Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Messias fortæller os tre ting!

Søndag 19. januar 2020 i Aarhus og København. LGJ
Salmer: 682, 113v6, 305, 46, O salig den, Gud ord har hørt, 385

Evangelium: Johannes 4,5-26
Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: "Giv mig noget at drikke." Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: "Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" - jøder vil nemlig ikke have med samari­tanere at gøre. Jesus svarede hende: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." Kvinden sagde til ham: "Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?" Jesus sva­rede hende: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Kvinden sagde til ham: "Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand." Han sagde til hende: "Gå hen og kald på din mand, og kom herud!" Kvinden svarede: "Jeg har ingen mand." Jesus sagde til hende: "Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt." Kvinden sagde til ham: "Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusa­lem." Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sand­hed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."

Det er en tirsdag om sommeren – oppe ved Føtex. Du er træt. Der er noget, som er vanskeligt i dit liv. Og du mærker, at der ikke er nogen, som rigtigt forstår dig. Og hvis de gjorde det og vidste, hvad der er inden i dig, ville de måske undgå dig? - Det er en tirsdag om sommeren – oppe ved Føtex. Du skal hjem med dine varer og med nogle flasker vand, du har købt. Men da spørger en mand, om du ikke kan give ham låne ham en flaske vand. Han sidder på en bænk og ser træt ud. Noget i den retning begynder evangeliet. Og det slutter sådan: Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt." Jesus sagde til hende: "Det er mig, den der taler til dig." – Jeg bliver nysgerrig: Hvad er det, Jesus Kristus fortæller hende? For det vil jeg også gerne, at fortæller mig!

Det var dag, og Jesus var til stede, / så en ensom kvindes dybe nød. / Når han er der, må vi være rede, han kan hjælpe os i liv og død. / Du må drikke vandet, Jesus giver, / det er kilden til et evigt liv. / Gør du det, du aldrig tørstig bliver, / det er Ordet – smag og giv! (Carsten Nielsen, 2015. Mel.: Winfried S. Küttner)

Der er tre emner i deres samtale: 1) Vand, som slukker tørsten, som vi har dybt nede i hjertet. 2) Og hvordan det er hjemme hos os. Og 3) hvor og hvordan vi skal dyrke Gud.

1) Vand, som slukker tørsten dybt i hjertet

Kvinden fortæller Jesus, at hun hver dag skal ud til brønden for at hente vand. Ellers dør hun – og familien. Og vi ved, at hun gør det midt på dagen, når det er hedt og hun ikke regner med at møde andre. Vi klarer os ikke uden mad og drikke. Vi dør, hvis vi ikke får væske i 72 timer. Og dagligt skal vi spise mad for at leve. Sådan er det også med vores sjæl. Den kan sulte og tørste. Vi kan rammes af ensomhed, skyld, frygt og skam. Det kan vise sig ved, at vi undgår andre og gemmer os. Men også ved det modsatte: at vi er overfladiske og lever som vi har lyst uden at påtage os ansvar og følge Guds bud. Det er vi tilbøjelige til, når livet går legende let, og vi er raske, smukke og har arbejde og penge. Da kan vi leve sorgløst og have nok i alt det, vi kan Føtex og købe for din månedlige indtægt i butikker og på nettet.

Jesus siger til kvinden: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." Kvinden ved, at hun har brug for meget mere end vand fra en brønd. Men hvem kan give hende det? Kvinden sagde til ham: "Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?" - Vi mærker, at hun ikke har de store forventninger til nogen, ligesom du måske heller ikke har det. Hvem har livets vand i sin spand? Har de kristne, du kender? Har din mor og far? Har præsten? Har de andre i bibelkredsen? Hvor er brønden med livets vand? I den kilde, du altid har troet på: Bibelen, dåben og nadveren? Eller i alternativ åndelighed? Eller vil du nøjes med det materielle og lidt terapi?

Jesus svarede hende: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Kvinden sagde til ham: "Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand." Jesus fortæller kvinden og os: Hvis du nøjes med mælk, cola og kaffe, som du slæber hjem fra Føtex, får du aldrig slukket tørsten dybt nede i hjertet. Du kan måske en tid tænke, at du ikke behøver andet. Men må du huske på, at du er døbt! Tænk på din fader i himmelen. Han er så rig, han er så god. Han gjorde dig til sit barn i dåben. Ingen kan stå hans magt imod. Og tænk på Guds Søn, som blev menneske for vores skyld. Han døde for dine synder og elsker dig. Du blev klædt på med ham, da du blev døbt. I to hører sammen! Og husk på Sandhedens Ånd, Trøsteren, Helligånden. Han gør bibelordet levende for dig og har oplært dig i troen. Han tilgiver dig alle dine synder og sørger for din sjæl i dag og i morgen og til evig tid! Bibelen er brønden til Livets vand.

2) Hvordan det er hjemme hos os.

Jesus sagde til hende: "Gå hen og kald på din mand, og kom herud!" Kvinden svarede: "Jeg har ingen mand." Jesus sagde til hende: "Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt." Kvinden sagde til ham: "Herre, jeg ser, at du er en profet. Kvinden havde en mand, som ikke var hendes. Det er alt, hvad teksten fortæller. Måske var han gift med en anden, men levede sammen med kvinden ved brønden. Eller hun havde skiftende mænd? – Vi ved det ikke. Men det var hende, der hentede det livsnødvendige vand. Manden, der ikke var hendes, hjalp hende måske slet ikke. Måske hun blev misbrugt? ”Hent din mand!” Jesus tog fat det mørke og triste i hendes liv – med omsorg. Det mærker kvinden. Hun har fået tillid til, at han har levende vand til hendes hjerte.

Sådan tager Jesus også fat i det, som gør vores liv svært, og som vi ikke kan få bugt med. Det er en plage for dig. Hvis du fortalte andre om det, ville de måske foragte dig. Derfor undgår du måske andre, ligesom kvinden undgik andre og kun hentede vand, når hun ikke skulle møde de andre fra byen. Men manden ved brønden ved det hele. Og han taler med dig. Han er selv træt og udslidt og tørstig. Og han respekterer dig, og du mærker, at du betyder noget for ham. Han holder faktisk af dig og vil dig det godt. - Sådan er Jesus. Og han lærer os i dag, at vi må møde hinanden, han mødte kvinden, og kvinden mødte ham. Vi har brug for hjælp i ensomhed, skyld, frygt og skam. Og han har givet os levende vand, som vi kan dele med hinanden. Alle har vi brug for livets vand. Og når vi gør det, er han midt iblandt os åndeligt og legemligt, personligt og med trøst. Han omgiver os og hjælper.

3) Hvor og hvordan vi skal dyrke Gud.

Kvinden er samaritaner. Samaritanere holdt gudstjeneste på et bjerg i Samaria, mens jøderne havde deres tempel og gudstjeneste i Jerusalem. Hun vidste, at Gud skal tilbedes. Men var usik­ker på, hvordan og hvor. Hun sagde: ”Vore fæd­re har tilbedt Gud på dette bjerg, men I si­ger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.”

Jesus fortalte han hende, at der med Kristus er kommet en ny tid, hvor vi ikke skal tilbede på et bestemt bjerg, men må komme direkte til Gud – i ånd og sandhed. Både Jøder og Samaritanere. Også vi skal tilbede Gud. Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kom­mer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi ken­­der, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."

Ånd og sandhed betyder, at vi med vores hjerte og ånd må kalde på Gud og fortælle ham, sådan som det er med os og sige sandheden. Det kan vi, når Sandhedens Ånd, Helligånden, fortæller os om Jesus. Gud siger os sandheden om mørket hos os, og viser os Jesus og nåden og sandheden hos ham. På grund af Jesus har vi adgang til Gud Fader. Derfor kan frygt, skyld, skam og død ikke skille os fra ham. Og ensomme i forhold til Gud er vi ikke, når han har døbt også iklædt os Jesus. Skyldige er vi heller ikke, fordi han ved dåbens bad har afvasket alle vore synder. Det bekræftes, når du hører evangeliet og går til nadver. Frygte skal du heller ikke. For Jesus er din gode Herre, som vandt over dødens magt. Og her hvor vi bor er han i den hellige nadver og møder os. Hvordan skal vi da tilbede? Bede til Gud i Jesu navn. Bede Fadervor. Bede om levende vand. Gør det hver morgen – og når du går på indkøb. Vandre i bøn. Lav mad i bøn. Lev i ægteskabet og i familien i bøn og med Guds ord. Lyt til evangeliet. Brug Bibelen, dåben og nad­veren. Vi dyrker og tilbeder Gud ved at bruge dem disse midler. Da trives troen. Og vi har altid levende vand i hjertet. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk