Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Sorgen og Trøsten – begge kommer fra Sandhedens Ånd

4. søndag efter påske, 7. maj 2023 i Martinskirken

 

Prædiketekst: Johannes evangeliet 16,5-15

Nu går jeg hen til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: "Hvor går du hen?" Men fordi jeg har talt dette til jer, har sorgen fyldt jeres hjerte. Dog, jeg siger jer sandheden: det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det.

 

Nåde være med jer og fred fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus! Amen.

Jesus taler til os om sin død og opstandelse. Han gør det ved, at Helligånden nu genfortæller den samtale, som fandt sted mellem Jesus og disciplene. Han vejledte apostlene i hele sandheden. Og nu vejleder han os. Jesus siger: Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, Hellig­ånden taler ikke af sig selv, men det, han hørte Jesus sige til apostlene, vejleder han apostlene til at give videre. Og nu lyder det til os.

1.

Han siger først: Nu går jeg hen til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: "Hvor går du hen?" Men fordi jeg har talt dette til jer, har sorgen fyldt jeres hjerte.

Han taler til bekymrede disciple, som ikke ser nogen fremtid og noget håb. Sorgen har fyldt deres hjerte. Fyldt. Dvs. at der ikke er plads til noget andet. Og sorgen skyldes det, Jesus har sagt til dem forud.

For han har fortalt dem, at han vil forlade dem: dø; sætte sit liv til. 14,1-2: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer; 15,13: Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner. Han har fortalt dem om hvad der venter dem i verden: forfølgelse og lidelse 15,20: Har de for­fulgt mig, vil de også forfølge jer. Han har beskrevet, at de måske bliver dræbt, fordi de er kristne. 16,1-4: Enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.

For apostlene så situationen vanskelig ud, ja, umulig. Og det gør den også for hans kirke i verden. Vi er ikke nogen undtagelse. Vi har det ikke ekstra svært. Vi har det bare som apostlene havde det. Og som kristne andre steder i DK – små menigheder, som er trængte. Og i arabiske lande – og i det øvrige Vesteuropa, hvor kristne mister retten til at sige, hvad Gud siger og må lide for det.

I spørger ikke "Hvorhen?" For I har ikke nogen forventning efter det, I har fået at vide om at jeg skal dø. Vi holder op med at spørge, når det ser håbløst ud. Men midt i sorgen arbejder Jesus. Og det, som lyder tungt og svært, indeholder også hjælp. Håb. Fremtid. Men de så det ikke straks. Jesus siger jo:

"Jeg går hen til ham, som har sendt mig!" Men det tyder på, at de kun hører halvdelen, nemlig At Jesus går. De hører ikke, at han også siger: ”Jeg går hen til ham, som har sendt mig!” For det er jo en stor trøst.

Jesus går hen til Faderen, som har sendt ham. Gennem lidelse og død og begravelse. Og opstandelse. Og derfra hen i himlen, i evigheden, som omspænder vores tid og vores rum og verden, men er meget større. Hvilken trøst!!

Men også de sidste fem ord: ”ham, som har sendt mig!” trøster. Det er jo juleevangeliet. Gud den almægtige, himlens og jordens Skaber og Herre sendte, fordi han elskede verden. Heri Jesus blev sendt til jord - til os - Gud blev selv menneske. Han opsøgte os i vores verden.

2.

Nu er skal det forkyndes for os, som har mistet håbet. Jesus forklarer, hvem der vil tage sig af dette, nemlig Talsmanden: Hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer.

Men han kan kun gøre det, når Jesus har gjort det, han skulle: Guds Søn skulle og måtte blive menneske. Og blev det. Og han skulle og måtte bære verdens synd og overvinde alt ondt og vinde over døden. Jesus slår det fast, når han siger: Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det.

Så ved vi, at Helligåndens tale kendes på, at der tales om Jesus! Om Jul og Påske. Helligånden taler ikke om sig selv, men om Frelseren.

3.

Hvis Jesus uddyber: Han skal overbevise verden om synd - at de ikke tror på mig!

Helligånden skal overbevise verden om, hvad det egentlige problem er: ”synd, at de ikke tror på mig.”

Der er paralleller imellem vort forhold til Gud og til hinanden, når vi skal finde ud af, hvad problemerne stammer fra. Hoved­pro­blemet i mellem mand og kvinde er ikke, at den ene ikke vasker op og gør rent. Heller ikke at han eller hun bruger familiens penge på ligegyldige ting, så der ikke er råd til det nødvendige. Det er alt sammen slemt, men der ligger noget bag, som er hovedproblemet, nemlig at man ikke tror på hinanden, ikke stoler på hinanden, er ligeglad med hinanden og måske også utro. Når troen og tilliden er borte, går alt andet i stykker.

Sådan også mellem Gud og os. Kan jeg stole på Gud? Blev han virkelig menneske og døde for mine synder? Vil han redde mig i døden? Elsker han mig? Vil han mig det godt?

Verden skal vide, at synd ikke er de småting, kristne har fundet på og føjet til Guds bud. Verden og de kristne skal vide, at grund­pro­blemet er, at vi ikke tror på Jesus Kristus.  

4.

Og når jeg så står der og mærker, at der er to som ved om, hvordan jeg har det: Gud og så mig selv, fordi troløsheden har slået så meget i stykker, hvor finder jeg da trøst og håb?

Jesus svarer: den finder du i Helligåndens ord til dig. Han overbeviser dig nu om en ting mere: Om retfærdighed, at jeg (Jesus) går til faderen. Jesus gik jo bort gennem lidelse og død. Til sin fader. Helligåndens ord dig er, at Jesus gik til Faderen via korsdøden. Nu er din synd sonet, og han led din straf. Du er tilgivet. Du stod der med skammen, men nu er den skiftet ud med tilgivelse.

Helligånden gør ikke dig retfærdig ved få dig til at tage dig sammen og begynde forfra, så du kan blive et bedre menneske, og retfærdig.

Den retfærdighed, vi har brug for, er, at Gud tilgiver os og er os nådig. Og det er han på grund af Kristus. Her bliver relationen genoprettet. Du er hans og han er din. Han fylder vore hjerter lige nu, mens vi hører evangeliet. Hans trøst siver ind. Og hvis jeg siger, at det kan jeg ikke tro, fordi jeg er for ringe, da må jeg bare høre det igen. For det er sandt, at Jesus er min retfærdighed. Og han, der fortæller det, er Sandhedens Ånd.

5.

Og Jesus er ikke færdig med at trøste endnu. Han siger en ting mere: At Helligånden vil overbevise om Dom.

Og da tænker vi måske: Åh nej. Så er der en dom alligevel. Men det er ”denne verdens fyrste, der er dømt”. Dømt vil sige, at han er færdig! Han er overvundet! Jesus taler flere gange om ham: Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. 32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.» Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. (Joh 12,31-33).

Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra! (Joh 14,30-31).

Sejren over denne verdens fyrste er vundet af Jesus på korset – i døden – da han tog dine synder, som denne verdens fyrste kan anklage dig med. Jesus har taget dem fra ham. Så har du sejren ved tilgivelsen, som Jesus rækker dig.

Sådan fylder Helligånden os med trøst og håb, ved at gentage Jesu ord for os. Sorgen fordrives. Og han har meget mere at give os. Han siger jo til sidst: Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det.

Derfor har vi al mulig grund til at komme sammen. Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab her i menigheden om Ordet og Sakramenterne er vor trøst.

Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk