Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Er det Helligånden, der taler?
18. maj 2025 i København, LGJ
Salmer: 351, #1, 541, // 246, 430, 46.Prædiketekst: Johannes evangeliet 16,5-15
Nu går jeg hen til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: "Hvor går du hen?" Men fordi jeg har talt dette til jer, har sorgen fyldt jeres hjerte. Dog, jeg siger jer sandheden: det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det.
Er det Helligånden, der taler?
Hvordan kan vi vide, om Helligånden taler? Eller om det er menneskets ånd, tidsånden, vore egne tanker, bare noget, vi siger til os selv.
Hvordan kan vi vide, om prædikenen i kirken er noget, præsten har talt til sig selv eller om det er Gud, der taler, Guds ånd, der taler gennem ham?
Svaret er enkelt. Hvis der tales om Jesus, sådan som Skriften taler, så er det Helligånden, der taler. Jesus siger om Helligånden, at han ikke skal tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det.
Den samtale, som fandt sted mellem Jesus og disciplene før hans lidelse og død, har HELLIGÅNDEN mindet apostlene om, så de skrev den ned, så vi også kan læse den. Derfor hører vi lige nu Helligånden, når vi hører evangeliet. Det er Helligånden, som taler til os.
Han taler trøst
I dag taler han særligt til bekymrede disciple, som ikke ser nogen fremtid og noget håb. Nu går jeg hen til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: "Hvor går du hen?" Men fordi jeg har talt dette til jer, har sorgen fyldt jeres hjerte. Sorgen har fyldt deres hjerte. Der er ikke plads til noget andet. Det er Jesus, som har gjort dem kede af det. Han har fortalt dem, at han selv vil gå bort. Han har også fortalt om at de vil blive forfulgt og få det svært på grund af deres tro. Disciplene blev martyrer.
For dem – og for os - ser situationen umulig ud. Men Jesus arbejder. Jesus ved, hvad der skal ske. Han har planer. Også når du kun oplever sorg som kristen. Og han fortæller om det med enkle ord. Der er meget andet, han kunne fortælle. Men han fortæller kun det, som de kan bære i den situation.
De spørger ikke "Hvorhen?" For de har ikke nogen forventning efter det, de har fået at vide om at han skal dø. Det fylder dem helt med sorg. Sådan kan sorgen også fylde os helt. Der er ikke plads til andet. Det bliver hele vores virkelighed. Vi holder op med at spørge. –
Men midt i sorgen arbejder Jesus. "Jeg går hen til ham, som har sendt mig!" ”Ham, som har sendt mig!” Gud den almægtige – himlens Herre – sendte sin Søn. Jesus går hen til ham, som elskede verden så meget, at han gav, gav sin Søn til os. Gennem døden. Hen i himlen. Hen i evigheden. ”Hen” lyder, som om der ikke er ret langt. Og der er ikke ret langt. Evigheden er nær, fordi Jesus er nær. Det vil han gøre for os. Og derefter vil han søge for, at de kan høre om det. Det vil Guds Ånd, Helligånden, Talsmanden, Trøsteren, Sandhedens Ånd ordne og sørge for. Hør hvordan:
Han overbeviser …
Når jeg går herfra, vil jeg sende Talsmanden til jer . Jesus sender Helligånden! Og han arbejder nu i verden. Særligt i og gennem den kristne menighed. Gennem Guds ord, som vi har fået betroet. Det ord tvinger ingen. Det hjernevasker heller ikke. Nej, det overbeviser. ”Han skal overbevise verden!” siger Jesus. Helligånden skal gøre det. Ikke vi, man han skal gøre arbejdet. Og ikke kun halvdelen, mens vi gør resten. Nej, han skal gøre det hele. Han skal overbevise verden. Og da vi jo også hører med til verden, er det også os, han skal overbevise. Jesus fortsætter og fortæller, hvad han skal overbevise os om: om synd, retfærdighed og dom.
… om synd
Han skal overbevise om synd! Når det handler om ”synd”, tænker de fleste nok i på bestemte ting, som er forkert at gøre. ”Synd”.
Det er en udbredt opfattelse, at synd er det, man har lyst til, men som kristne siger, man ikke må. De er selv i ”kort snor”. De er forpligtet på de 10 bud, som binder dem, hegner af for deres liv. Derfor snakker de så meget om ”synd”. Og det er sandt, at de 10 bud er bindende – for alle mennesker.
Men Jesus viser os en anden vigtig side ved synden: ”synd, at de ikke tror på mig.” ”Synd” er ikke bare overtrædelse af bestemte kristne regler. Det er at bryde en relation, kærligheden, lydigheden, fællesskabet. Synd er at bryde relationen til Gud og mennesker. ”At de ikke tror på mig!” At man ikke tror, at Jesus er kommet for at redde os fra denne ødelæggende måde at leve på.
Faktisk er det også hovedproblemet, når vi synder mod de 10 bud: Problemet at man følger sit eget hoved og sin selviske lyst og bryder forholdet til Gud og til sine medmennesker. Det er det, Jesus peger på: ”Synd – at de ikke tror på mig – dvs. på Jesus!” Og vi er ramt. Overbevist. Jeg er en synder.
… om retfærdighed
Han overbeviser også om retfærdighed: ”… om retfærdighed, at jeg går til Faderen.” Overraskende forklaring. For vi kunne forvente: ”Overbevise om at I skal gøre det bedre, stramme jer an og blive bedre mennesker.” Men retfærdigheden består i, at JESUS går til Faderen. Jesus gik til Faderen via døden på korset. Han havde fortalt disciplene, hvor han gik hen, mens de sørgede. Han gik ind i skammen, skylden og døden for deres skyld og for vores skyld.
Den retfærdighed, vi har brug for, er ikke, at vi bliver lidt bedre, end vi var, men at Gud tilgiver os og er os nådig. Og det er han på grund af Kristus. Det kan vi stole på. For det er sådan, Gud retfærdiggør os.
I Romerbrevet skriver apostlen Paulus: Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus (Rom 3,21-24). Sådan bliver vi reddet, tilgivet, frelst og får evigt liv. Det hører vi kun i kristendommen. Ingen andre steder. Helligånden gør det ved evangeliet.
… om dom
Jesus fortæller for det 3., at Helligånden skal overbevise om dom. Dom. Vi tænker måske på den dom, vi kan føle i samvittigheden. Vi kan føle os dømt. Dømt af andre. Dømt af Gud. Eller vi tænker på dommedag.
Men vi tænker forkert. Jesus forklarer, at dommen er, - at denne verdens fyrste er dømt. Det er dommen over denne verdens fyrste, nemlig Djævelen, ondskabens fyrste, Satan, den Onde.
Helligånden siger det lige nu til os. Den Onde er dømt. Han har ikke noget at skulle have sagt i dit liv. Stor befrielse. Anklageren over alle anklager er selv dømt. Besejret. Besejret af Jesus.
Denne verdens tidsånd trænger sig på. Vil ind i vores tanker og sind. Vil, at vi lever i synd uden tilgivelse. Vil lede os til frafald og vantro og følger vor selviske lyst.
Men han er dømt. Han er afvæbnet. Ved troen på Jesus er vi oprejst fra de døde med Jesus Kristus. Hør Ef 2,1-5: Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. … Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus -- af nåde er I frelst –
Her taler Helligånden! For Jesus bliver herliggjort af Paulus. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det.
Så er Helligånden altså hos os, hver gang vi lytter til evangeliet om Jesus, og når det bliver stort for os, at Jesus virkelig er vores Herre og Frelser. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk