Tilgivelse og oprydning Prædiken på 1. søndag e. påske (II) i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 437 - 388 - 46v1-2 - 286 - 55Johannesevangeliet 21,15-19
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?" Han svarede: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine lam!" Igen, for anden gang, sagde han til ham: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" Han svarede: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vær hyrde for mine får!" Jesus sagde til ham for tredje gang: "Simon, Johannes' søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?" og han svarede ham: "Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: "Følg mig!"
Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og Jesus Kristus, vor frelser!
Redning og tilgivelse
Det er ikke altid så rart at få ribbet op i sin fortid. - Jo, hvis man har gjort noget godt, vil man gerne høre, hvad de andre synes om én. Det er rart. Du kan nyde det. Det er godt, når noget er lykkedes. Og det sker for os alle.
Det skete også for Peter. Meget var lykkedes i hans liv. Men der var også noget, der var mislykkedes. Det, han mest havde satset på, var gået i stykker for ham. Ikke fiskeriet - men discipel-tjenesten. Han var "gået på grund" i ypperstepræstens gård - ved kulilden. Da Jesus var i forhør hos ypperstepræsterne, kom Peter uventet i forhør hos en tjenestepige. Han frygtede for sit liv, og hans "fiskerbåd" gik ned. Han havde ikke længere nogen båd at fiske fra. Men han var selv blevet reddet af Jesus. Allerede dengang i ypperstepræstens gård var der et øjeblik øjenkontakt mellem Peter og Jesus. Det var som en redningsline, der blev kastet over til ham. Det var stort! Og efter 3 døgn i det kolde vand - i mørke og i smerte - kom han "i land". Derfor gjorde det ikke så meget med hans "fiskerbåd". Han blev jo selv reddet. Det var nok til, at han var en glad Peter. Tænk, at så meget kan gå galt, og at man alligevel kan blive reddet.
Sådan havde røveren på korset nok også oplevet det. For ham var det gået meget værre end med Peter. Han havde ikke mere at leve for her på jorden. Alt var sunket. Og han var også på kanten af fortabelse. Men Jesus havde reddet ham: "I dag skal du være med mig i Paradis!" Sådan kastede Jesus livlinen ud i hans død og skyld og trak ham ind i herligheden.
Sådan kan der også gå meget i stykker for os. Vore skibe kan synke. Men bliver vi selv reddet af JESUS, så kan vi alligevel sige til sidst, at livet lykkedes, og at det vil lykkes. Han lever jo og viser os, at han elsker os.
- Det er stort, når vi får lov at blive reddet, endnu mens der stadig er tid for os her på jorden: tid til tak, tid til tjeneste, tid til samvær med andre mennesker, tid til at vidne om HERREN JESUS.
Oprydning og tjeneste
Nu fortælles der, at Jesus efter sin opstandelse opsøgte Peter og de andre apostle i Galilæa. Og da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?" Det var en genklang af Peters store ord skærtorsdag: "Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke" (Mark 14,29).
Kan man tillade sig at stille sådan et nærgående spørgsmål? Det er ikke indlysende, at vi kan stille sådanne spørgsmål til hinanden. For vi har ikke noget at lade hinanden høre. Men det har Jesus. Han har meget at lade os høre og meget at fortælle os. Det er nødvendigt, at vi ikke fortier det, der skete i går, men at det bliver tilgivet. Også at der bliver ryddet op i den ruin, som vi kan stå midt i efter et stort nederlag. Det er jo som med et hus, der er faldet sammen. Man er nødt til at køre de gamle brokker væk, hvis man skal bygge noget nyt op. Men hvordan får man fat på den slags? Og hvor kører man det hen? Jesus spørger. Han vover det. Og Peter er nødt til at svare. Og han svarer tillidsfuldt: "Herre, du ved, ...." Og sådan er det. Jesus ved. Han ved det. Men vi har brug for at sige det alligevel, brug for at sige det til ham. "Jeg mente det dengang, Jesus! Og jeg mener det stadig. Jeg har dig kær!!" - Og Jesus svarer med at kalde Peter til ny tjeneste: "Vogt mine lam!"
Derefter spørger Jesus igen. Og nu må vi måske undre os. Tror han mig ikke? Hvad vil han med sit spørgsmål? Peter svarer igen som før: "Herre, du ved, at jeg har dig kær!" Og nu bliver det klart for Peter, at Jesus giver ham noget, hver gang Peter har svaret. Jesus giver ham mening i livet, giver ham noget at leve for, som han ikke mere troede muligt: "Vær hyrde for mine får!" - Der bliver ryddet op i ruinen. "Så gå da i gang Peter!"
Men Jesus er ikke færdig endnu. Han spørger også en tredje gang. Er det ikke at gå over stregen? Tre gange fornægtede Peter. Tre gange spørger Jesus efter Peters kærlighed. Og tredje gang spørger han ikke engang om kærlighed, men kun, om Peter har ham kær. - Det gør Peter bedrøvet. Skal der virkelig ryddes så meget op hos mig? Vil du alligevel ikke bruge mig mere? - "Herre, du ved alt! Du ved, at jeg ikke kan være dig foruden. Jeg har så meget at være glad for. Men når det kommer til stykket afhænger det alt sammen af, om du elsker mig." "Jeg stoler ikke på min kærlighed til dig, men jeg stoler på dig!" Jeg ved, at jeg ikke er stærk. Men jeg har dig kær." - Og Jesus svarer: "Vogt mine får!" Tre gange lyder det til den lille "lærlinge-hyrde", som havde mistet sin hyrdestav og selv var blevet såret af ulven, og som ikke mere havde mod på opgaven: "Gå i gang, Peter! Jeg betror dig mine lam og mine får."
Sådan kalder Herren sine disciple til tjeneste. Også os. Meget er gået galt også med dig og i dit liv. Men Herren ikke blot tilgiver. Han vil stadig bruge dig.
Derefter peger Jesus fremad. "Peter, det var din fortid og din nutid. Men - som du selv har sagt det - Jeg kender alt - også din fremtid!" Han sagde: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: "Følg mig!"
Det liv, som Gud giver os efter påske, har som overskrift: HERREN VED ALT! Han ved alt om mig og alt om min situation. Derfor døde og opstod han. Og han vil bruge mig trods nederlag og fald. Bruge mig som sin tjener på den ene eller anden måde. Og han kender udgangen og vil også føre det igennem for os.
To ting må vi altså tage imod: Tilgivelsen og tjenesten. Det gælder alle former for tjeneste. Men det har en særlig adresse til dem, som Jesus kalder til hyrdetjenesten i menigheden. Peter siger det sådan i sit 1. brev: Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans (1 Pet 5,1ff).
Tryghed og vished
Ligesom der er opmuntring og hjælp til dem, som er hyrder i kirken, sådan er der også trøst og hjælp til hele hjorden. Jesus viser os, at han vil sørge for sin hjord - og hvordan han vil gøre det.
Når man har købt sig noget kostbart, ønsker man at passe godt på det. - I påsken købte Gud sin kirke ved sit eget blod. Den skal der passes godt på. Jesus Kristus havde været ude med hele sin formue - sit liv - sin kærlighed - og havde ofret - givet sig hen i døden. Som Peter senere fortalte det: I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde (1 Pet 1,18-19).
Den menighed skal der passes på. Den skal bevares til frelse og til evigt liv. Men hvordan? Skal Peter og de andre apostle og skal hyrder i dag passe på hjorden? - Men man kan godt undres over, at Jesus ville bruge Peter til det. Og man kan undres over de midler, apostlene fik af Jesus til at gøre det med.
Det er de samme midler, vi har i dag. Og Jesus ved alt. Han ved også, hvad han gør, når han har valgt at lade sine lam og får vogte af hyrder, som bruger evangeliet som hyrdestav og lader Jesu lam og får græsse der, hvor tilgivelsen gror. Derfor skal vi hver især se hen til de gaver, som Jesus gav Peter og de andre apostle, og som han dermed har givet sin kirke også i dag: Det er først og fremmest det, som stammer direkte fra den pris han betalte: Tilgivelsen. Jesu blod. Evangeliet. I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord; ... Det er dette ord, som er forkyndt for jer. ... Og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, så sandt I har smagt, at Herren er god. (1 Pet 1,23.25 og 2,2-3)
Men er det nok? Jo, det er nok, når fårene vel at mærke græsser der. Det er nok, når lammene dier der. Og hvis de går deres egen vej og søger hjælpen andre steder, forbliver evangeliet og tilgivelsen stadig nok til frelse. Men fårene får ikke del i det.
Sådan er det med vores frelse og frelsesvished. Den er hundrede procent. Gud gør det helt og fuldt ud - ved Jesus Kristus og ved evangeliets ord. Og han kalder os til at sørge for hinanden, trøste, hjælpe, formane, opmuntre og følges ad her efter påske hos JESUS, som ved alt. Og han giver menigheden hyrder og lærere, som kan lede fårene ad disse græsgange. Vores vished og glæde er fuldkommen, når vi færdes dér, hvor tilgivelsen gror - i hans kirke, hvor evangeliet om Jesus Kristus prædikes for os, og hvor vi modtager tilgivelsen. Amen.