Døbt i landsbyen

3. søndag i advent, 17. dec. 2017 i Aarhus. Leif G. Jensen
Salmer: 700, 62v2, 409, DÅB, 99, 73 // Glad jeg stedse vil bekende, 11.

Lukasevangeliet 1,67-80
Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barm­hjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej. - Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader og fra Jesus Kristus, vor Frelser. Amen.

Der blev født et barn landsbyen ude i Judæas bjergland. Forældrene var gamle, alt for gamle til at få børn. De havde for længst lært at leve med barnløsheden. Det kan man jo være nødt til, ligesom der er andet, som vi må leve med, og som vi ikke selv har valgt eller ønsket. - Alligevel skete det umulige. De fik en søn.

Det gik sådan til: Manden var præst. Og engang, da han gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem, kom Guds engel og fortalte ham, at de skulle få en søn. Han troede ikke et øjeblik på det. Men Guds engel holdt fast. Du bliver far! Og dit barn bliver den sidste profet før Messias kommer og bliver menneske. - Da snørede Zakarias’ hals sig sammen, og struben gjorde ondt. Og da han trådte ud af templet og skulle velsigne menigheden, var han stum. Han rejste hjem til sin kone Elisabeth i landsbyen. Og de lå i hinandens favn. Hun blev gravid. Ni måneder senere var han stadig stum. Otte dage efter fødslen holdt de fest i landsbyen, ligesom vi gør i dag. Drengen skulle omskæres og have navn. Og man ville kalde drengen Zakarias efter faderen. Men Zakarias modsatte sig: ”Johannes er hans navn!” skrev han på en tavle. For det havde englen sagt. Og da fik han stemmen tilbage. Og han sang de ord, som er evangeliet på 3. advent..

Lad os se på to sætninger! Den ene giver os mod til at tjene Gud og hinanden. Den anden giver os et lys, som langt overgår det lys, vi kan give til hinanden.

1.

Den første sætning er lyder sådan: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk, ... så vi kan tjene Gud uden frygt for hans åsyn alle vore dage. (1,68 og 74-75).

Selv om det er ufatteligt glædeligt at blive forældre, så er ansvaret stort, og til tider kan det være tungt at være forældre. Forældre kan opleve frygt. - Hvordan skal I klare det?

Jeg læste forleden dag en artikel af min tidligere nabopræst i Løsning, som citerede et afrikansk ordsprog: ”Der kræver en hel landsby at opdrage et barn!”  Barnet lærer jo ikke kun af far og mor, eller af sine søskende, men af kammerater, naboer, dem, man møder i skolen, på markedet og i mørket. Der er brug for hjælpere, onkler, tanter, fætre, naboer og bedsteforældre. - Men hvor findes den landsby i Danmark, som kan opdrage vore børn? Er den ikke næsten forsvundet i vores vestlige forbrugssamfund? Mange familier hænger så dårligt sammen, at børn selv må finde vejen og meningen med livet. Hvem hjælper med uddannelse? Og hvem hjælper, når man skal finde en kæreste og ægtefælle? Hvem underviser om økonomi og moral? Er det muligt for forældre, for unge og for børn at leve som Zakarias: ”uden frygt alle vore dage”?

Men der er en lille detalje i Zakarias ord, som forklarer, hvordan han kan sige, at han frem over kan leve uden frygt. Han siger: Gud husker sin hellige pagt, så vi kan tjene ham uden frygt for hans åsyn alle vore dage (Luk 1,72 og 75). ”Gud husker sin pagt.” Og det er netop en pagt, som er blevet sluttet i dag mellem Gud og Samuel, dåbens pagt. Dåben er en pagt om, at Gud er vores far, og vi er hans børn. Og når vi døbes, bliver vi borgere i en lille landsby.

Artiklen, jeg nævnte før, fortsætter sådan: ”Der skal en hel landsby til at opdrage et barn i Afrika. Og der skal en hel menighed til at oplære et barn i troen.” Barnet har brug for en bedstefar, som tror på Gud og folder sine hænder. Og at bedstefars venner også gør det. Og at forældrene også har venner, som vil holde fast ved Guds gode vilje i hans bud og i en sund og sand moral. Barnet behøver at kende Gud gennem Bibelens fortællinger. Og hvor godt, når der er flere om at fortælle dem. Og at der bliver sunget og bedt.

Den landsby, vi har brug for at leve i, er den kristne menighed. Det er ikke størrelsen, det kommer an på, men at Gud bor midt i byen ved sin Søn Jesus Kristus. Zakarias siger det sådan: ”Lovet være Gud, som har besøgt sit folk.” Når Gud er hos os i en kristen menighed, kan vi dér leve for Guds åsyn. Hvor er det godt, når dem, vi lever sammen med, ikke kun har os, men også her Gud at stole på og lever åbent hos ham i samtale og tilgivelse og nåde. Da har de noget at give til hinanden, som ingen af os ellers kunne give til hinanden. – Da er vi aldrig alene. Og vi kan tjene Gud og hinanden uden frygt.

Gid vi alle altid må have sådan en lille landsby midt i en verden, hvor så meget er usikkert. Landsbyen er din menighed, hvor I samles en gang om ugen, eller oftere. Hvor er det godt!

2.

Det andet, Zakarias synger om, er, hvordan Gud har besøgt sit folk, altså, hvordan han kom til denne lille landsby, og hvordan han også kan bo i mange andre små landsbyer rundt omkring i hele verden: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os og skinne for dem, der sidder i mørke og dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej.”

Zakarias kendte Guds løfter i Gamle Testamente, nemlig at Messias ville komme, og at når han kom, ville han komme som et barn og som en tjener med frelse til sit folk. Guds engel havde fortalt Zakarias, at hans barn, Johannes, skulle bane vejen for Messias, Herren. Derfor sang han: ”Og du mit barn skal kaldes den højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os, for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej.”

Vi er meget glade i dag, fordi et barn er blevet døbt. Og vi ser, hvordan I tre, som vi fester sammen med, er glade og trygge i kærlighed. I lyser for hinanden. Men vi ved også, at der i alle familier kommer dage, hvor det er nødvendigt med en sol, hvis skin ikke er afhængig af forældre, søskende eller af andre i menigheden. Vi behøver "solopgangen fra det høje", som skinner i mørket og dødens skygge. Den sol behøver vi, når vi selv eller vore børn bliver syge. Men også når en af os bliver skyldige i noget, som mennesker vil kalde utilgiveligt og forfærdeligt. Da er Jesus Kristus solopgangen fra det høje, som "lærer os frelsen at kende ved vore synders forladelse". Tilgivelse af AL SYND.

Hvor findes denne sol andet end i Jesus Kristus, Guds Søn, som blev menneske og lod sig føde. Og det er den frelse, Samuel i dag er blevet taget ind i ved dåben. Dåben renser fra al synd. Fra arvesynd, gerningssynd og undladelsessynd. Den forener os med Jesus Kristus, der bar verdens synd og besejrede døden. Det gælder al synd og alle dage. Hele livet igennem. Så meget omfatter dåben. Derfor ved vi, at Samuel nu er renset og tilgivet og har del i det evige liv.

Og Jesus siger: ”Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.” Nu gælder det for det barn, som blev døbt, ligesom det gælder for alle os andre, som blev døbt for længe siden: "at det kræver en hel menighed at oplære et barn i troen". Vi behøver alle den mangfoldighed og det fællesskab i troen, som kun en menighed kan give os, hvor nogle er spæde, andre børn, andre unge, andre midt i livet, andre pensionister og andre syge og døende. Vi behøver dette lille "landsbyfællesskab" i gode og onde dage, hvor solopgangen lyser for os i mørke og dødens skygge og leder vore fødder ind på fredens vej.

Lad os bede: Gud, tak for pagten du har sluttet med os. Tak for dåbens gave, hvorfra der strømmer tilgivelse hele livet. Og tak at du har givet os Jesus, som er hos os alle dage ved sit ord og sine sakramenter. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 17.12.2017. post@vivit.dk