Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Jesus beder for at verden må tro 6. søndag e. påske, 12.5.2024, Kbh, Aar. (LGJ) Salmer: 238v1-8; #1 - #2 – 256 // 246, 430, 238v8-10 Evangelium: Johannes 17,20-26 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Jesus Kristus, vor frelser. Amen. I søndags hørte vi første del af bønnen: Jesus bad Jesus for apostlene. Han sagde til sin far, at de var blevet hans disciple, fordi hans Fader havde givet dem til ham. Og da sagde han, jeg beder for dem – ikke for verden, men for dem, du har givet mig. Her, hvor han skulle forlade dem og dø på korset, opstå og vende tilbage til herligheden, behøvede de tryghed, at de ville blive bevaret i troen. Derfor bad han først for dem. Jesus første omsorg var apostlene. Sådan gør han også i dag med sin menighed. Og nu går han videre og beder for dem, som ved apostlenes ord tror – for Verden. I. Jesus beder for dem, Nu går han videre: Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Jesus beder for dem, som ved apostlenes ord kommer til tro på Jesus. Han taler om, hvordan flere bliver kristne: ved apostlenes ord. Ikke ved filosofi, mennesketanker, logik, overbevisende taler. Ikke ved følelsesmæs-sige oplevelser i sig selv. Men ved apostlenes ord, og det, som apostlene har fortalt os om Jesus. Troen kommer af det, som høres, og det, som høres kommer i kraft af Kristi ord. (Rom 10,17). Hvordan får vi troen? Ved apostlenes ord. Ja. Men glem ikke, at det er ved Jesu forbøn og apostlenes ord. Når der prædikes til os, virker Gud troen, når og hvor han vil. Det er ved ordet. Men Guds vilje står bag. Og den kommer til udtryk i at Ham, som gav apostlene ordene, beder for dem, når de prædiker og underviser. Her sidder præsten og kæmper med ordene, som han skal tale. Han henter dem fra Evangeliet. Og alligevel kan han fornemme, at det ikke slår til. Skal jeg så nøjes med at læse op fra Skriften? Ja, måske. Eller skal jeg også prædike omvendelse til syndernes forladelse? Jo, det skal jeg, for det har Jesus befalet. Og så arbejder han videre med at skrive sin prædiken og øve sig i at holde den. Og da går det pludselig op for ham, at Jesus beder. Beder for tilhørerne. Beder for menigheden. Beder for apostlene og for dem, som blev forberedt og kaldt til at prædike og undervise i menigheden: hyrder, lærere, evangelister, præster. Jesus står bag. Han ”beder for dem, som ved deres ord tror på mig.” Så kan præsten frimodigt prædike. Og menigheden kan frimodigt gå i kirke og høre Skriften læst op og høre på udlægningen, formaningen, advarslen, trøsten. For Jesus beder for både apostlenes efterfølgere og for dem, som lytter til ordet. Hvis ikke HERREN står bag prædikenen, kan du lige så godt blive hjemme. Og præsten kan lige så godt blive hjemme. Men nu giver Jesu forbøn os alle frimodighed til at komme i kirke. II. Jesus beder om, at de må være ét at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Hvis Jesus havde ment, at det var noget, disciplene skulle sørge for, havde han holdt pause i bønnen og sagt til dem: Nu skal I være enige. Hold nu op med at strides. Hold nu op med at ville have ret, når I diskuterer. Giv efter for hinanden. Men han overlod det ikke til dem at skabe enhed og enighed. Og når vi lytter til bønnen, kan vi høre, hvordan det går til. Jesus siger jo, at de er kommet til tro på apostlenes ord, som Jesus gav dem. Og Jesus fik dem fra Faderen. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. (v8) … Jeg har givet dem dit ord; (v14) … Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. (v17) Derfor er det helt umuligt at tale om kristen enhed uden apostlenes ord, som de fik fra Jesus, og som han fik fra Faderen. Det ord, som redder os og giver os tillid og tro og bevarer os hos Jesus. Derfor er enighed mellem kristne ikke noget med at klippe en hæl og en tå for at få skoen til at passe. Tre eksempler: * Der er to, som kalder sig kristne. Den ene tror på at Jesus blev født af jomfru Maria, den anden tror, at jomfrufødsel er en myte, men synes ellers godt om Jesus, da ville det blive en trosbekendelse uden ”undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria,” en Jesus, vi selv finder på. * Og den ene tror på at Jesus er Guds lam, som blev ofret for vore synder og bar skylden og sonede Guds vrede. Den anden kalder sig også kristen, men tror ikke, at Gud kunne finde på at dømme sin egen Søn for vore synders skyld. Det virker babarisk og voldeligt. Hvis de skal blive enige, må de nøjes med enighed om, at Gud viser os sin kærlighed på korset, men ikke at Jesus tog straffen på sig, sådan som der jo står i bibelen. * Den ene tror, at han er en fortabt synder og at Jesus er frelseren. Den anden mener, at der er meget godt i mennesket, og at det handler om få den gode side frem i mennesket. Hvordan skal de to blive enige? Og hvis nogen siger, at så kan verden ikke tro, hvis de kristne er uenige, da er vi nødt til at svare: Den tro, Jesus vil give verden gennem sine disciple er ikke den tro, kristne forhandler sig til, men troen på Jesu ord til os. Troens enhed mellem mennesker er Guds gave. Jesus skaber den ved apostlenes ord og sin bøn til Faderen. Det vidunderlige sker, når Guds ord og Jesu forbøn fører os sammen. Da mærker de enheden og enigheden. Jesus siger, at enheden i troen på Apostlenes ord ligner den enhed, som Faderen og Sønnen har indbyrdes: ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os. III. Herligheden Jesus beder igen om det samme med disse ord: Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Her hjælper han os ind til kernen i evangeliet. Kernen er herligheden, den herlighed, Jesus åbenbarede for disciplene – og som de aldrig siden blev færdige med at vidne og fortælle om til verden. Den herlighed bandt dem sammen og gjorde dem til ét i liv og død. Jesus talte sådan om herligheden: «Timen er kommet, da Menneske-sønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. (12,23-25. Se, hvordan herligheden blev åbenbaret for os: Ved hans død og opstandelse. Og se også, hvordan vidnesbyrdet om Jesu herlighed kan betyde, at vi mister livet. Men da bevarer vi det til evigt liv. Og dér bliver enheden fuldkommen – og vil vare evigt. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Det venter vi på – omsluttet og beskyttet af vor korsfæstede og opstandne Herre. Vi bevares, fordi han holder os fast ved det ord, han har givet os. Og da kan vi være trygge i alle forhold. Amen.
|
