Fred i den lille frygt - og i den store

1. søndag e. påske, 23. april 2017 i København og Aarhus. LGJ
Salmer: Han er opstanden, Sl 139v5, 208v1-3, 388, 293, 195v5-6.

Johannes 20,19-31
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Nåde være med jer, og fred fra Gud Fader og fra Jesus Kristus, vor frelser!

INDLEDNING
Det første, evangeliet fortæller os, er, at disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne. - Og vi tænker på den frygt, vi kender til som mennesker. Frygt for ikke at være med i fællesskabet, for at holdt ude for, blive isoleret, fordi man er anderledes, eller fordi man har en anden tro som kristen, der tror på Kristus og Bibelen. Men også frygt for arbejdet og frygt i ”alene-livet”. Eller vi tænker på den frygt, der opstår i familie, venskab og ægteskab: frygt for at miste, blive ensom, blive ladt i stikken, blive lukket inde med et handicap, med en sorg. Jo, der er meget at frygte for. Vi ved ikke, hvordan vi kommer ud af frygten, ligesom disciplene. De holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne.

Men hvor bliver denne frygt af, når vi læser videre. Jesus kommenterer jo ikke engang på denne frygt. Han taler ikke med dem om måder at beskytte sig mod jøderne på, hvordan de får det bedre med sig selv efter deres store neder­lag skærtorsdag og langfredag. Han taler ikke om deres ensomhed. Han kommer simpelt hen med en ny virkelig­hed ved at vise dem den virkelige virkelighed, og at han selv er med i den, ja, at han er hoved­per­sonen i deres liv: både det, som var, og det som kommer. Det er lægemidlet mod alle former for frygt.

 

1. JESUS KOMMER!
Han træder lige ind den ”lille frygt”, som man jo må kalde deres frygt for jøderne. Den er "lille" i sammenligning med den frygt, som blev tydelig i påsken. Frygten ved korsfæstelsen. Frygten for Døden og Dommen.

Den lille frygt er den, vi ofte gør til det store problem, ligesom i Edens have. Adam mente at hovedproblemet var Eva. Eva mente, at hoved­problemet var slangen. Og deres løsning var figenblade og at skjule sig bag havens træer og beskylde hinanden. De mærkede, at de var nøgne, ensomme. Men da kommer Gud gående i haven, (ligesom Jesus i påskeevangeliet). Han finder dem og taler til dem om det bagvedliggende problem. Og han løser det, ved at fortælle forud om det barn, som de ville få, og som ville kæmpe mod Satan og knuse den Onde, samtidig med at barnet selv blev hårdt ramt (1 Mos 3,15). Sådan kommer Jesus og viser dem sine hænder og sin side. De ser ham, som hang på et kors og bar deres synder, og som overvandt deres død. Han blev i deres sted forladt af Gud og bortdømt som deres og vores stedfortræder.

Det giver en dobbelt glæde. 1) For det første: glæde over, at det var Jesus, der blev dømt, og ikke os. Han gav sit liv som løsesum for mange. 2) Og for det andet: glæde over, at Jesus fik livet tilbage, da han var blevet ofret i deres sted. Havde han kun været et menneske, ville han være forblevet i døden. Men fordi han var Guds Søn, opstod han af graven. Det er den dobbelte glæde.

Han – Jesus Kristus, Guds Søn – har nøglen til disciplene hus og rum. Han kom, mens dørene var lukkede. Han kom fysisk og åndeligt. Med kød og blod og hele sin person. Og han har også nøglen til vores rum og tilvæ­relse. Til dit værelse og til din personlige tilvæ­relse. Han kommer her i dag, hvor du er, der, hvor du færdes. Han er ikke langt borte. Du kan ikke skjule dig for ham. Mørket er ikke mørkt for ham. Det er underfuldt og herligt (Sl 139). Han træder ind og vandrer iblandt os. Vi ser ham for os i evangeliet. Og han viser os sine hænder og sin side. Dengang synligt. Men også siden: usynligt. Han sagde: "Salige er de, som ikke ser og dog tror.” Det gjorde han med tanke på alle kristne, som skulle leve fra hans himmelfart til hans genkomst. Og han har siden var han hos dem i gudstjenesten ved ordet og den hellige nadver. Åndeligt og legemligt.

 

2. JESUS TALER!
Han siger ”Fred være med jer!” og ”Fred være med jer!” Fred for første gang. Og fred for anden gang. Det må vi godt høre som fred i den ”store frygt” og fred i den ”lille frygt”. Eller med andre ord: ”Frelsens fred” og ”fred til at leve menneskelivet med mod”.

Og han åndede på dem og sagde: ”Modtag Helligånden!” Ligesom Gud blæste livsånde i Adam, så det menneske han havde formet også kunne bevæge sig, sådan blæste Jesus Helligån­den ind i sine disciple ved at ånde på dem, for at de kunne få mod og håb. Der sad de, udue­­lige til at rejse sig og røre sig. Magtede intet, sådan som vi også kan opleve lammelse i hver­dagen. Du kan også være lammet af den såkaldt ”lille frygt”, som slet ikke opleves så lille endda. Og nu viser han os det, som er større: Freden og frelsen, som redder os fra den store frygt.

Prøv at tænkte med et øjeblik: Det er godt at være tilgivet. Det er vi alle med på. Men hjælper Guds tilgivelse dig også til at leve videre ansigt til ansigt med mennesker, som truer dig, med arbejdsgiver og kollega, med naboer, og med dem, der svigter, og dem, du svigter? Du er jo ikke blevet bedre end du var i går. Hvem tør leve? Hvem tør gå på arbejde? Hvem tør blive gammel? Hvem tør risikere nye nederlag i syndens og dødens verden?

Derfor er det godt, at Jesus giver ”dobbelt fred”. Det er fred for i dag, men også fred til i morgen. Han giver dig den i dag, så du kan rejse dig og tage fat og gå i gang. Også igen i aften, når du sætter nøglen i døren og kommer ind i gangen efter endnu en dag med håbløse ting. Han har nøglen til din lejlighed! Og han har nøglen til din kirke. ”FRED være med jer!”

 

3. JESUS SENDER!
Det er det tredje og sidste. At han ville bruge sine apostle til noget, blev tydeligt, da han fortsatte: ”Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg jer!” De blev sendt udenfor den tillukkede dør, derud, hvor de risikerede at dø, risikerede hån og foragt for Jesu skyld og nye nederlag i livet. Husk på dette "ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg jer ..." Hans opgave var at være menneske! Fra fødsel til grav. Og det var han så: et foster, barn, 12 år gammel. Han blev 30 og blev døbt. Og han blev profet og gjorde alle ting vel og blev vor stedfortræder.

Sendt, ligesom han blev sendt. Dvs: Du skal bare være menneske. Det er opgaven for enhver, som er døbt og tror på ham. Være i det kald, som du har fået og lever i netop nu. Være der, hvor vi oplever frygten midt i livet. Og han dæmper din frygt og tager sig af med sit ord og sin Ånd.

Men han gav også apostlene en særlig opgave, som også Ordets tjenere får i den kristne menig­hed: ”At tilgive synd – og at nægte at tilgive synd.” 1) Den, som kender til frygt og skam og siger: Herre, hjælp mig! Det menneske fik tilgivelse af Jesus. Og det samme skulle discip­­lene give mennesker frem over: tilgivelse i Jesu navn. 2) Og de, som mente at klare det hele selv, skulle høre Guds krav på ny, og at de havde brug for tilgivelse. Sådan havde Jesus selv ramt farisæere. Når de afviste de ham og hans frelse, forblev de uden tilgivelse – under Guds vrede. Det er også kirkens opgave i dag. Og de kalder menigheden sine præster til.

Og hvem gik de så hen til? Vi ved om én, de fortalte, at Jesus var kommet tilbage fra døden: Thomas. Og Thomas kom med til gudstjeneste søndagen efter. Ikke fordi han troede. Og da kom Jesus. - Sådan kan vi også indbyde mennesker, som har opgivet at tro. Den stærkeste indbydelse er jo at fortælle, at Jesus kommer. På søndag.

 

AFSLUTNING
Dette er skrevet for at vi skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og have livet i hans navn – ved troen. Det er Guds kraft til frelse for os i den ”lille frygt” og i den ”store frygt”. Derfor kan evangeliet sammenfattes i disse to sætninger, som han giver os her og nu: ”Fred være med jer!” og ”Fred være med jer!” Lad os samles igen på søndag. Og inviter Thomas med! Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 23.04.2017. post@vivit.dk