Vogt mine lam!
1. søndag e. påske, 3. april 2016, København og Aarhus. LGJ
Salmer: 199v1-3, 516, 48, 388, 561, 430, 312.Johannes 21,15-19
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?" Han svarede: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine lam!" Igen, for anden gang, sagde han til ham: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" Han svarede: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vær hyrde for mine får!" Jesus sagde til ham for tredje gang: "Simon, Johannes' søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?" og han svarede ham: "Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: "Følg mig!"Evangeliet fortæller os om apostlen Peters fortid og fremtid, hvordan det var, og hvordan det ville blive. Vi får noget meget vigtigt at vide om baggrunden for at fortsætte tjenesten efter et stort nederlag. Der bliver gravet i det, der skete tidligere. Det skulle ikke bare glemmes. - Og det i vores historie, som vi skammer os ved eller har det skidt med, skal heller ikke glemmes af os. Det er jo også umuligt. Vi skal i stedet – som Peter - vide, at Jesus gjorde den del at vores historie til sin ved at dø for vore synder og komme tilbage til os for at leve med os, så vi kan leve videre med et godt mod – og være hans – og desuden tjene vore søstre og brødre. - Så lad os gå med ind i Jesu ord til Peter.
I. FØLG MIG!
Vi begynder med den sidste sætning: ”Følg mig!” For her bliver Peter og vi taget med tilbage til, da Peter blev Jesu discipel. Johannes beskriver det sådan i kapitel 1: De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus (1,37). Det var ude ved Jordan, da de var blevet døbt hos Johannes, havde bekendt deres synder og var blevet renset. De hørte, at Jesus var Guds Lam, der bærer verdens synd. Umiddelbart efter står der, at de fulgte efter Jesus.
Efterfølgelse hører vi ellers let som et stort ord, som beskriver en kvalitet og præstation hos Jesu disciple. Men ordet i sig selv betyder at have en anden foran og lade den anden lede og føre an i alle ting. Det er efterfølgelse. Det er at gå i den andens fodspor, ikke finde på noget nyt, men at være i kølvandet på den anden og at være med på den andens regning, omkostning og ansvar. Efterfølgelse er fx at være indlagt på sygehus og midt i smerten sige til Jesus Kristus: "Herren er min hyrde. Han fører mig ad rette veje for sit navns skyld." Efterfølgelse er, at han leder mig ud og ind, giver mig sit ord, tilgiver mig og bruger mig til det, han finder godt og bedst både for mig og andre.
Jesus beskriver Peters liv sådan: ”Da du var ung … bandt du selv op om dig, og gik, hvorhen du ville. Men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil” (Joh 21,18). Med andre ord: Da du var ung bestemte du selv. Når du bliver gammel, skal andre bestemme over dig. Og du vil dø på en måde, der er tung og vanskelig, og som du ikke vælger selv. Men du vil herliggøre Gud i din død. Med de ord betegnede Jesus den død, Peter skulle herliggøre Gud med (v19). Og da sagde han: ”Følg mig!”
Det med at herliggøre Gud er ikke gjort med ungdommelighed og charme. For det er nærliggende, at vi herliggør os selv, når vi har styrke og kraft. Men der er også eksempler på det modsatte. I får et eksempel fra kirkehistorien: Laurentius blev født 230 i Toledo i Spanien og døde i en alder af 28 år i Rom. Han var ”hovedkasserer” i menigheden, såkaldt skatmester, og en af syv diakoner i Rom. Han brugte kirkens skatte på de fattige. Dette var da imod kejser Valerian 1’s befaling. Kejseren krævede, at kirken afleverede alle sine skatte til kejseren. Og Laurentius bad om 3 dages betænkningstid. Da han havde samlet kirkens skatte på et stort torv, meddelte han det til kejseren, som kom for at få skattene. Men torvet var fuld af syge, elendige, blinde og fattige mennesker. Og Laurentius sagde: "Her er kirkens skatte." Kejseren blev rasende og henrettede Laurentius på bål. – En kristen på 28, som var tjener og som herliggjorde Gud i liv og død.
Følg mig! Det gør vi, når vi hjælper andre med evangeliet og selv bliver hjulpet i liv og død. Jesus kalder Peter og os til at finde tilbage til det, vores tro bygger på: Guds Lam, som bærer vore synder, og efterfølgelsen, som er en følge af din tro på ham. Lad Jesus Kristus være foran dig, og følg lige efter! Han er din hyrde!
II. ELSKER DU MIG?
For at få Peter tilbage til den afgørende kærlighed, spurgte Jesus ham om den kærlighed, han havde påstået at have. Han havde sagt: ”Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.” (Mark 14,29). Hvor er den kærlighed, Peter? Jesus skabte en situation, som hjalp ham til at huske: Bålet med trækul ved stranden, hvor de stegte fisk (Joh 21,9) førte tankerne tilbage til bålet i ypperstepræstens gård (Joh 18,18). Tre fornægtelser ved bålet i gården og tre spørgsmål ved bålet på søbredden i Galilæa.
Tre gange spørger Jesus. Og han trapper ned med hvert spørgsmål: Først ”Elsker du mig mere end de andre.” Dernæst ”Elsker du mig?” Og til sidst: ”Har du mig kær?” Og Peter svarer med det ord, som passer på ham: at han har Jesus kær. For han ofrede sig ikke for Jesus og for de andre. Han gav ikke sit liv for sine venner. Han var fej. Men han havde og har Jesus kær og holder af ham, fordi Jesus viste ham kærlighed ind i døden. Vi har intet at byde tilbage med. Vi tager bare imod. Og det er godt nok. Ja, det er, hvad Peter får hjælp til at hvile i her. Og han erkender, at han ikke kunne yde det, han havde troet, han kunne yde.
Denne selverkendelse er en afgørende forudsætning for at være præst og hyrde i en menighed. Både menigheden og præsten skal have denne erkendelse. Det må gå op for den enkelte tjener i kirken, at det er Jesus Kristus, som tjener os. Ingen står over andre. Hvis vi vil stræbe efter noget stort, må vi stræbe efter det lave – at tjene og at gå i døden for vore venner. Og menigheden skal vide det, så de ikke har falske forventninger og ikke lader sig forføre af en præsts charme og personlighed.
Er kærlighed til Jesus så ligegyldig? Nej. For så ville Jesus ikke spørge til den hele gange. Det er ikke ligegyldigt om vi bygger på vores egen kærlighed til andre, eller på Jesu kærlighed til os. Spørgsmålene fører os jo tilbage til hans kærlighed til os virkeliggjort i døden på korset. Og de fører os hen til det sted, hvor denne kærlighed rækkes og gives os, og hvor Jesus Kristus gør sig til ét med os: i Evangeliets ord og i Sakramenterne gennem vand, brød og vin. Her får vi del i hans kærlighed, den kærlighed, som skaber og opbygger fællesskab og giver tro.
III. VOGT MINE LAM!
Og hermed er vi ved de tre opgaver, Jesus giver Peter: Vogt mine Lam! Vær hyrde for mine får! Vogt mine får! Her er fokus ikke på Peters person og embede, men på Lammene og Fårene. Tjenesten er at give føde og beskytte. Det er, hvad er ligger i ordene: ”Vogt og vær hyrde for!” Før dem, så de følger efter mig. De er jo mine. Tal mit ord til dem. Vis dem deres historie – deres synder. Spørg dem, om de elsker mig. Hjælp dem til at erkende, at de behøver min kærlighed. Giv dem samme tilgivelse, som jeg gav dig. Fortæl dem, at jeg fører dem til herlighed ved evangeliet. Og giv dem forventning om, at jeg snart kommer synligt tilbage.
Læg også mærke til, at Jesus først nævner Lammene. Lammene kommer før fårene. Og vi tænker på ordene: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i” (Mark 10). Eller at hvad Jesus senere sagde til disciplene: ”Det var bedre for en hyrde at få en møllesten om halsen og blive kastet i havet, end at bringe en af disse små til fald. Tag jer i agt. Hvis din bror forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig 7 gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! Så tilgiv ham” (Luk 17,2-4). Her sætter Herren tilgivelsen forrest og bagerst. Sørg for den skyldige med nåden! Og sørg for de svage, ligesom diakonen Laurentius gjorde! Sørg for Lammene, og Fårene!
Forestil jer her til sidst, at Jesus ikke havde mødt Peter på denne måde. Da havde Peter resigneret og var trådt tilbage som apostel efter Jesu opstandelse og havde levet som fiske-fisker på Genezareth. Han slog jo ikke til. Men Jesus tog ham med tilbage i tjenesten. Hør, hvordan han opmuntrer præster i dag: ”Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det. Ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne.” (1 Pet 5,1-2). Og han mindede dem om, at de selv havde en hyrde, som står over alle hyrder! (1 Pet 5,3-4).
Det er ord til os i dag. Derfor resignerer vi ikke efter Jesu opstandelse, men følger - som præst og menighed - efter ham i tiden, der kommer. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 03.04.2016. post@vivit.dk