Det, vi genkender fra vores liv, og det, som vi slet ikke kender fra os selv
3. søndag e. påske 2015, 26. april 2015 i Aarhus og Løsning. LGJ
Andre tekster: Esajas 54,7-10 & 1 Petersbrev 2,11-20
Salmer: 510, 489v1-3 og 489v4-6, 625Johannes 16,16-22
En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig." Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: "Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?" De sagde altså: "Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om." Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: "I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.Når vi lytter til Jesus, er der altid noget, som vi genkender fra vores eget liv, og som gør, at vi lytter og tager imod hans hjælp. Det er meget vigtigt for os som, at vi mærker, at det handler om os, om virkeligheden – om vores virkelighed. Men der er også altid noget fra hans eget liv, som hører med, noget, vi ikke genkender i vores liv. Det handler om, at han er vores frelser – vores herre. Og han beskriver situation, som vi måske slet ikke forestillede os, at den var. Og han redder os på en måde, som kommer bag på os. Det er en gave. Det er en åbenbaring. På den måde bliver det tydeligt , at kristen tro ikke er noget, vi selv har fundet på, og at det heller ikke kun er noget åndeligt i følelserne eller i forstanden. Vores frelse omfatter alt. Den gælder både legeme og sjæl, tid og evighed, liv og død og glæde og sorg. Jesus kommer til os midt i livet og midt i døden. Han viser os virkeligheden, så det kan gøre ondt, men også så det gør ufatteligt godt.
1. Det, vi genkender fra vores liv
Vi kan genkende en del fra vores liv i søndagens læsninger. Profeten Esajas og Jesus taler om at føle sig forladt ”en kort tid” og ”et kort øjeblik”. Og selv om det måske kun er et øjeblik, kan øjeblikket opleves som en evighed – som hele virkeligheden. Vi genkender det fra vores liv. Esajas 54,7-8: Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig.
Gud skjuler ansigtet for os. Jo, vi oplever det, som om Gud slet ikke findes. Hvor er du, Gud, i mit liv? Og Gud drager paralleller til Noas situation, hvor der også er meget, vi genkender i vores liv. Esajas 54,9: For mig er dette som Noas dage ... Tænk på Noa. Hvordan mon han havde det, mens han byggede arken, og da vandfloden kom, og han levede spærret inde i et skib måned efter måned. Ville det nogensinde høre op igen? Og da han efter 300 dage kunne træde ud af arken, ville han da turde leve på jorden? Skulle han ikke leve i frygt for en gentagelse? Ville han nogensinde turde bevæge sig væk fra arken og leve et almindeligt liv? - Vi genkender os selv. Usikkerheden. Frygten. Tør jeg leve? Tør jeg begive mig ud i verden? Vil Gud være med mig? Eller vil jeg gå under i mødet med mennesker, der ikke tror på Gud? Kan man overhovedet overleve som kristen?
Vi genkender også os selv i det, apostelen Peter siger i dag: 1 Pet 2,11-12: I kære, jeg formaner jer til som udlændinge og fremmede at holde jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen. Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på deres besøgelsesdag. Er det måske let at være kristen? Er det let at være fremmed og udlænding som kristen i Danmark? Er det let at leve i krig med kødets lyster? Er det let at andre bagtaler os, som om vi var forbrydere? Nej. Det vidste Peter selv af egen erfaring. Han havde selv fornægtet Jesus. Han vidste, at kristne, som levede spredt omkring i Romerriget, havde det svært. Det skrev han om. Og samtidig trøstede han dem og gav dem mod.
Sådan også i evangeliet: Disciplene hørte, hvordan Jesus nu tog afsked. Han skulle dø. Han havde endog sagt, at han skulle korsfæstes. De forstod det ikke: Joh 16,17-18: "Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?" De sagde altså: "Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om." En kort tid. Hvis Jesus skulle forlade dem og dø, da måtte det vel være for altid. Døden kan vel aldrig blive en kort tid? Den er endegyldig. - Her rammer evangeliet noget hos os, som vi kender alt for godt, nemlig vores manglende evne til at fastholde Guds løfter og tro dem, vores tilbøjelighed til at slutte fra hvad vi føler her og nu, hvad der foregår i familien, hvad der er ved at gå galt, så vi tænker, at alt håb er ude. Vi spørger ”Hvad er meningen med det, Gud lader mig komme ud for?” Og vi er på nippet til at give op.
Her bruger Jesus billedet af en kvinde, som skal føde. Joh 16,21: Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet. Hendes situation er vanskelig, men ikke håbløs. Tværtimod. Hun håber som ingen anden! Og hun har grund til at håbe midt i smerten. Sådan også med dig, når smerten rammer dit liv og du mærker dine synder og dine nederlag. Også når du bliver så alvorligt syg, at du skal dø. For din situation er som en fødende kvindes. Om lidt har hun et lille menneskebarn i sine arme. Sådan giver også Gud os håb med løftet om redning og tilgivelse her i livet og opstandelse fra de døde til evigt liv. Og dermed er vi ved det andet, som vi slet ikke kender til fra os selv, men som Gud åbenbarer for os i evangeliet:
2. Det, vi slet ikke kender til, men som Gud åbenbarer for os i evangeliet
Redningen, frelsen, håbet og tilgivelsen kan ingen af os give sig selv. Men Gud åbenbarer det for os i Evangeliet gennem Gamle og Nye Testamente. Han siger: Esajas 54,9-10: For mig er dette som Noas dage: Som jeg dengang svor, at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen, sådan sværger jeg nu, at jeg ikke vil blive vred og true dig. For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed. Gud sværgede overfor Noa på, at han ikke ville blive vred og true igen. Og det, Gud lovede ham, gjaldt ikke kun Noa, men alle, som siden blev taget ind i Guds pagt. Også dig, som er døbt og tilhører Jesus Kristus. Der kan komme jordskæv i Nepal, og der kan opstå situationer i dit liv, som er fuldstændig uoverskuelige. Og det gør der. Men Guds troskab rokkes ikke. Gud viser dig barmhjertighed. Derfor kunne Noa trygt forlade arken og leve på jorden i tillid til Guds løfter. Og derfor kan du også stå op og leve trygt i morgen, når det bliver mandag.
Gud lover at være hos os alle dage. Hans pagt med os i dåben er urokkelig. Midt i din foranderlige om omskiftende hverdag med alle mulige problemer og udfordringer på arbejdet, i skolen, i din familie og i samfundet, ja lige præcis i dette gudløse samfund som vores, der oversvømmes af vantro, amoral og umoral, lige hér kan trygt gå på arbejde, cykle i byen, studere, være pensionist, føde børn og være barn. Selv om du ikke forstår, hvad der sker lige nu, står det helt fast, at Gud er din trofaste Gud, som viser dig barmhjertighed. Apostelen Peter siger det sådan: 1 Peter 2,12: Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på den dag, Gud besøger dem. Der er en mening med, at vi skal leve i verden og møde modstand, nemlig for at mennesker må få syn for, hvor godt det er tilhøre Gud og være Guds barn.
Men hvad så, når vi græder og klager? Jesus ved det. Og han siger det samme til os, som han sagde til sine venner, før han skulle korsfæstes og dø: Joh 16,20--22: Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Jesus forudser, at disciplene dengang og at vi i dag skal græde og klage. Og verden skal glæde sig. Det er i sig selv en trøst. Ham, som elsker os, fortæller os om det, der er svært i vores liv. Men det skal kun vare en kort tid. Når din skyld og dine ensomhed fylder alt i dit liv, da siger Jesus: Jeg ved det. Men sandheden er, at det kun vil vare en kort tid.
Og til disse 11 disciple med stærke næver midt og med baggrund som toldere, fiskere, bønder og håndværkere, siger han: Forestil jer et øjeblik, at I er en fødende kvinde. Er det håbløst at være en fødende kvinde? Nej vel. Det er svært, men ikke håbløst. Når nogen hjælper den fødende med at holde fast ved, at der er et lille menneske på vej, kan hun bære smerten med håb. Det kan I også! Det betyder for dig, at når du mærker, at du er en synder, når du erfarer smerte og modgang som kristen, og når du skal dø, da er Jesus hos dig med sit ord og siger: Jeg ved det. Jeg gik i forvejen for dig som din stedfortræder. Jeg er din frelser. Jeg er din gode hyrde, som følges med dig hele vejen.
Han siger til dig personligt – og til os som menighed: I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Det kan godt gøre lidt meget glad allerede i dag. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 27.04.2015. post@vivit.dk