Tilbage til prædiken-oversigt”Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven”

 Påskedag 31.3.2013 i Gratiakirken (LGJ)
190 - 202 - ”Han er opstanden” – 208 - 430 - 198

MENINGER OM PÅSKEN

Hvis vi intet vidste om Jesus og kristendom og fik at vide, at en mand var opstået fra en grav for 2000 år siden, ville det nok interessere os. Hvorfor ikke høre lidt mere om hvordan det var gået til? Og om sandsynligheden for, at det var var sket. Men mon ikke vi hurtigt ville miste interessen. For "historien" ville jo ikke ændre noget ved vores hverdag. Sygdom og død hos os ville jo være uforandret! - Når vi ser Jesu opstandelse i det lys, er påskeevangeliet interessant. Men dybest set vedkommer det os jo ikke. Vi lever jo stadig i dødens verden.

Jeg hørte i går i radioens P3 en radiovært tale om påsken med en TV-vært. Den ene sagde (uden at jeg husker det ordret): ”At en mand svæver ud af en klippehule og til himlen – det er jo et underligt budskab.” Og så talte de om påsketraditioner: om at se fodbold, puste æg og holde fri – og måske gå i kirke fordi det gav sådan en ro. - Og jeg forstår dem godt. Hvad vedkommer det så os, at der fandt et under sted engang – hvis det ikke ændrer ved min virkelighed? Derfor holder næsten ingen danskere kristen påske. De holder bare fri.

Så ville det jo være noget helt andet, hvis Jesu opstandelse betyder liv og håb og frelse for mig! Og det er jo lige netop, hvad evangeliet taler om. Evangeliet nøjes ikke med at påstå, at Jesus opstod. Det fortæller os også, hvad det betyder for os!  Hører vi ikke, hvad det betyder, da forbliver begivenheden en uinteressant historie. Og da er troen på Jesu opstandelse ikke TRO og TILLID, men kun en mening og syns­punkt. Nogle vil mene JA, andre vil mene NEJ. Men hvis ingen af dem kender betydningen, står de begge udenfor den kristne tro – uden frelse.

NÅR DØDEN HAR RAMT MIG!

Skal det blive personligt, kan vi lytte nærmere til påskedags læsning fra Gamle Testamente fra Jonas' bog. Gud bad Jonas være profet i en hedensk storby. Men han takkede nej og rejste en anden vej med et handelsskib. Her blev han indhentet af Herrens storm. Stormen var ved at ødelægge dem alle. Derfor bad Jonas søfolkene om at kaste ham i havet, for i det mindste at de kunne blive reddet. Først ville de ikke, men til sidst gjorde de det. Og stormen faldt til ro.

Nu var Jonas på vej mod døden. Døden var hans virkelighed. Men Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: ”I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra helvedes dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig.
Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. Frelsen kommer fra Herren! (Jonas Bog 2,1-10).
Sådan bad Jonas, da døden ramte ham.

Ligesom Jonas lever vi også i dødens verden. Vi befinder os midt i verdenshavet. Vi lever i brusende bølger. - Forleden sov vi måske på et skib. Herren havde sagt til os, hvad han ville med vores liv. Men vi mente, at det var alt for tåbeligt og besværligt. Så vi valgte noget andet. En helt anden vej. Købte billet til et andet liv, hvor han ikke kunne forstyrre os. Vi sejlede af sted. På vej mod et nyt liv, vi selv havde valgt.

Men da kom stormen. Uvejret ramte os. Vi blev slået ud af kurs. Det så håbløst ud. Vi var i samme båd som dem, der ikke tror på Gud. Vi indså, at alle mennesker er under samme vilkår, kristne såvel som ikke kristne. Vi kan alle blive ramt. Forskellen er kun den, at nogle siger, at de kender den levende Gud, andre gør det ikke. Og det gik op for os, at vi havde svigtet de andre ved at sejle med dem. Vores ulykke var blevet deres ulykke. Vi skulle have vidnet for dem om Skaberen og Frelseren. Men i stedet havde vi taget flugten over i deres måde at leve på. Og nu var alt håb ude.

Da nytter det ikke noget høre, at den mand opstod fra de døde for 2000 år siden. For hvad betyder det for os lige nu? Det nytter heller ikke, at der finder mirakler sted, som kan overbevise hedninger om, at Gud findes og er til. Det handler om noget helt andet og personligt. Spørgsmålet er, om Gud vil tilgive mig, om han vil redde mig, om han vil befri mig af dødens rædsler, om han vil give mig det evige liv, eller om han ikke vil.

Og hvis nogen fortæller mig om, at der var en mand , som engang opstod fra de døde, da vil jeg hviske til dem i min fortvivlelse: ”Hvad vedkommer det mig? Fortæl mig, at han gjorde det for mig – ellers er det jo fuldstændig ligegyldigt at fortælle om en, der opstod fra graven. For jeg er ved at synke ned i dybet. Jeg er ved at gå til grunde.”

EVANGELIET GØR MIG LEVENDE MIDT I MIN DØD

Netop her sætter Helligånden ind med det ord, som giver håb. Han gør mig levende og redder mig fra døden og dommen. Han kommer som en stor fisk og sluger mig. Og nu sidder jeg midt i mørke og undergang og kan tænke over livet og døden. - Jeg kan tænke over, hvad det var jeg gjorde, da jeg for nogle dage siden sagde farvel og tak til min menighed og rejste bort. - Jeg kan tænke over, hvorfor jeg sov så tungt i skibet. - Og jeg kan tænke over, at jeg bad dem om at skippe mit liv, kaste mig overbord.

Det er ikke spor rart, det her. - Det var heller ikke sport rart at være Judas efter at han havde forrådt sin Mester. Det var så slemt, at han begik selvmord. - Det var heller ikke rart for Peter at han havde bandet på, at han ikke kendte Jesus. Men forskellen på Peter og Judas var, at der var en livline mellem Jesus og Peter, mens Judas havde kappet sin til Jesus. Ingen af os kan forklare og forstå de dybere lag i den historie, men vi ved bare, at det fik afgørende betydning for Peter, at Jesus holdt fast ham, også da fortvivlelsen greb ham, og da han gik ud og græd bittert. Han huskede på Jesu ord.

Det samme kan siges om Jonas, som blev kastet over bord. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. Han bad i fiskens bug. - Han havde det som kvinderne ved korset. - Han havde det som disciplene, der sad inde bag lukkede døre af frygt for jøderne. - Han havde det som du kan have det. Og da bliver der fortalt dem og dig, at den korsfæstede er opstået. Han siger pludselig: ”Fred være med dig!” Du ser hans hænder og hans side, og du mærker i et glimt, at han har gjort noget for dig. Han har båret dine synder! Han døde i dit sted. Du hører, hvad opstandelsen betyder. Jesus blev kastet i døden i stedet for os, ligesom Jonas blev kastet i havet, for at søfolkene kunne blive reddet. For dem var Jonas både den skyldige og redningsmanden. Sådan er Jesus både den skyldige – og redningsmanden. Han bærer vores skyld. Og han redder os fra dødens bånd.

Det er betydningen af hans lidelse og død. Vi tror ikke kun på opstandelsen. Vi tror også på korsfæstelsen. Vi tror, at han blev korsfæstet for os. Ham, som opstod, er ham, som blev korsfæstet. Den korsfæstede er opstået. Han – den uskyldige – døde som stedfortræder. Han lå i graven i dit sted. Det er ham, som opstod. Derfor er han min frelser. Og nu har vi hørt det forkyndt. Skriftlæsningen. En lille udlægning. Og jeg er reddet. For det her er jo min redning. Mine synder – min død – den har han taget på sig. Jeg er reddet. Jeg sidder i mørke og skal måske dø. Men jeg er reddet. - Jeg er ikke blevet mere from. Jeg er ikke blevet et bedre menneske, men er reddet af Jesus! For han er opstået. - Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven.

Mit liv ebber ud, når jeg flygter bort fra Herren. Men tænk! Han indhenter mig med en storm og med en fisk. Tænk, hvilken NÅDE, når havdybet omgiver mig og tang vikler sig om mit hoved. Det er ikke rart, men nødvendigt. Og det er her, jeg lærer at bede og tro.

Så siger vi midt i døden:”Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig…!” - Den vished gav Gud til Jonas midt i døden. Og han levede. - Den vished gav Gud kvinderne og disciplene. Og de levede. - Den vished giver Gud også dig. Han giver os den lige nu i dag, mens vi hører, hvad Jesus betyder for os, at Jesus døde og opstod. Han er din frelser, som døde og opstod for dig! Jesus blev korsfæstet for dine synder og opstod påskemorgen. Så er din død overvundet for altid. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 31.03.2013