Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

17 18 Jeres sorg skal blive til glæde   3. søndag e. påske, 24.4. i København og 25.4.2021 i Aarhus. LGJ. Salmer: Synge om min Jesus. Aldrig er jeg uden våde. Som den gyldne sol frembryder v2-4. Skulle jeg dog være bange v1-3. Johannes 16,16-22 ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig." Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: "Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?" De sagde altså: "Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om." Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: "I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Vi mennesker sørger sammen. Vi hører sammen i liv og i død. Vi glædes sammen, og vi sørger sammen. Vi sørger, når livet går i stykker og dør. Her i verden er rækkefølgen: Glæde og sorg. Det begynder med liv og ender med død. Og der står vi mennesker så sammen og leder efter muligheder og forklaringer. Men hvor er de? Måske er det derfor, at vi også svigter i lidelsen og døden. Vi er magtesløse og vender derfor ryggen til lidelsen. Men det viser, at der er noget grundlæggende galt med os. Vi er overfladiske og mangler medfølelse og alvor. Og det er svært at indse vore store svigt. - Glæde og sorg. Det er rækkefølgen her i verden. Glæde, når livet opstår. Og sorg, når livet går til grunde. Og det gør det. Som kristne er vi underlagt samme vilkår med lidelse, tab og død. Men her er rækkefølgen bare modsat – eller rettere: der kommer glæde efter sorgen. Jesus Kristus har givet os et levende håb. Der er grundlæggende to former for sorg. Når vi kommer til gudstjeneste, beder vi hver gang: ”Herre, jeg er kommet ind i dette hus for at lære at sørge over mine synder!” Det er den ene sorg. Den anden sorg er sorgen over tab, lidelse, smerte, som vi ikke er årsag til, men som alligevel rammer os. Lad os sammen gå ind i denne dobbelte sorg vejledt af Jesus i evangeliet.   1. Sorgen, som er særlig for os kristne Vi kommer til gudstjeneste og vil gerne lære at sørge. Men er der da nogen, som der død? Jo, vi møder ham hver søndag, ham som døde, den korsfæstede. Vi kommer for at lære at sørge over vore synder, over det forkerte, vi har gjort i livet. Det sælger ikke så mange billetter som en fodboldkamp, en ny film eller en festival. … Men hvis der er en, som er død, og det er en af vore nærmeste, går vi ikke bare til fodbold eller festival, men sørger sammen og sørger for hinanden. Det er dog langt vigtigere. Og hans død har noget med os at gøre. Det er tæt på. Han blev vores bror, da han blev menneske (JUL). Og han døde i vort sted (PÅSKE). Vi kommer i kirke for at møde ham. Og vi vil i den forbindelse lære at sørge over årsagen til, at han døde. Nemlig vore synder. For da forstår vi, at det var for os. Og kun sådan får vi troens glæde og den evige saligheds glæde. Når vi lytter til Kristi ord i kirken (og hjemme) og går til alters, sørger vi ikke bare over vore synder og er kede af det, men sørger også for vore synder. Vi søger ind i fællesskabet med Ham, som sørgede for vore synder på korset, og som sørger for, at tilgivelsen rækkes os personligt. Det talte Jesus med sine disciple om den sidste aften før han skulle dø: ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.” At sørge over synden og være ked af det hos Kristus, det er, hvad vi skal gøre. Erkende, bekende, fortælle, lade det komme frem – i skriftemålet, i samtale hos Kristus. Men hvilke synder? Når vi tager et kig ind i selskabet den aften, ser vi de 12 apostle. Og her er to eksempler: 1) Apostlen Peter sagde, at han ville følge Jesus i døden, hvis det blev nødvendigt. Men gjorde han det? Nej. Da Jesus blev fanget og bragt til ypperstepræs­tens gård og Peter fulgte efter og bandede han på, at han ikke kendte Jesus. – Her møder vi den indbildte selvsikkerhed og fejhed. Den må vi lære at kende, så vi kan sørge over den. Selvsikkerheden: at du ikke gik i dig selv og erkendte, men var stolt. Og at du fornægtede du din Herre i praksis, når du holdt dig borte fra hans ord og den hellige nadver i stedet for at følge med, når dine kære sørgede hos Kristus og fik troens glæde. 2) Andet eks.: Samme aften, Jesus fortalte om sin bortgang og begravelse, var de alle optaget af, hvem der var den største, hvem der var den største. Det er os, når vi er optaget af os selv og tænker og taler nedsættende om andre. Igen. Her er noget at være kede af og sørge over. Og det kan vi gøre, når vi er sammen med ham, som døde for vor synd. Herren lover jo: ”Jeres sorg skal blive til glæde.” Jeg skal se jer igen! Det er påskemorgen. Han opstod! Vi bekender vore synder for ham, og han hører os korset, fra himlen, fra alteret og i skriftemålet. Det er min stemme, I hører. Han siger ”Det er mit legeme og blod, I får.” Derfor samles vi til gudstjeneste. Guds Tjeneste for os.   2. Sorgen, som alle mennesker har fælles Den anden sorg er en sorg, som rammer os her i verden: Tabet af vore kære, sygdom, lidelser, dårlig økonomi, problemer med vore forældre eller vore børn. Også krig, pandemi, trusler og ondskab. Du er ikke selv årsagen til alt dette. Det er bare sådan, vores verden er. Når det gælder sorg over lidelse og nød her i verden, har vi også meget at lære. Nemlig at vise omsorg. Det lærte Jesus sine disciple samme aften, som han lærte dem om sorgen og glæden. Fodvaskningen! Han vaskede deres fødder og gøre det, som slaverne ellers skulle. Og han sagde: ”Den største er den, som er de andres tjener!” Og: ”Jeg er hos jer som den, der tjener.” Vi kan ikke fjerne krig og lidelse og sygdom. Men vi kan sørge med den, der er ramt, og vise omsorg, nærhed og fællesskab. Men det ligger i vor natur kun at sørge for os selv og være griske. Derfor må vi bede: ”Herre, lær mig at vise omsorg. Lad også mig i dag være med til at vende andres sorg til glæde.” – Og det er faktisk meget omfattende og gælder hele vort liv. Vi tænker måske, at vi tager en uddannelse og går på arbejde for at tjene penge, vi selv kan nyde. Men Nej! Det er for at kunne sørge for andre, nemlig det lille fællesskab, vi lever i: din familie; og det lidt større: din menighed; og det endnu større: dit land og vort folk. Vi går i skole for at blive dygtige til at hjælpe med det ene eller andet. Og vi gør rent, kører bus, laver mad, trøster, lytter, viser medfølelse, bygger huse, administrerer penge, programmerer for at lindre lidelse og hjælpe! Og pengene vi tjener, har samme formål! Men hvem skal da sørge for os? Det er der tusind mennesker, som gør: Kassedamen i Rema1000, dem, som sørger for benzin på tankstationen, og landmanden, som fodrer sine høns, så vi kan få æg. Og vi giver hinanden løn. Og Gud styrer alt. - Der findes mange gode humanister, som også sørger for andre. Men uden troen på Kristus, ender det med sorg. - Kristus giver håb i lidelsen, døden og smerten. ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig." Han giver os håbet om evig salighed.   1+2. Evangeliet og diakonien Som hjælp i denne dobbelte sorg har Gud givet os evangeliet og diakonien. I evangeliet tilgiver Gud os for alle vore synder og lover os evigt liv med glæde i herlighed. Og i diakonien kaldes vi til at tage os af dem, som har tabt venner, tabt førlighed, tabt helbred, tabt penge og livsgrundlag. Evangeliet holder os sammen og fylder os med glæde. Fordi Gud trøster og hjælper os, hjælper vi andre. Vi Guds hænder. Gud lærer os at sørge over vore synder og at tro på Jesus, og han lærer os omsorg. Gods og gaver, selve livet / er ej mit, Gud har frit / alt til låns mig givet; / når han kræver sit tilbage, / har han ret, mig kun slet / sømmed det at klage. Sorg og glæde mig tilmåler han, som ved god besked / om, hvad bedst jeg tåler; / skyen, her jeg vandrer under, / svinder snart, da står klart / målet, did jeg stunder. Amen Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk