Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Hvorfor er kristne sammen?

Prædiken 16.4.2023 i Aarh. og Kbh. (LGJ)

Johannes 20,19-31
 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikkser min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke."

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

1. Sammen af frygt

Evangeliet fortæller os først, hvorfor de var sammen: På grund af frygt. Disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne.

Frygt kan samle mennesker. Vi søger sammen, har brug for hinanden, også selv om vi ikke kan hjælpe hinanden. Men når de andre har samme frygt som vi, da har vi i det mindste frygten fælles. Den kan vi tale om. Ligesom syge med samme sygdom kan støtte hinanden, fordi de er fælles om sygdommen. Det er en hjælp, også selv om de ikke kan helbrede hinanden. I sygdom og frygt er fællesskabet i ikke en ligegyldighed.

Disciplene var bange for jøderne. For når deres mester var blevet korsfæstet, hvad kunne der så ikke ske med dem.
Som kristne er vi også sammen, fordi vi sammen kender til skyld, til død. Vi ved, at vi er skyldige til døden. Når nogen kommer ind til gudstjeneste og ser, at vi knæler og siger: ”Jeg er en elendig synder og er uden undskyldning”, da tænker han, at det er en gammeldags skik, eller også at den virkelig gal med de her mennesker. De er jo bange. Sikke en elendighed. Lad mig komme væk.

 

2. Freden samler

Men der, hvor vi knæler, der findes Jesus på dobbelt måde: Han taler til os. Og han viser os sine hænder og sin side, sårmærkerne. Vi knæler ikke i frygt, men i håb. For han er jo hos os.

Og det er det andet i evangeliet: Jesus kom og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus, som iblandt os står byd din fred med os at være. Vi knæler og bekender ikke i frygt, men i tro. Han har jo lovet at være hos os.

Ligesom Jesus viste sine disciple sine hænder og sin side, sådan er det også formålet med prædikenen her i kirken, at Jesus bliver rmalet for vore øjne som korsfæstet. Det var jo, hvad Paulus engang skrev til menigheden i Korinth:

Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, 2 for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. (1 Kor 2,1-2) Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. (Gal 3,1)

Udenforstående har ret: Den er helt gal med os. Og alligevel er her fred og håb. Vi ser jo dødens overvinder, ham, som selv døde.

Han gav Stefanus kraft til at bekende ind i døden, da jøderne stenede ham. Det fik Paulus til at forkynde Evangeliet og tro på Jesus, også selv om det til sidst kostede ham døden. Det var Peters styrke, da de korsfæstede ham i Rom. Kristne, som i dag forfølges, holder ud af samme grund: fordi Jesus Kristus står hos dem med sin fred.

To af vore medlemmer døde indenfor de sidste 2 uger. Men vi begravede dem med håb om en salig opstandelse. - Nej, vi er ikke samlet af frygt. Men vi er sammen fordi vi kender til frygt, men først og fremmest, fordi Jesus har overvundet alt det, vi ellers måtte frygte.

Og han kom med vandet og med blodet og med Ånden. Han kom med den hellige nadver, hvor han er hos os legemligt – lige så virkeligt som i Johannes

 

3. ”Frygt ikke!” og ”Fred være med jer!”

Det er to sider af samme frelse. ”Frygt ikke” understreger, hvad vi er frelst fra. Fra frygten og alt det, der er årsag til frygt: Legemlig sygdom. Psykisk sygdom. Synd og Skyld. Og døden og dommen.

Hvis der intet var at frygte, ville Jesus være død forgæves. Han havde båret vore synder – selv om vore synder ikke er spor farlige. Hvis det er ligegyldigt om du svigter din ægtefælle eller er trofast, da er der intet at frygte. Hvis det er ligegyldigt om vi stjæler fra andre eller hjælper dem, da er der intet at frygte. Hvis det er ligegyldigt om du ærer Gud eller vanærer ham ved at leve med ryggen til ham, da er der intet at frygte for. - Alt er jo ligegyldigt.

Men vi ved, at det er en stor og forfærdelig livsløgn. For vi ser skaderne. Vi mærker det i os selv. Og det står skrevet i Guds bud, at vi skal elske vor næste som os selv og elske Gud over alle ting. Derfor har vi brug for, at Jesus kommer og siger: ”Frygt ikke!” Og han redder os ikke kun fra dom og død, han giver os også liv i overflod.

Og derpå følger FREDEN. Vi er frelst til fred. Det betyder mad, hvile, tilgivelse, håb, fremtid, evig salighed, fællesskab, kærlighed, nåde, hjælp. Det er tryghed ind i vores utryghed.

 

4. Dobbelt fred

Og nu giver Jesus sine apostle en dobbelt fred. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Jesus giver en dobbelt fred, fordi freden er en fred vi må give videre og dele med andre. Det fremgår af evangeliet, når der står: Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt."

Her mærker vi, at Jesus vil, at mennesker får syndernes forladelse. Det er hovedsagen. Vore synder skiller os fra Gud. Vore synder fører til dom og fortabelse. Men Jesus bar vore synder. Og nu vil han, at apostlene åbner døren og går ud i verden med tilgivelsen.

Det er hovedsagen i al mission: Tilgivelse. Frihed fra synd og skyld.

Men hvem kan tilgive andre, så det har gyldighed? Det kan den, som har fået myndigheden fra Jesus selv. Og den giver Jesus ved Helligånden. ”Modtag Helligånden!” Han gav dem sin Ånd, og da kunne de sige det. Dette var særligt til apostlene. Og apostlene gav det videre i den kristne menighed til menighedens ældste, menighedernes hyrder og tilsynsmænd. Derfor lyder det også i skriftemålet: ”Som en kaldetog ordineret Kristi tjener og med den magt og myndighed, han har givet, tilgiver jeg dig din e synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!” - Er du så tilgivet? Ja, siger Jesus. Hvor ofte har vi brug for tilgivelse? Ofte! For ikke at blive ligeglad. For ikke at fortvivle. Din tilgivelse hviler på, at Kristus døde for dine synder. Det er stærkt.

 

5. Bagsiden

Men hvad så med det andet: nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt. Hvem kan det? Og skal nogen virkelig sige sådan til et andet menneske? Hvem kan tillade sig at sige til nogen, at deres synder ikke er forladt. Jesus døde jo for alle mennesker!

Men Jesus sagde jo også om en farisæer, som bad i templet, som var meget glad for sig selv og sine gode gerninger: at han ikke blev retfærdiggjort – ikke blev frelst. Og til de jøder, som sagde, at han havde en uren ånd og var besat af Beelzebul: ”Synd mod Helligånden skal ikke tilgives hverken i dette liv eller i det kommende.”

Skal det ikke prædikes og siges til mennesker? Jo. Men hvem afgør, hvem det skal siges til? Det underviste Jesus sine apostle og ved den måde, han selv talte med skriftkloge og farisæere på. Den, som vil leve i synd og ikke vil bekende sin synd, men blive i den, han lyver og bedrager sig selv. ”Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os.” ”Da elsker vi mørket mere end lyset.” (1 Joh 1 og Joh 3). Det hører med til at være præst, at man også taler disse ord til dem, der skal høre det. Men ingen kan gøre dette i egen kraft. Men kun når man kender Jesus Kristus og siger det, for at hjælpe mennesker til omvendelse og tro på Jesus. Det kan præster kun lære hos Jesus!

 

Afslutning

Læg mærke til, hvordan apostlene netop hjalp Thomas, som ikke ville tro. De stødte ham ikke ud, men var sammen med ham søndagen efter. Og Jesus kom. Og Thomas fik troen.

Her lærer vi, at vi har brug for hinanden og skal tage imod hinanden og fortælle hinanden om Jesus. Derfor måtte vi samles igen i dag – og på næste søndag – for da kommer måske Thomas. Og han skulle nødig komme alene.

Så samles vi i kirken, fordi Jesus kommer og her her. Vi samles for vor egen skyld og for hinandens skyld. Amen.

 

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk