Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

12 14 Dagligt brød og en korsfæstet konge Midfaste Prædiken 13. og 14. marts 2021 i Martinskirken og Gratiakirken (LGJ) Salmer: 35 og 222 og 432. Johannes 6,1-15 Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: "Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?" Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: "Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver." En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: "Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?" Jesus sagde: "Få folk til at sætte sig." Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: "Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde." Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: "Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden." Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Indledning Fastetiden i år er ekstra tung, fordi vi er pålagt at faste i forhold til at være sammen. Vi har fået mere alenetid. Den faste kan føre ud i ensomhed og modløshed. Da Jesus var i ørkenen i 40 dage, var han også alene. Ånden havde ført ham derud. Den faste blev pålagt ham af Gud. Han skulle leve i ørkenen for at lære, hvad det vil sige at være alene og at møde døden. Han fastede i tro og lydighed. Ligesom vi kan fristes til at flygte ud af et kald og en livssituation, vi bliver ført ud i og pålagt af Gud, sådan blev Jesus også fristen af Djævelen: ”Sig at stenene skal blive til brød!” Men han gjorde ikke noget brødunder. For han vidste, at han skulle gennemleve fasten, og at ”mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.” Det var en vanskelig, men også god alene-tid for Jesus. Den slut­tede med, at Guds engle kom og tjente ham! 1. Underet i ødemarken I dag hører vi evangeliet om, at Jesus var i en øde egen, men denne gang sammen med sine disciple. Og evangelisten nævner særligt, at ”påsken, jødernes fest, var nær!” Hvorfor mon? Skal vi mon tænke på, hvad påsken betød for Jesus? Og for os? En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Dér i ødemarken gjorde han, hvad han tidligere havde undladt at gøre, da hans himmelske far havde sendt ham ud i ørkenen. Nu brugte han sin magt som Guds Søn og som kongernes konge for at hjælpe mennesker. Han velsignede de fem brød og to fisk, som en lille dreng havde med og gav mad til fem tusind. Her bliver det mere end tydeligt, at Jesus er ikke kommet for at tjene sig selv, men for at tjene menneskene. Han for­vand­lede ikke 5 brød og 2 fisk til et måltid til sig selv, men til de 5000 mennesker, som han var sammen med. Det fortæller os, at Jesus brugte sin guddomsmagt i tjeneste for andre. Det gør han også i tjeneste for os. Evangeliet fremhæver, at der var en lille dreng, som tilbød Jesus sine 5 brød og 2 fisk. Drengen lærer disciplene og os, at det, vi har, ikke er privat ejendom, men tilhører vores Herre og skal bruges af ham. Jesus gav det til sine disciple, så de kunne give de fem brød til de fem tusinde mennesker. Og underet skete i og med at de imod gaven fra Jesus og gav den til de sultne. Og 5000 blev mættet. Her er et kald til at leve i tjeneste for hinanden! 2. Reaktionen Da kom reaktionen: ”Ham vil vi have til konge. Han er den messias, vi har ventet på. Nu får vi alle vore behov opfyldt. Han kan gøre det!” Men da trak Jesus sig tilbage op i bjerget – helt alene. Hvorfor mon? Fordi det var samme fristelse, som han tidligere havde mødt i ørkenen: fristelsen til at få ære og herlighed uden at det bliver påske først. Hvis Jesus havde ladet folke­skaren gøre ham til konge, var han ikke blevet ornekronede og korsfæstede konge. Da havde han ikke båret sit folks overtrædelser og sonet – bødet – betalt for deres synder. Men folkeskaren så slet ikke, at de behøvede sådan en konge. De så kun ét behov for sig: Brød! Mad! Uddannelse! Penge! Ære! Fremgang! Sejr over romerne! – Vi ser også ligesom jøderne dengang tydeligt vores behov for mad, omsorg og nærhed. Behov for venner, kæreste og familie. Behov for et godt helbred og en god uddannelse. Behov for penge, og at der i det mindste er nogle, som regner med os. Og det er reelle behov, som vi kan komme til Gud med i bøn. Jesus har jo selv lært os at bede: ”Fader vor, giv os i dag vort daglige brød!”. Ligesom Jesus greb ind og hjalp de fem tusind i ødemarken, sådan griber Gud, vor Fader, ind og holder os i live og dækker vore behov, når vi beder i til ham i Jesu navn! Men Jesus Kristus trækker sig, når vi vil gøre ham til kongen af velfærd, som tilfredsstiller vore behov for penge, helbred og mad, uden at han også bliver vor korsfæstede konge i påsken. 3. Påsken Evangelisten fortæller hele vejen igennem evangeliet om påsken! Det var her, han blev kronet som konge! Han fortæller i begyndelsen om påskelammet: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” (1,29). At ”ligesom Moses ophøjede kobberslangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes (på et kors)!” (Joh 3). At ”Jesus er den gode hyrdesætter sit liv til for fårene” (Joh 10). At ”det er bedre at en dør for folket, end at hele folket går til grunde!” (Joh 11). Og til Pilatus spurgte Jesus: ”Er du jødernes konge? (Joh 18,33). Og Jesus bekræftede det. ”Du siger, at jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden.” (Joh 18,37). Og Pilatus skriver det på korset: Jødernes Konge! Jesus er vores Konge, vor Herre, som sørger for os i småt og stort og gør alt for vores skyld. Også dette store: at han Frelser os fra synd og død og dom! Derfor trak Jesus sig tilbage til bjerget – helt alene. For han ved, at vi er usalige med fyldte maver og velfærd, hvis vi selv skal bære vore synder ind i døden. Han fastholdt, at formålet med hans liv ikke var at være den Kristus, som de ønskede, men den Kristus, som de havde brug for. Og sådan også med os. Afslutning Evangeliet forkynder altså i dag for os, at Gud giver os liv og alt godt, så vi ikke går til grunde. Og samtidig giver han Kristus hen i døden for vore synder og oprejser ham til frelse for salighed for os. Vi får ikke det liv, vi ønsker os, men det liv, som vi har brug for, også med alene-tid, fastetid, sådan som Gud vælger det for os. Og midt i fasten giver han os livets brød, så vi aldrig er alene, fordi han er hos os. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk