Korsord giver klarhed
Prædiken på Langfredag i Løsning og Århus menighed ved pastor Leif G. Jensen.
Salmer: 168 - 166 - 175 - 189
Prædiketekst: Jesu syv korsord
1. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!
2. Kvinde, dér er din søn! ... Dér er din mor!
3. Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!
4. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
5. Jeg tørster.
6. Det er fuldbragt!
7. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!
Der er dage, hvor vi ser tingene tydeligere end ellers: Når vejret er klart med sol og blå himmel; når vi er særligt udhvilede; når vi kommer i krise eller kommer ud for noget, som får os til at standse op og overveje livet på ny. - Det er godt at se tingene klart. Det er vigtigt at se virkeligheden, som den egentlig er, uden al den røg og tåge, som så ofte lægger sig over hverdagen. Men det kan også være vanskeligt at se virkeligheden, hvis det dermed går op for os, at det er for sent at gøre det godt igen, som vi gjorde forkert. Det kan være ved en af vore kæres dødsleje - eller på vort eget dødsleje - hvor det går op for os, at tiden er forpasset. Vi nåede ikke at vise den kærlighed, som vi burde have vist. Vores Frelser Jesus Kristus har talt til os på sit dødsleje på korset. Han giver os mulighed for at se syv afgørende ting. Han giver os en klarhed, som samtidig fylder os med håb og trøst, uanset hvor håbløs og umulig virkeligheden end ser ud.
Kan man være skyldig, hvis man ikke ved af sin skyld? Kan man anklages for noget, man har gjort, hvis man ikke vidste bedre? - Et vanskeligt spørgsmål! Hvad med Jerusalems ypperstepræster og skriftkloge? Vidste de ikke bedre? Og hvad med os? Når du gør noget forkert og ondt, ved du så ikke bedre? Nej, nogle gange ved du ikke bedre. Årsagen er måske, at du ikke lod Gud fortælle dig det, der var bedre. Dine egne tanker overdøvede Guds ord til dig. Du kom ikke i kirke. Og selv om du kom, tog du ikke imod, når du sad i kirken. Du kunne ikke lytte, fordi du var fyldt af dig selv og af andre ting. Derfor handlede du skæbnesvangert forkert. Du gjorde det måske sammen med andre - i flok. Og du kan med god ret sige, at det ikke så meget var din skyld, som det var de andres. Du var bare med. Jesus havde undervist i Jerusalem. Folket havde alle muligheder for at vide, at han var Guds Søn og Missias. Alligevel korsfæstede de ham. Vi har også alle mulighed for at kende Jesus Kristus. Vi har Guds ord. Vi har en menighed, hvor vi kan høre en kristen prædiken og vokse i troen. Vi kan lære, hvad der er godt for os at gøre og ikke at gøre. Men alligevel ... Hvordan gik det?
Kong David vidste også det hele så godt. Alligevel så han det ikke klart. Derfor blev han både morder og ægteskabsbryder. Først da Guds profet kom til ham, så han livet klart for sig. Og han indså sin skyld: „I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig“ (Sl 51,7). Men hvad hjælper det at se skylden klart? Når vi er skyldige til op over hovedet, er der da håb? Jesus svarer med at bede for os: Fader tilgiv dem. For de ved ikke, hvad de gør!
Nu ser jeg, at jeg er skyldig, også selv om jeg handlede helt eller delvist i uvidenhed. I denne sammenhæng er uvidenhed ingen formildende omstændighed. Min uvidenhed skyldes jo, at jeg ikke ville høre hans ord, da jeg kunne have hørt det. Jeg har ingen undskyldning. Det står mig nu klart. Men samtidig giver Jesu første ord fra korset klarhed, så jeg ved, at der er tilgivelse. For han beder for os. Og mon ikke hans Fader hører hans bøn og bønhører ham?
Jesu første korsord viser med klarhed, at min Fader vil tilgive mig.
Det andet ord giver klarhed over, hvor din mor er, og hvor din søn er. Det ved vi ellers godt. Men det er ikke så sikkert, at vi ser hinanden så klart, som vi har brug for. For hvor er din mor? Og hvor er dit voksne barn? Ser du dine forældre som dine forældre, eller som udslidte mennesker på vej bort?
Jesus havde tid til sin mor, også da han selv var ramt af lidelse og smerte. Da han hang på korset, vidste han, at han ikke mere kunne tage sig af sin mor i det jordiske liv, sådan som en søn bør gøre det. Derfor henviste han hende til Johannes. „Ham skal du holde dig til som din søn. Tag imod alt godt fra ham.“
Når du synes, at du er gammel og grå og ikke noget værd, men kun er til besvær, da giver Jesus dig lov til at være gammel og grå og til besvær. „Se, der er din søn!" Jesus giver dig klarhed over, at dine voksne børn er en gave fra Gud til dig. Han vil, at de hjælper dig i alle de forhold. hvor du behøver dem.
Og derpå siger han til Johannes: Dér er din mor! Ikke andet. Ikke en lang huskeseddel med ting, han skal gøre. Blot, hvem hun er, og hvor hun er: Dér er din mor!
Det bør også være nok for os. Vi har brug for at se vore forældre og anse dem som vore forældre, og at se vore børn og anse dem for vore børn. Når vi ser det klart, får vi fællesskab med hinanden. Det giver klarhed over, hvad der er vores opgave.
Jesu andet ord fra korset giver klarhed, så vi ser og hører, hvad han vil med os i forhold til vore nærmeste. Her er et klart kald til at tjene og til at tage imod hinandens tjeneste.
Ved korset ser vi ikke blot Jesus, men også to forbrydere. Det er mennesker, som vi må foragte for det, de har gjort. Først taler de begge spottende til Jesus. Men senere henvender den ene af dem sig til Jesus i bøn. Hvad er der sket med ham? Hvad har gjort ham blød? Måske Jesu forbøn for sine fjender: „Fader, tilgiv dem!“ og Jesu omsorg for sin mor. Det gav røveren klarhed og tillid, så han bad: „Jesus, hjælp også mig!“
Troen på Guds tilgivelse kommer ikke af ingenting. Den kommer af at lytte til Jesus og ved at se hans lidelse og mærke hans barmhjertighed. Røveren vover sig frem og beder: „Husk på mig, når du kommer i dit rige. Du er en konge. Du ejer Himmeriget.“ Jesus svarer: „Sandelig siger jeg dig: I dag skal du og jeg være sammen. Sammen ... i Paradis.“
Skulle du så ikke også vove dig frem til Jesus i bøn? Du har lov til det, når du tænker på hans forbøn og omsorg og på hans lidelse i dit sted. Tænk, at få lov at se Paradis så klart for sig. Jesus viser en røver det. Røveren ser det i troen. Og kort efter var de sammen i Paradis hjemme hos Gud.
Jesu tredje korsord viser os Paradis med klarhed.
Da Jesus sagde dette fjerde ord, var han helt alene. Solen blev formørket. Gud var tavs. Der var ingen hjælp at finde. Ingen klarhed og intet lys, kun vrede, skyld og dom. For nu led Jesus røvernes straf. Han led også straffen for sin mor og sine disciple. Han led for sine fjender, der handlede i uvidenhed. Han led straffen for os og for alle. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Når vi hører dette frygtelige råb, får vi klarhed over, at Jesus led for os.
Dette ord var hans fjerde ord og dermed det midterste af de syv korsord. Tre før og tre efter. Det står i centrum og peger på, at Jesu død for os er centrum i vor kristne tro. Det giver klarhed over, hvad der altid skal stå i centrum i vores personlige gudstro og i vores menighed: nemlig Jesu kors, og at han døde for os.
Evangelisten Johannes fortæller, at Jesus sagde dette „for at Skriften skulle opfyldes.“ Tænk, at Jesus i sin død levede sådan med og for Den hellige Skrift, at hans hjerte selv i døden bankede for at opfylde Skriftens ord til mindste detalje.
Det giver klarhed over Skriftens store betydning for os. Det understreger mere end noget andet, at vores liv afhænger af, om vi lever af og med Skriftens ord. Her får vi klarhed over, at Skriftens ord må følge os dag og nat og være i hjertet, i sindet, i tanken og på vore læber. For i Bibelen giver Gud os de ord, vi behøver både til liv og salighed. Han giver os trøst, formaning, opmuntring, irettesættelse og vejledning.
Jeg tørster! Det er også et ord, du selv må sige til Gud. „Som en hjort skriger efter vand, sådan tørster jeg efter dig, du, den levende Gud. Åbenbar dig for mig!“ Her ser vi klart for os, at Frelseren påtog sig vores vilkår. Og hans tørst peger også på, hvad han har sagt om at give et glas vand til dem, som tørster: „Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn“ (Matt 10,42). Sluk hinandens tørst! Og lad Jesus slukke din tørst med livets vand!
Det er lykkedes. Det gik i orden. Det er jo en dejlig besked, når du venter på svar. Fik jeg mon det arbejde, jeg søgte? Bestod jeg min skriftlige eksamen? Blev hun rask? Hvordan var svaret fra lægen?
Jesus siger: Det er fuldbragt! Her taler Jesus ikke blot om, at det lykkes med arbejde, helbred og eksamen, men om at det skal lykkes med hele menneskelivet. Tænk, at vi her får et klart billede af, at det lykkes. Han bliver vor frelser. Vi ser, at det er ham, vi behøver. Ham må vi overlade alt til, hengive os til, tro og stole på både i familie, arbejde, uddannelse og menighed, ja, i liv og død. Og da særligt i svære tider. Også når det ikke lykkedes. Når vi forpassede tiden og står med skyld og skam, da siger han: „Det er fuldbragt. Jeg har fuldbragt det for dig.“
Nu ser vi klart, at livet ikke kan andet end lykkes, når han er vores Frelser.
Hans sidste ord viser os hen til Faderen og Faderens hænder. Vore egne og andres hænder betyder jo meget. Det meste af det, vi gør, gør vi med vore hænder. Hænder kan udrette meget godt, men også gøre meget ondt.
Hvordan går det dig den dag, hvor dine hænder synker, og du ikke kan hjælpe dig selv? Er du da overladt til de seks hænder, som løfter din kiste? Nej! Jesu sidste korsord giver klarhed over, at Faderens hænder er rakt ud for at favne og bære. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!
Det må du også sige, når du skal dø. Og du må øve dig deri hver aften, når du skal sove, og sige: „Fader, i dine hænder betror jeg legeme og sjæl. Bevar mig mod alt ondt. Lad din hellige engel vogte mig. Fader! I dine hænder!“ Amen.
