Oprør

14. søndag e. trinitatis, 21. september 2014 i Martinskirken, Kbh. (LGJ).
Salmer: 677, 678, 490, 11

Evangelium: Johannes 5,1-15
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: "Vil du være rask?" Den syge svarede: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig." Jesus sagde til ham: "Rejs dig, tag din båre og gå!" Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. - Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: "Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre." Han svarede dem: "Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå." De spurgte ham: "Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?" Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: "Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre." Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask

Der er oprør i evangeliet. Først i vandet: Herrens engel gør det. Derefter i lidelsen: lidelsen gør ondt, udfordrer os og gør os oprørte. Og så frelsen: den skaber også uro, forargelse og modstand hos jøderne, mens den helbredte krøbling bærer sin båre på en sabbatsdag.

I. OPRØR I DAMMEN

Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. De lå og ventede. Og nogle blev raske, en ad gangen. Det virkelig! For det står i Den hellige Skrift. Og apostelen Johannes bevidner det, han som også bevidner, at Jesus helbredte manden, som havde været syg i 38 år, og at han gjorde mange andre tegn, for at vi skal tro, at han er Frelseren, og for at vi, når vi tror, skal have evigt liv.

Det er faktisk vores redning, at der kommer lignende øjeblikke i vore liv. Øjeblikke, hvor Gud sætter noget i bevægelse, noget vi ikke er herre over. Og at Gud rører ved os personligt. Og at vi bruger disse øjeblikke, disse perioder, og tager imod Guds hjælp.

Sådanne afgørende tider kommer til os, når Gud bringer en storm midt i dit liv, når og hvor du mindst af alt forventede det. En storm, som fører noget godt med sig, selv om du i begyndelsen tænker, at den betyder ulykke og undergang. Vi kan bare tænke på stormen i Jonas’ liv? Og havdyret, som slugte ham. Førte det ikke noget godt med sig? Og vi kan tænke på stormen på søen, hvor Jesus sov i båden, og hvor disciplene troede, at de skulle gå under. Det endte med, at Jesus stillede stormen på søen. Og disciplene faldt ned for ham og bekendte: ”Du er Guds Søn!”

Sådan er der også storme i vore familier, i vore menigheder og i vores sjæl. Sygdom kan være sådan en storm. Havet bruser og kommer i oprør. Og vi har det ligesom nogle af dem, der bad og skrev Salmerne: ” Frels mig, Gud, Vandet når mig til halsen, jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke få fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen skyller sammen over mig” (Sl 69,1-4). Gud skaber dette råb i os, når vi kommer ud for en storm. Han står bag bønnen. Og så svarer han også på din bøn. Og han udfrier dig af dine trængsler. ”Han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast” (Sl 40,2-3).

II. OPRØR I LIDELSEN

Det næste, som er oprørende er alle disse krøblinge, altså lidelsen hos andre, lidelsen i verden. Er det ikke for galt, at de skal ligge der? Er det ikke for ringe, at noget menneske skal lide i 38 år? Hvor er Gud blevet af? Har han trukket sig tilbage i tavshed? Og hvor er denne verdens raske og veletablerede blevet af? Har de gemt sig i deres fromhed og travlhed? Måske du hører dig selv og andre sige: ”Men man kan jo ikke hjælpe alle!” Og hvor er det dog sandt. Ingen kan hjælpe alle. Men deraf følger jo ikke, at vi ikke skal hjælpe nogen som helst, eller at vi ikke skal hjælpe, hvor vi kan. For selv om man ikke kan hjælpe alle, så kunne en dog godt hjælpe den ene mand, som havde ligget der i 38 år, dvs. finde ham og bære ham hen til et hospital, finde ham og bære ham hen til en kristen menighed, bede for ham og bede med ham om helbred og frelse. Måske Gud ville give ham helbred direkte gennem bønnen. Eller på hospitalet. Men i hvert fald give ham fred og hvile i sjælen, så han kunne dø en salig død og få evigt liv. [Og det er også lige det, vi har aftalt ved vores høstgudstjenester: at vi tager nogles lidelse på os og hjælper gennem vore missionærer og med en høstgave, som kan mærkes.]

Det er måske ikke rart, når nøden bliver så stærk og omfattende, at der nærmest kun er to muligheder: enten at vi overgive os og er midt i den, eller også at vi flygter ud af den og gemmer os i vores egen private sfære med penge, godt helbred og travlhed, som tilsiger os, at vi er undskyldt. Det er ikke behage­ligt. Men det er nødvendigt, at Gud sætter os i bevægelse. Og han gør det gennem denne mand ved Bethesdas dam, som ligger der og forstyrrer os. Og Gud gør det gennem beretninger fra ydre mission, som vi har brug for at få fortalt og kende. Det er virkelig nødvendigt for os, at nøden kommer tæt på os[ ved vores høst­gudstjeneste. For vi har aftalt at samle ind til ydre mission, til at evangeliet kan blive forkyndt, til at mennesker i al slags nød kan blive hjulpet. Så er det jo til ingen nytte, hvis vi tilfældigvis giver 100 kr en eller to gange om året. Vi ønsker jo at give en hjælp, som gør en forskel. Hvor meget skal vi så give?

En parallel kunne være u-landshjælpen. Hvad synes I: Er det i orden, at Danmark bidrager med 0,7% i ulandsbistand? Det er det, vi giver. Hvis vi bruger det som målestok for vores høstgave, svarer det til til 1½ dags arbejde ud af et års 226 arbejdsdage. Og gaven vil da kunne udregnes efter din timeløn. 12 timers arbejde a’ 100 kr. giver 1200 kr. Er det for meget? Spørgsmålet er ikke kun, om du kan undvære det. Spørgsmålet er også, om mennesker i åndelig og legemlig nød kan undvære de 1200 kr.

Men vi kunne så sige: Vent lige lidt: Hvad med Gud? Hvorfor ordner han det ikke direkte? Hvorfor skal vi reparere på alt det, han ikke gør? Lade et menneske lide i 38 år! Hvorfor gør Gud det? Og da har vi sat Gud på plads for et øjeblik og kan undlade at bringe vores lille gave. For hvorfor skulle vi løfte en finger, hvis Gud selv er så ufat­te­lig passiv, så man næsten skulle tro, at han ikke findes? Hvorfor findes al den lidelse i verden?

Her er der så bare lige den detalje, at Jesus kommer til Betesdas dam og hjælper manden. Hvis vi påstår, at Gud smyger sig udenom og svigter de mennesker, han har skabt, da skal vi lytte til, hvad Jesus sagde til manden. Og også hvad han gjorde ikke kun for denne mand, men også for alle andre mænd og kvinder, gamle og unge og børn.

Jesus sagde: ”Synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig!” Og manden tog det til sig. Lidelse og sygdom langt fra altid en følge af at den lidende har begået en bestemt synd. Men i dette tilfælde var der en direkte sammenhæng. Og det gælder ustandseligt, at døden, sygdommen og smerten kom ind i verden, fordi menneskene satte sig selv i Guds sted og ville være som Gud. Og det er ikke Guds skyld, men vores.

Og så bar JESUS vore synder, sådan Johannes døber siger i evangeliets første kapitel: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” Han døde i vort sted. Og han besejrede døden. Det er ikke så lidt! Han forblev ikke i sin himmel, men kom til os på lidelsens jord. Og han greb ind.

Vi samler penge ind i kirkebøssen, for at dette evangelium kan blive forkyndt, og for at mennesker kan få hjælp både til legeme og sjæl. Og vi samles selv her hver søndag for at høre det ind i vores kolde og overfladiske hjerter.

III. EVANGELIET SKABER OPRØR

Det tredje, som er oprørende, er, er netop dette frelses-budskab. For manden, som havde ligget lam i 38 år, og som alle kendte, gik nu gik rundt i Jerusalems gader og fortalte dem, at lidelsens og syndens forbandelse var brudt i hans liv. For Jesus havde jo sagt, at det var det, han skulle: "Rejs dig, tag din båre og gå!" Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: "Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre."

Er det ikke mærkeligt at de sagde sådan? Hvorfor så de slet ikke underet og mandens glæde over at være sat fri efter 38 år? Fordi de er fikseret på dette: at Moseloven skal overholdes på den måde, deres skriftkloge har fortolket sabbatsbuddet. De ser ikke, at frelsen ikke kommer fra deres fromhed og overholdelse af regler og bud, men fra Messias. Båren vil jo fortælle dem, at manden er helbredt. Han ligger ikke på den, men bærer den. Det vidner stærkt om, at der er håb for mennesker, som selv var skyld i, at de blev krøblinge. Fantastisk! Der er tilgivelse og frelse. Den griber ind allerede her i tiden. Og på opstandelsens dag bliver det fuldkomment!

Denne mand skaber på sin stille måde oprør i byen for at hjælpe jøderne ud af deres stivnede gerningsretfærdighed til en tro på Jesus som Messias, deres og alle andre krøblinges frelser. Det er evangeliet til os. Her lærer vi, hvad helligdagen er beregnet til: til at syndere, som var ramt af ulykke, og låst i syndens bånd, bliver tilgivet og nu er med til at sige til andre: Der er håb. Jesus Kristus er vores håb. Han er verdens håb.

Derfor: Lad os samle ind til ydre mission. Lad os give den gave, som ikke kan undværes på missionsmarken. Og så vi nok også at se, at vi selv godt kan undvære den. Giv f.eks. 1½ dags løn som din takkegave, fordi Gud reddede dig, og fordi han vil redde mange og hjælpe mennesker i nød ved Evangeliet om Jesus Kristus. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 24.09.2014. post@vivit.dk