1. søndag e. påske (I) i Løsning og Århus. Pastor Leif G. Jensen
Salmer: 388, Sing Halleluja to the Lord! 561, 293, 430, 389
Johannes 20,19-31
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke."
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser!
Frygt
Disciplene havde det ikke godt. Deres liv var blevet usikkert. Der var soldater i gaderne. Der havde været en stikker blandt deres egne, Judas. Og deres tillidsmand og formand, Peter, havde fornægtet Jesus i ypperstepræstens gård. Derfor havde de det ikke godt. De var fredløse, jagede. Som i en krigs-situation. Som under besættelse.
Det er slemt, når der er krig. Men endnu værre er det, hvis man føler, at man ikke kan være sikker på sine egne. Og sådan var det gået disciplene: De vidste ikke mere, om de kunne stole på sig selv. De sidste dage var der sat spørgsmålstegn ved så meget, at livet var ved at høre op. Det var i denne situation, de låste sig inde og holdt sig inde. En lille tillukket og tillåst menighed.
Hvordan oplever du dit liv og din menighed? Som lille og tillukket? Måske som tillåst? Og hvordan opfatter du dig selv i menigheden? Kan du stole på dig selv? Kan du stole på de andre? Og kan de stole på dig?
Er det ikke sådan, en menighed går i opløsning? Når en menighed lever uden Jesus Kristus og kun har sig selv, vil det ikke vare mange dage, før den er færdig med at eksistere. Medlemmerne har ikke mere at sige til verden og til hinanden. Måske kan ét af medlemmerne en kort tid mande sig op og forsøge at gå foran. Men hvad nytter det? Se, hvor længe, at det nyttede, at Peter havde mandet sig op i Getsemane og i ypperstepræstens gård! - Disciplenes liv med hinanden var i dyb krise.
Fjender
Men de var også i krise på grund af deres ydre vilkår. De holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne. Arrestation og anklage - og muligvis henrettelse var, hvad de så som deres umiddelbare fremtid. Og samtidig mærkede de mørkets magt. Mørket havde fanget Judas. Også Peter var blevet bedraget.
Hvilke fjender har du? Hvilke fjender er der i dag? I hverdagen kan vi mange gange gå og tro, at der ikke er nogen fjender. Der er ikke nogen kamp. Alt går jo helt godt. - Men hvis der udbryder en krig, mister ondskaben besindelsen og overblikket. Og da ser man dens sande ansigt. Som i Paradis: Fjenden var der. Men Eva og Adam erkendte det ikke. De lyttede til fristelsen og valgte at nyde det, Gud på forhånd havde sagt, ikke var for dem. Da de siden fandt Abel dræbt, så de fjendens sande ansigt.
Fjenden er Satan, denne verdens fyrste, som er en morder fra begyndelsen af. Hans mål er at lokke eller rive os ud af tillidsforholdet til Gud, for at vi kan blive ødelagt og ødelægge andre. Han arbejder på det i barndommen, i ungdommen, i ens voksen-tilværelse og i alderdommen. Hvem kan sejre over ham? Den, som mander sig op? En menighed, som tager mod til sig og siger: Nu vil vi ikke mere være tillukkede og bange? Nej, for når sandheden går op for os, så må vi erkende, at vi ikke kan rejse os. Skyld tynger os i knæ. Vores eneste udvej er at overgive os til verden, opgive vores kristne tro og opløse menigheden. Sejre over verden, synden, døden og djævelen kan vi ikke i os selv.
Men sådan endte det ikke for disciplene. Sådan ender det ikke for Jesu menighed i dag.
Fred
Jesus svigtede ikke sine disciple. Og han svigter heller ikke sin menighed i dag. Han har ikke glemt dig. Han er opstået! Han har sejret over fjenden. Han er ikke blot din, men verdens frelser. Hør apostelen Johannes' ord i søndagens epistel: For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn? (1 Joh 5,4-5).
Jesus står med ét hos disciplene midt i denne nederlagets menighed. Han er levende til stede "med al sin kærligheds rigdom". Der, hvor disciple gemmer sig, bryder han ind med sin fred. Her begynder tegningen af deres opstandne Herre og mesters fremtidige liv blandt dem: Han er allestedsnærværende, almægtig og alvidende. Han har al magt i himlen og på jorden og vil være med dem alle dage indtil verdens ende. De havde gemt sig for fjenden, troede de. Men nu overraskes de af deres HERRE! Der, hvor de tror, at de har gemt sig, dér finder han dem. Han lytter også med og ved, når du er i sorg og skyld. Han kender dig og ved det.
Jesus siger: "Fred være med jer!" Freden fra Gud er uløseligt forbundet med Guds Søns offer for vore synder: Han er vor fred, siger apostelen i Efeserbrevet. Og han forklarer, at freden er uløseligt forbundet med Guds søns død i vort sted: Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær (Ef 2,13). Jesus viser disciplene mærkerne på sit legeme fra korsfæstelse og død. Det skal giver dem vished for, at han er deres Jesus, som blev korsfæstet og døde for dem. Sådan løftes skylden af deres skuldre. De ser nu deres liv med håb og mod. Her er fred for både i går og i morgen (DDS 107), fred til at leve livet på jorden (Luk.2,14) og fred til at dø og fare hjem til Herren (Luk.2,29). Så lad der blot være krig og kampe i verden og i dit sind. Jesus Kristus har allerede vundet freden til dig. Han er stærkere end alle dine fjender. Han sagde forud til disciplene: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst" (Joh.14,27). Verden dulmer problemerne. Jesus lader disciplene erfare deres egen synd og død, men giver dem sin fred ind midt i nøden (Sl.30,6).
Men hvordan kommer Jesus? Til de 10 apostle kom han synligt påskedags aften. Og otte dage efter kom han igen synligt, da Thomas var sammen med dem. Kan vi vente noget lignende? Nej! Vi skal ikke vente os en oplevelse på linie med Thomas'. Vi kunne måske nok ønske os noget lignende. Men evangelisten Johannes fortæller os, at frelsende tro og liv med Jesus Kristus og salighed også gives, uden at vi ser og mærker hans naglemærker. Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror" (v29).
Evangelisten peger på to midler, Jesus har givet os:
1) BIBEL-ORDET: Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Evangeliebogen, Bibelen, er Guds ord, som er stærkt og overbevisende. Det ord skaber tro og giver liv.
2) SYNDERNES FORLADELSE GENNEM EN DISCIPEL: Jesus sagde: "Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." Jesus løser os fra synd ved sin fred i menigheden. Han har lovet at gøre det gennem disciple, som handler på hans vegne med tilgivelse.
Disse midler er nødvendige, men også fuldt tilstrækkelige til, at der kan skabes og bevares levende tro og fællesskab med Guds Søn. Og hertil kommer Jesu legemlige nærvær hos disciplene. Det gentages, hver gang vi fejrer nadver efter hans indstiftelse.
Begivenheden denne første påskedag giver både gudstjenesten indhold og form: "Fred være med jer!" lød det to gange (v19 og 21). En rig begrundelse for at begynde og slutte gudstjenesten med hilsenen: "Herren være med jer!" og for at bringe apostolsk fredshilsen fra prædikestol og aronitisk fredshilsen fra alteret. Jesus giver sin trængte og anfægtede menighed den fred, som overvinder Guds vrede og verdens fjendskab. Han giver freden dobbelt (v21), så disciplene dengang og vi i dag får fred til at være hans sendebud i en fjendsk verden.
Jesus sender med fred
Sådan bliver evangeliets slutning en ny begyndelse - også for os. Jesus sender med fred: Kirkedøren, som de før frygtede skulle gå op, åbner de nu selv indefra. For Jesus siger: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Nu erkender de, at det ikke er i kirken, situationen er håbløs, men i verden udenfor. Udenfor kirken er livet håbløst og fredløst. Verden har ingen fred. Derude regerer lysten og skylden. Synd og død burde minde alle om, at vi mennesker er fortabte og fordømte i os selv. Men i stedet kender vi til undskyldninger og beskyldninger mod andre.
Verden har brug for Jesus Kristus. Derfor sender Jesus dig og din menighed til verden. Der er brug for, at vi modtager Guds Ånd og Guds fred. For sådan bliver vi uvægerligt sendt til verden.
Herren Jesus åndede på disciplene og gav dem Helligånden, som da Gud Herren skabte Adam og blæste liv i ham. Påsken er en ny skabelse med nyt liv og ny tjeneste. Vi får dobbelt fred trods alle vore synder. Sådan gik det til, at Thomas otte dage efter kom med til gudstjeneste. De andre fik ham med. Missionen begyndte i deres egen midte.
Hvilken lykke, når en kristen broder eller søster igen kommer med i kirke, uanset om det er en ung eller ældre! Så lad os bekende os til ham i hverdagen! Og lad os se på kirkedøren - ikke med frygt, men med tro og håb. Amen.
