst.
Vi møder også elendigheden hos ”overskuds-menneskerne”. Og her tænker jeg ikke på manden, som faldt blandt røvere på rejsen fra Syrien til Europa bort fra krigens rædsler. Jeg tænker på levitten og præsten, som gik lige forbi. De var ”overskuds-menneskene.” De var overflodens repræsentanter. De havde fået morgenmad. De var klædet godt på. Men de bar en elendighed med sig, som måske var endnu større end den halvdødes elendighed. For hvor er det dog elendigt, når man bare ”går forbi”, når man ikke tager sig af lidelsen, og når man mener, at der er noget, der er vigtigere end vores næste.
Præsten og levitten havde sikkert deres grunde til at gå forbi. Des skulle måske til templet for at gøre tjeneste. Og man blev uren, hvis man rørte ved et lig. Tænk, hvis manden var død, da kunne præsten jo ikke udføre sin tjeneste ved templet, men måtte først renses med efter alle lovens forskrifter. Eller også var de bange for selv at blive overfaldet af røvere. På samme måde har vi også vore grunde, når vi ikke elsker vor næste. Vi er jo på vej på arbejde. Vi skal på ferie. Vi har planlagt noget andet den dag. Og vi har ikke råd til at hjælpe, fordi der ikke er penge i vores budget. Men er det ikke uholdbart? Hver gang vi går ”lige forbi!”, afsløres det, at det står elendigt til hos os. Det er slemt, når vi svigter vores ægtefælle, vore børn, de ældre i menigheden, de syge, og den fattige og trængende. De bliver svigtet! Og vi synder samtidig mod Gud. For i loven står jo: ”Jeg er Herren, jeres Gud!” Det er derfor vi skal elske vor næste! Vor næste er elsket af Gud. OG Gud kalder os til, at vi er hans tjenere overfor hinanden! Når vi ikke er det, er vi skyldige! Og behøver tilgivelse. Derfor har levitten og præsten brug for herberget – for tilgivelsen – for nåden – for Jesus!
Anledningen til, at Jesus fortalte om manden, der faldt blandt røvere, om levitten og præsten og til sidst om den barmhjertige samaritaner var en lovkyndig mands spørgsmål. Han havde spurgt Jesus, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. Og da han selv fik lov at svare. Og han svarede flot: ”Elsk Gud helt og fuldt. Og elsk din næste som dig selv!” Og Jesus sagde: ”Fint! Gør det, så skal du leve. Elsk Gud – og Elsk din næste fuldt ud!” Og da ville manden retfærdiggøre sig og spurgte: ”Hvem er så min næste!” Han mente ikke, at det kunne gælde hvem som helst. Der måtte være grænser for, hvem han skulle elske som sig selv. Og da viser Jesus denne ekspert i lovet, hvor elendig han er. Det fremgår jo så tydeligt af fortællingen om den barmhjertige samaritaner.
POINTEN
Og hvad er så pointen? Er pointen, at manden må se at få gjort det bedre frem over, så han kan blive frelst? Vil Jesus virkelig sige, at mennesker bliver frelst og arver evigt liv, hvis de ligner samaritaneren? – Noget kunne tyde på det. - Men da læg mærke til det helt mærkelige spørgsmål, Jesus stiller til sidst. Vi kunne forvente, at Jesus havde spurgt ham: ”Hvem var levittens, præstens og samaritanerens næste?” Og da ville svaret jo være: ”Det var den halvdøde mand. Han er din næste, som du bør hjælpe!" Og da ville konklusionen jo være: "Gå hen og gør ligesom samaritaneren gjorde, da bliver du frelst. Du bliver frelst ved at gøre som samaritaneren."
Men Jesus stiller jo det modsatte spørgsmål: ”Hvem var den mands næste, som var blevet overfaldet af røvere?” Altså: ”Hvem var den halvdødes næste!” Underligt. Og svaret var: "Det var ham, som hjalp ham – samaritaneren. Den barmhjertige, han er din næste!" Vil JESUS ikke hermed sige: ”Der ser du, kære lovkyndige: Du har ikke brug for nogen, du kan hjælpe, så du kan blive frelst ved, at du er så god og hjælpsom! Nej, du har brug for at få en ’næste’, et menneske, som tager sig af dig, så du kan komme hen på herberget. En god samaritaner! Og derhenne vil der være nogen, som fortsat sørger for dig, indtil den gode samaritaner kommer tilbage anden gang.” Det svar er det samme som at sige, at du bliver frelst af nåde! Samaritaneren frelser dig! Han tager os hen i den kristne menighed, hvor vi kan få tilgivelse, høre evangeliet, blive omfavnet af hinanden i troen og sammen blive hjulpet af Gud. Samaritaneren er Jesus.
I den kristne menighed er der tilgivelse for en levit og en præst, når de hører lignelsen om den barmhjertige samaritaner og bliver ramt og skylden! De tænkte jo, at det ikke var så slemt med dem. Vi tænkte, at det ikke var så galt med os. Men det er det. Men vi har Jesus, som er vores næste! Han viser os barmhjertighed! Og dermed får vi noget at gøre! Tage imod hans hjælp og give hjælpen videre. Hjælpe hinanden og andre. Jesus vil bruge os! Gør som Jesus - ikke for at blive frelst, men fordi Jesus har frelst dig! Elsk din næste, som Jesus Kristus elsker dig!
Og nu har jeg bare et spørgsmål: Hvem køber 3 bibler på arabisk, som vi kan give til de syrere, som måske kommer i kirken inden for de næste par måneder. Lad os sørge for et godt bogbord med bibler og andet godt, som vi kan give andre, så de kan læse evangeliet og lære den barmhjertige samaritaner at kende. Vi er i gang som herberg. Lad os fortsætte med arbejdet her på herberget! Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. www.vivit.dk. post@vivit.dk