Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

16

16

Når Talsmanden kommer

6. s e Påske
PRÆDIKEN 16. maj 2021, Gudstjeneste med dåb i Martinskirken. (LGJ)

Johannes 15,26-16,4

Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.

Der er mange forestillinger om Gud. Der findes mange religioner. Og nogle tror ikke på en gud. Hvem kender Gud? Og hvem kender Guds Ånd? De gør alle kristne, fordi de kender Jesus! - Indrømmet! Vi kristne ved ikke mere om Gud end andre mennesker, hvis vi selv skulle tænke os frem til det. Alligevel kender vi Gud. For Gud er blevet menneske. Han har åbenbaret sig for os her i verden. Vi kender JESUS!

1. VI KENDER JESUS – åh, hvor godt!

Vi ved, at hans mor var jomfru Maria. Og at han er Guds Søn. Gud var og er hans far. Josef blev hans stedfar. Vi ved, hvor han blev født, og at Josef og Maria måtte flygte med ham, fordi jødernes kong Herodes ville dræbe ham. Vi ved, at han voksede op i Nazaret, og at hans jordiske far var tømrer. Vi ved, at han hvert år rejste med sine forældre til Jerusalem til påskefesten. JESUS kender vi. Vi ved, at han blev døbt i Jordanfloden af Johannes, da han var ca. 30 år. Vi ved, at han gjorde så uendeligt meget godt. Han udførte mirakler for at hjælpe mennesker. Han havde magt over storm og hav, over onde ånder og sygdom, over menneskers synder, ja, også over døden. Vi kender Jesus som den stærke, som ingen kan vælte om. Han er Guds Søn.

Men vi kender også JESUS fra en anden side: nemlig at han var en baby, lå ved sin mors bryst, voksede op i fattigdom og ringhed. Vi ved, at han led meget ondt, blev hånet, ringeagtet, blev fanget i Getsemane have og blev forhørt af jødernes ledere og beskyldt for en masse, som han ikke havde gjort. Vi ved, at han blev dødsdømt af Pilatus. Og tænk, han forsvarede sig ikke engang. Han blev nærmest slagtet som et offerlam. Alligevel vandt han, selv om han tabte. Han vandt til sidst. For han opstod påskemorgen fra graven. Så er døden besejret. Den onde Djævel er besejret. Og vores skyld har han båret for os.

2. MEN HVORDAN KENDER VI HAM?

Det svarer Jesus på i dag: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen (Joh 15,26-27).

Talsmanden har fortalt os om Jesus! Talsmanden er Helligånden, Guds egen Ånd, som Jesus har sendt os fra Faderen. Han kommer til os fra Faderen. Han udgår fra Faderen. Han er altså selv Gud, nemlig Guds Ånd. Og han vidner om Jesus. Vi er anderledes, vi taler helst om os selv. Men Guds Ånd, Talsmanden, taler om Guds Søn, som blev menneske.

Han inspirerede profeterne, så de kunne skrive Gamle Testamente. Han fyldte Moses og profeterne med viden om skabelsen, Adam og Eva, Noa, Syndfloden, Abraham, Isak og Jakob. De skrev om alt det, Gud havde skabt og gjort. Sådan fik mennesker dengang viden om Gud, og de troede på ham. Og gennem profeterne får vi også viden om Gud. Når vi hører bibelhistorien, lærer vi Gud at kende. Vi får tillid til Gud og beder til ham. Gud er barmhjertig. Gud er nådig. Gud tilgiver. Gud redder fra døden. – Og profeterne fortalte også, at Gud selv en dag ville blive et lille barn og redde alle mennesker. Det fortalte Helligånden til Moses og profeterne og til dem, der skrev bønnerne i Bibelens salmebog. Sådan fik vi Gamle Testamente.

Talsmanden sørgede også for, at Nye Testamente blev skrevet. Her brugte han Jesus’ disciple, som jo var øjenvidner. De havde været med Jesus fra begyndelsen. Derfor kan de fortælle os, hvordan det virkelig er med Jesus. De skrev Nye Testamente. Derfor kender vi Jesus så godt. Fra Nye Testamente. Derfor tror vi på Jesus.

Sådan lærer vi Gud at kende. Derfor tror vi. Og derfor er vi blevet døbt. Derfor er vi kristne! Helligånden virker gennem det, vi hører om Jesus Kristus. Åh, hvor godt at være kristen.

3. VI KENDER JESUS – men, åh, det kan blive svært!

Det fortæller Jesus også i søndagens prædiketekst: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.” (Joh 16,1-4)

Husk lige på, hvad mennesker gjorde ved Jesus? De forkastede ham, selv om han gjorde alle ting vel. Hvorfor da? Fordi han sagde dem sandheden. Han fortalte dem om Guds gode vilje, og på den måde gav han dem dårlig samvittighed. Det ville de ikke finde sig i. De ville have lov at gøre, som de selv syntes. De tænkte mest på sig selv, tog sig ikke af de gamle, af børnene og af enker og fremmede. Jesus sagde: ”Den går ikke. Gud vil dømme jer. Indrøm det dog! Jeg er her for at frelse jer.” Men de ville ikke høre og korsfæstede ham! Men da døde for deres synder. Og han opstod fra de døde. Det er kærlighed stærkere end alt andet i verden.

Jesus forudsagde, at det også ville blive svært for disciplene og for alle, som senere fik troen på ham og blev døbt. De ville blive udelukket af synagogerne. Det svarer til, at du bliver udelukket af skolen, af fællesskabet, ikke får lov at handle i butikkerne, og at man kaster sten efter dig. Og de, der gør det, mener, at de gør noget godt, når de dræber de kristne. Sådan gik det Jesus disciple. Men de lod sig ikke true væk fra troen på Faderen, Sønnen og Talsmanden. For Jesus havde sagt det til dem forud. Derfor vidste de, at han ikke havde forladt dem, når det gik dem skidt, og det blev svært. De vidste, at Jesus var hos dem.

Sådan også for kristne i dag overalt på jorden. Når vi holder fast ved de ti bud og ved nåden i Jesus, da det kan føre til, at andre foragter os. Ja, Jesus siger, at det kan føre til forfølgelse og mishandling og død. Det er ikke bare teori, men virkelighed fx i muslimske lande, hvor man kan blive fængslet og straffet, hvis man vender sig fra statens religion og tror og bliver døbt. Men da kan vi være sikre på én ting: Jesus er hos disse kristne, ligesom han er hos os. Det skal vi huske på, når hån og forfølgelse også rammer os.

Det er en stor hjælp at huske på, at vi jo blev tegnet med korset for vor pande og vort bryst i dåben. Vi tilhører ham, som blev korsfæstet. Vi tilhører Jesus. Der langt bedre at være hos Jesus, som elsker os og har al magt, end være alene og bare elske sig selv. Det er der ingen fremtid i, hverken for os selv eller for dem, vi er sammen med. Men der er fremtid i at kende Jesus Kristus.

Derfor døbte vi i dag vor kære søster i troen, NN. Ved troen og dåben har du fremtid og evighed med Jesus Kristus og med alle, som tror og er døbt og tilhører ham. Vi hører sammen. Vi har fællesskab med Gud. Vi kender Gud, fordi vi kender Jesus Kristus.

Åh, hvor godt at kende Gud, at tro på ham og at være døbt. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk