Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

14 Kulturånd eller Helligånd? 2. pinsedag 24. maj 2021 i Martinskirken. LGJ Evangelium: Johannes 3,16-21 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud." Hvorfor er denne tekst valgt som evangelium til 2. pinsedag? Her nævnes jo intet om Helligånden. Her står jo kun om Guds kærlighed til verden, at ”Gud elskede verden således, at han gav din søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Har de kristne helt tilbage i oldkirken, hvor man valgte pinsens tekster, måske overset, hvad pinsen handler om? Har Helligånden aldrig fået den plads, han burde have i den kristne kirke? Kristeligt Dagblad bragte et par dage før pinse en artikel med overskriften ”Pinsens hovedperson har trange går i folkekirken”. En folkekirkepræst udtaler: ”Kirken … har fået et distanceret forhold til Helligånden. Præsterne må på banen og tage åndsforkyndelsen på sig og beskrive, hvad de forstår ved ånd”. Præsten forklarer, at vi på grund af den manglende åndsforkyndelse ”er blevet afskåret fra en erkendelsesform og nogle dimensioner af eksistensen, blandt andet fordi Helligånden er blevet så sekundær.” Journalisten bag artiklen nævner som forklaring på, at Helligånden er kommet i baggrunden i kirken, at Århus-teologer har præget dansk teologi med den såkaldte dialektiske teologi, som skulle været meget centeret om Kristus. På den måde blev den åndelige dimension glemt i kirken. Kristus-forkyndelsen har med andre ord fortrængt Helligånden. 1. Vi føler, at vi behøver mere ”ånd” Det er nok rigtigt, at der tales mere om teknik og miljø, elektronik og software, sex og penge end om ånd og historie, kultur og nationalfølelse. Men er det kirkens opgave at få os til at tænke og tale mere om det kulturelle og åndelige, så mennesker kan få en tabt dimension tilbage? Journalisten og teologen fra pinsens avisartikel mener, at vi har brug for ånd, så vi kan tænke åndeligt og se flere sider ved tilværelsen, forstå mere, tænke historisk, kulturelt og blive mere åndelige. Men menneskets ånd kan ikke redde mennesket! For menneskets egen ånd er selve problemet. Vi har med vores ånd skadet så uendeligt meget. Vi har sat os over Gud og ophøjet os over andre. Ingen af os kan ændre på det. Vi mangler ikke en åndelig dimension. Vi mangler selve livet fra Gud. Vi behøver, at Gud blæser sin egen Helligånd ind i os på ny, hvis vi skal leve, leve med Gud og med hinanden og få det evige liv. 2. Helligånden gives os ved Evangeliet Da Helligånden kom pinsedag, fortalte han ikke om sig selv, men om en mand, der blev korsfæstet i påsken. Helligånden fyldte Peter og de andre apostle. Derfor forkyndte de om Kristus. De sagde til mennesker, som var samlet til pinsefest: ”I korsfæstede Kristus, Guds Søn! Men Gud oprejste ham fra de døde.” Helligånden prædiker altid om Kristus! Og den prædiken fik jøderne til at spørge: ”Brødre, hvad skal vi gøre?” Da svarede Peter ikke: ”I skal blive mere kulturelle og oplyste mennesker.” Nej, han sagde: ”Omvend jer og lad jer døbe til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” Her er hjælpen. Netop derfor valgte kristne 1000 år før os Joh 3,16-21 som evangelium i pinsen. For her siger Kristus, at mennesker går fortabt og havner i dom og undergang, når de lever i deres eget ånds mørke. Han siger også, at Gud sendte sin enbårne søn, for at vi ikke skal fortabes, men tro på ham og have evigt liv ved ham. Guds livgivende kærlighed ligger i ordet ”gav”. Han gav os! I Betlehem gav han os sin søn i en krybbe. Guds Søn blev menneske. På Golgata gav han os sin søn på et kors. Gud gav os en stedfortræder. Han tog døden hos os alvorligt. Og han giver os! Han giver os sandheden, når han prædiker for os og siger: ”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Joh 3,18-20). Og han giver os frelsen, når han siger: ”Modtag Helligånden. Hvem I forlader synder, er de forladt” (Joh 20,23). Derfor ved vi, at Helligånden er hos dem, som forlader synden i Jesu navn, og hos dem, som tager imod tilgivelsen i Jesu navn. Men når præster og prædikanter taler om Jesus, mangler de så ikke Helligånden? I så fald ville Peter have manglet Helligånden pinsedag. Men det var jo netop Helligånden, der fik ham til at fortælle om Jesus. Og hør, hvad der står i evangeliet fra pinsedag: Joh 14,26: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer!” Når Helligånden taler, taler han om JESUS. Det har Jesus lært os. Derfor er det sådan, det er. Han minder om, hvad Jesus lærte apostlene (Joh 15,26; 16,9-11; 16,13-15). Apostlene ventede i Jerusalem, idet de holdt gudstjeneste. Og mens de var sammen i bøn, kom Ånden. Og da begyndte de at tale om det storværk, Gud havde gjort for os mennesker i påsken. Det fortalte det på fremmede sprog, så mange kunne høre og forstå det. For dem var Helligåndens gave gaven til at tro på Kristus og at prædike om Jesus Kristus. De, der hørte pinseprædikenen, fik ikke en kulturel oplevelse eller en behagelig følelse. Det stak dem i hjertet (ApG 2,37). Det er heller ikke nogen rar følelse, når vi bliver afsløret i vore svigt i familien, i ægteskabet og overfor andre mennesker. Det er heller ikke opløftende at måtte indse, at vi har vanæret Gud ved at vise ligegyldighed overfor Guds ord og prædiken og sakramenter. Men det er nødvendigt at høre det, så det stikker i dit hjerte. Og lad os sammen vende os til Kristus og tage imod tilgivelsen, som Gud giver os gennem Evangeliet og Sakramenterne. Nogle kristne grupper vil nok sige, at det ikke er sådan, man får Helligånden. De forveksler deres egen åndelige oplevelser med Helligånden, ligesom der er tendenser til i Kristeligt Dagsblads artikel, som hævdede, at en central Kristus-forkyndelse fortrænger Helligånden. Men vi får jo netop Helligånden ved prædikenen om Kristus, der døde for vore synder, og at vore synder er os tilgivet. 3. Tilgivelse og fællesskab gør alt nyt Men er det særligt åndeligt at blive tilgivet? Og er det kulturelt? Gør det dig til et bedre menneske? Nej. Men det gør dig til et tilgivet menneske. Og det er, hvad du har brug for. Og det er, hvad alle mennesker i verden behøver: Tilgivelse. Med Guds tilgivelse ændres vores situation totalt. For tilgivelsen, Jesus har skaffet os på korset, er total. Den gælder både dine tanker, dine ord og alt, hvad du har gjort og vil komme til at gøre forkert. Alt. Det hele. Og tilgivelsen fører en anden stor gave med sig: Fællesskab med ham, der tilgiver. Fællesskab med Gud. Gud bliver min far. Det gør mig til et andet menneske, til et nyt menneske, Guds kære barn! Min tro på Gud er ikke en tro, jeg selv har skabt, men en tro og tillid, som Helligånden har skabt. - Har det menneske, som tror og bliver døbt, da Helligånden? Ja. Apostlen siger: ”Ingen kan sige Jesus er Herren uden ved Helligånden!” (1 Kor 12,3). Og dermed gælder det modsatte også: Den, som kender Jesus og siger: ”Jesus er min Herre”, har Helligånden. Kræver Helligånden da noget af os? Nej. Det er 100 prc. gave. Nu har vi troen og tilgivelsen og fællesskabet. Nu kan vi bede. Livet bliver nyt, helt nyt. Jeg er stadig en synder, men en tilgivet synder. Jeg har stadig brug for tilgivelse, men jeg er ikke alene. Jeg er hos min Far. Han elskede verden så højt, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Når vi hører Evangeliet i Johannes 3-16, tager Helligånden os ind i sandheden. Da er vi af sandheden. Og da gør vi sandheden. For vi indrømmer, får tilgivelse og får vejledning. Da er der pinse i hjerterne og mellem hjerterne. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk