Tilbage til prædiken-oversigtMens ...
mens vi sidder frygt, kommer Jesus med sit ord og sit legeme

Første søndag e. påske, 12. april 2015. LGJ
Salmer: Han er opstanden. 208. 388. 293. 430. Garnet var ved at briste.

Johannes 20,19-31
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke."
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Indledning

Om aftenen den samme dag, samme dag som Jesus opstod, mens disciplene inde bag lukkede døre af frygt for jøderne. – MENS de havde det ufatteligt svært og sad i frygt, kom Jesus. De så ikke hele virkeligheden.  

Sådan ser vi langt fra altid virkeligheden i det rette lys. Vi ser noget af den, en lille del af den. Og vi forestiller os let, at det, vi ser og erkender, er det hele , og at d er ikke er andet og mere, end det, vi føler. Men der er mere. Meget mere. Men vi ser det ikke og har ufatteligt svært ved at tro det. Derfor anser vi vores virkelighed for at være præcis sådan, som vi føler den, og ikke som den er i virkeligheden. Mens der er håb, lever vi uden håb. Mens der er fremtid, ser vi kun håbløshed. Mens der er tilgivelse, lever vi under skylden.

De 10 disciple troede ikke, at Jesus ville vende tilbage efter sin død. Og senere da de fortalte Thomas, at Jesus var kommet til dem påskeaften, troede heller ikke han på det. Han var fuld af vantro. - Denne forkerte virkelighedsforståelse ville have formet disciplenes fremtid , hvis ikke Jesus var kommet til dem. Da skulle de selv have fundet ud af at leve videre i den verden, hvor man nogle gange må låse sig inde af frygt for dem udenfor. Da havde de levet i en virkelighed uden frelse og uden Gud. Men Jesus kom til dem – og han kommer til os.

I. Mens de sad i frygt, kom Jesus med sit ord og sit legeme

Mens de holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ”Fred være med jer!” Bag lukkede døre. Jesus kom gennem lukkede døre. Han kunne overstige tid og rum med sit opstandelseslegeme. Evangelisterne fortæller, at han mødte sine apostle både dem her og der i 40 dage frem til sin himmel­fart ( ApG 1,3 ) . Det blev en særlig tid for disciplene. Det blev begyndelsen på vores tid, den kristne menigheds tid, hvor Jesus satte sig ved Fade­rens højre hånd og var med disciplene alle dage indtil verdens ende. Det er missionens og menig­hedens tid, de åbne døres og fredens tid, håbets tid, troens og tilgivelsens tid. Det er vores tid!

Det første Jesus gjorde, var at identificere og legiti­mere sig, vise sit pas, sin fingeraftryk, det, som han frem over skulle kendes på: nemlig på hans Ord og hans Legeme. Han sagde: ”Fred være med jer!” Og da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side! Disciplene blev glade, da de så Herren.

Han brugte samme måde, da han kom til jord og blev født. Hyrderne blev grebet af frygt. De følte, at det var ude med dem. Men da sagde englen: ”Frygt ikke!” Og han gav dem et tegn: ”I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe!” Altså et barn i en fattig familie. Et ringe sted. Et ord og et lille menneskebarn. Nogle ville sige, at det jo KUN var et barn. Men sammen med ordet blev det sikkert for dem.

Sådan også da Jesus kom påskedag. Han viste dem sine hænder og sin side. Det var tegnet. Det var hans legitimation. Det er hans særlige kendetegn. Og sammen med tegnet hørte de ham sige: ”Fred være med jer!” Sådan så de frelsens virkelighed og blev glade. Og søndagen efter, da Thomas var sammen med de andre, kom Jesus igen … Og han sagde igen: ”Fred være med jer!” Og han viste Thomas korsfæstelsens og dødens tegn. Og det var lige, hvad de havde brug for. De kæmpede jo med ufred, frygt og skyld. De tænkte, at han var borte for evigt og altid. Men nu var han hos dem og fortalte dem i løbet af 40 dage om Guds rige. Og de blev ved at samles om disse kendetegn efter de 40 dage … i 1 år, 10 år, 110 år og 2000 år. For Jesus gav dem fred og håb. I håbløsheden kom håb, i ufreden kom fred, i skylden kom tilgivelse, i fjendskabet kom venskab, og i adskillelse kom forsoning.

Også i dag er mærkerne fra hans korsfæstelse kristen­dommens og Kristi kendetegn. Det helt særlige og afgørende kende tegnet på at det virkelig er Ham. Paulus siger i 1. Korintherbrev 2: ”Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemme­lighed for jer med fremragende talekunst eller vis­dom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke v ille vide af andet end Jesus Kr istus, og det som korsfæstet.” Det vil også være hans kendetegn, når han kommer 2. gang ved verdens ende: Se, han kommer med skyer­ne, og hvert øje skal se ham, også de, som har gennem­boret ham (Åb 1,7).

II. Mens vi sidder i frygt, kommer Jesus med sit ord og sit legeme

Han kommer, mens vi sidder i frygt og håbløs­hed. Han kommer, når vi har givet op, som Thomas havde givet op. Apostelen Johannes fortæller, hvordan: Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Sådan skriver han umiddelbart efter, at han fortalte, hvad Jesus sagde til Thomas: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Det er hans svar til os, når vi står med problemet: Hvordan kan jeg tro på Jesus, når jeg ikke kan se ham? - Johannes vidste, at alle disciple har brug for hjælp. Men han vidste også, at ordet om Jesus var hjælpen. Det erfarede han ofte de 3 år Jesus var synligt hos dem. Jesu ord gjorde hele forskellen. Evangeliet skabte denne tro. Det fortæller han, for at vi skal vide det.

Når vi bruger evangeliet midt i vores håbløshed , da hører vi et ord med håb og fred, med tilgivelse og forsoning og med venskab og opstandelse. Og da er det vores virkelighed. Når vi føler, at vi er hele alene i verden med skyld og skam og knæler med den følelse ved nadverbordet, mens brød og vin forberedes på alteret, da kommer Jesus med sit legeme til os.

Men måske synes vi, at det virker umuligt? Du orker måske næppe at læse ordet og gå i kirke. Hvordan kan evangeliet da virke i dit liv. Og du ønsker, at Gud sendte én til mig med fred og håb, ligesom Jesus blev sendt til de første apostle! Og det gør han så. Det siger Jesus: Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Mod­tag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." De apostle, som sad i frygt bag lukkede døre, blev sendt med Guds ord. Det lyder mærkeligt. Men sådan sender han også i dag den præst, som menigheden har kaldet og valgt vejledt af Guds ord.

Når håbløsheden sænker sig om os, og vi siger: Kære Herre Gud, jeg er et armt syndigt menneske og har mange gange krænket dig med tanker ord og gerninger. da kommer Jesus til os gennem den tjener, som siger: ”Du er tilgivet.” ”Fred være med dig!” Mens vi er i kirke, og mens brødet og vinen indvies og der takkes, og vi hører Jesu ord, kommer Jesus åndeligt og legemligt til os. Han kommer bag lukkede døre, bag nedrul­lede gar­diner og ind i tillukkede hjerter. Og da sker dette under: Mens vi kun ser håbløsheden, skaber han fremtid . Mens vi lever under skylden, rækker han os tilgi­velsen. Mens vi tænkte, at han aldrig ville komme tilbage, er han hos os. Og vores vir­ke­lig­hed er ny, skabt på ny ved evangeliet. Ham vi tror på, er virkelig. Virkelig død for vore synder. Vir­kelig opstanden. Virkelig hos os under brød og vin. Virkelig hos os i ordet. Den frelsende virke­lig­hed er større end den virkelighed, vi kan føle og se.

Det store ved at være kristen er , at det frygtelige ligger bag os , og nutiden er fyldt med Frelse, selv om vi stadig kender til at frygte og kan være bange og modløse. Og f remtiden er fyldt med håb. Derfor er det godt at være sammen om Ordet og den hellige nadver. For mens vi er sammen på den måde, kommer Jesus til os. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 12.04.2015. post@vivit.dk