Enhed mellem kristne6. søndag e. påske, 24. maj 2020 i Gratiakirken. LGJ Evangelium: Johannes 17,20-26 1. Bøn for dem, som komme til tro Det, Jesus bad sin far om at gøre for sine apostle (sidste søndag Joh 17,1-11), det beder han i dag sin Far om også at gøre for alle dem, som ved deres ord kommer til tro på ham. Han fortsætter jo sin bøn sådan: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig”. Han beder for alle, som har hørt apostlenes ord og ved det ord har fået troen på Jesus. Ingen er undtaget. Det afhænger ikke af, hvor stærk eller svag deres tro er. De behøver heller ikke at vide alt, hvad apostlene har sagt i evangelier og breve, bare de har hørt det det afgørende, at Kristus døde for vore synder og opstod fra de døde på den tredje dag, og at dette ord har givet dem tillid til Gud. Det er det første, som er vigtigt: nemlig at en kristen er kristen pga apostlenes ord. Den kristne tro stammer fra apostlenes ord, som den kristne har hørt og tror på. Den Jesus, vi tror på, er ikke en fantasi-Jesus, vi opfinder selv.
Alle disse udgaver af Jesus har en alvorlig mangel: at du ikke hører om den virkelige Jesus, som er Guds Søn, og som bar vore synder på korset og sejrede over døden. Det er den Jesus, apostlene taler om. Det er alle, som har den tro, Jesus beder for. 2. … at de må være ét Jesus beder for alle dem: ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Nogen mener, at Jesus beder om, at mennesker skal forenes med alle deres private forståelser af kristendom, så flere kan blive kristne. Hvorfor ikke nedlægge alle skillevægge. For var det ikke, hvad Jesus ønskede, da han bad denne bøn før sin død? "at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig, og jeg i dig, at de må være i os." Er det ikke en opfordring til at forene hinduismens Jesus med Islams Jesus og også sørge for, at der er plads til kulturkristendommens og humanismens Jesus-billede? Nej! For Jesus’ bøn om enhed forudsætter gælder jo dem, som er kommet til tro på grund af apostlenes ord, ikke dem, som har forkastet halvdelen eller tre fjerdedele af det kristne budskab. Kristne kan ikke både tro, at Jesus er Guds søn, undfanget af Helligånden og født af en jomfru – og tro, at det er en myte! Kristne kan ikke både tro, at Gud har skabt os, og at mennesket er opstået ved evolution gennem millioner af år. Kristne kan ikke både tro, at det var et syndefald, som var årsag til sygdom og død, og at vi ikke er syndere, og at døden er en naturlig ting. Kristne kan ikke både tro, at Jesus kommer at dømme levende og døde, og at der ikke kommer nogen regnskabsdag med fordømmelse af alle, som forkastede Jesus som Frelser. Jesus beder ikke om enighed i uenigheden, men om enhed mellem sine apostle og mellem dem, som kommer til tro på deres ord. Og han beder om denne enhed, ”for at verden skal tro, at Faderen har udsendt Jesus.” 3. Enhed – ikke ved at se stort på Guds ord, men ved kærlighed, som Ordet skaber i os. Jesus beder os ikke om at opgiver apostlenes ord og forener os med religiøse grupper, som kalder sig kristne, men forkaster Bibelen. Nej, han beder om, at de, som har den fælles tro på apostlenes ord bliver ét. Den enhed, der her tales om, er ikke kun enhed i viden, troslære og erkendelse. Den har de jo allerede, når de sammen siger trosbekendelsens ord: Vi tror på Gud Fader, vor Skaber. Vi tror på Jesus Kristus, vor Herre … Vi tror på Helligånden. Jesus beder, fordi kristne har et andet stort problem, når det er kommet til tro: Nemlig synden, egoismen, selvretfærdigheden, dømmesygen, ligegyldigheden med andre, at være sig selv nok, løgnen, onde ord, begær. Og at det er det, han beder om, forstår vi også, når vi husker på, hvad der skilte disciplene den sidste aften, da Jesus bad denne bøn. Den aften ved påskemåltidet diskuterede de, hvem der var den største! Men Jesus vaskede deres fødder og sagde: ”Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? Når jeg har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder.” Og han sagde: ”Et nyt bud giver jeg jer. Ligesom jeg har elsket jer, skal I elske hinanden! Deraf kan alle vide, at I er mine disciple” (Joh 13,34). Enighed i troslæren er ikke alt. Det er en forudsætning, fordi troen hviler på Bibelens ord, på apostlenes og profeternes ord. Du har fået en enhed med andre og tror på den virkelige Jesus. Det er dig, han beder for. Han beder om, at du og andre, som har denne tro, må leve i indbyrdes kærlighed og tilgive hinanden. 4. To grove misforståelser Det er totalt misforstået, at vi skulle kunne få verden til at tro, hvis vi lader bibelkritik og troskab mod bibelen være ét og det samme, eller hvis vi holder gudstjeneste med trossamfund, som ikke holder sig til frelse ved Nåden alene og Troen alene. Men det er også totalt misforstået, hvis vi slår os til ro med, at alt er som det skal være, bare vi mener det samme om bibelen og om Jesus og kan troslæren forfra og bagfra. For alt er ikke, som det skal være! Det ved Jesus. Han mærkede det hos sine kære disciple den sidste aften. Han mærkede det, da de var mest optaget af sig selv og deres egen ære, mens de spiste påskemåltid. Han mærkede det, da Judas forrådte ham. Og han mærkede det da Peter fornægtede ham. Jesus mærker også alt det hos os, som er af samme kedelige skuffe. Alt dette findes jo også hos os, selv om vi tror på apostlenes ord. Og Jesus beder om, at vi må være ét, ligesom Faderen og Sønnen er ét. Kærlighedens enhed! Derfor vejleder apostlene også i deres breve og opmuntrer os til kærlighed og tjeneste. 5. Guds herlighed føjer de troende sammen Jesus’ bøn hjælper os til at se, hvad der forener os: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” Her fornemmer vi, hvad det er, der kan hjælpe os: Nemlig den herlighed, Gud Fader gav til Jesus. Og det var herligheden på korset. Offer-kærligheden. Tilgivelsen. At han ofrede sig for os. Den herlighed, Faderen gav til Jesus, gav Jesus til sine disciple. De fik dette offer at se. De så ham lide og død for deres synder. Apostlen Johannes sammenfatter i sit første brev og siger: Deri består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og givet sin Søn til soning for vore synder. Når Gud har elsket os sådan, så skylder vi også at elske hinanden. (1 Joh 4). Jesus beder sin Far om at give os og alle andre kristne den enhed, som vokser frem, når vi tror på apostlenes ord: enheden om tilgivelsen og nåden i Kristus. Apostlenes ord er klare og tydelige. Trosbekendelsen er enkelt og ligetil. Et barn på 7 år, som er døbt og hører bibelhistorie hjemme og i kirken, ved, at Gud er Faderen, himlens og jordens skaber. Det ved, at Jesus Kristus er Guds søn, som blev menneske, undfanget af Helligånden, født af jomfru Maria. Dette barn ved, at Jesus ofrede sig for vore synder, og at han opstod fra graven den tredje dag. Barnet ved også, at han sidder ved Faderens højre hånd og er Herre og skal komme at dømme levende og døde. Også at vi kommer i himlen, når vi tror og er døbt. De ved det fra Jesus, som apostlene fortæller os om. Afslutning Apostlene hørte, at Jesus til sidst bad i sin bøn: Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Derfor tror vi på opstandelsen fra de døde og på det evige liv. Det bliver en evighed sammen med Jesus! Jesus, bevar os i den tro ved dine apostles ord. Amen.
|
