Forside www.vivit.dk

 

Påske i to rum

Prædiken på Skærtorsdag 9.4.2020. LGJ
Salmer: 152, 177, 417, 416, 431, 168v4-6.

Evangelium: Johannes 13,1-15
(Evangeliet læses i løbet af prædikenen)

Evangeliet tager os med ind i to rum. Det ene er en lille sal ovenpå i Jerusalem, som svarer til det rum, vi er i sammen, når vi holder påske. Her var dækket op og forberedt til 13 mænd i alderen 25-35 år, som havde fulgtes ad i henved tre år. Det skulle blive deres sidste måltid sam­men. Alt var klar med brød og vin til måltidet og med vand og vaskefad til fodvaskningen. - Vi har også rum med vægge, en dør og et bord. Vi dækker op, forbereder og kommer sammen. Kirken er sådan et rum. Fællesskabs-rum er nødvendige, for at kærligheden kan trives og vi han have det godt.

Det andet rum er et indre rum, hjerterummet, hvor vi mærker hinandens kærlighed og nærvær. Det rum bliver til, når vi fortæller og lytter i det ydre rum. Det er også troens rum. Det åbner jo vore hjerter, så vi tager det til os, som Gud lover os, og hvor vi begynder at fortælle hinanden om vor sorg og glæde i bøn og sang. - Når vi lytter til Jesus i evangeliet, åbner der sig sådan en virkelighed for os, der skabes et rum i hjertet, hvor vi er sammen med Gud, og han kommer og bor hos os ved troen.

Det ydre og indre rum hører sammen ligesom legeme og sjæl. Det ydre rum er nødvendigt, så vi kan mødes. Og det indre rum bliver til, når vi taler sammen og hører Evangeliet sammen.

1.

Det indre rum i Jesu hjerte og i vore hjerter - og Ordet

Evangelisten tager os med ind i dette indre rum, troens rum, når han fortæller: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Det kan evangelisten fortælle, fordi Jesus havde åbnet sit hjerte for ham og de andre disciple. Han havde afsløret dem og tilgivet dem gennem tre år. Han havde bespist 5000 mennesker med fem brød og to fisk, og havde åbnet sit hjerte for dem og sagt: ”Jeg er livets brød!” (Joh 6). Han havde opvakt Lazarus fra graven og sagt: ”Jeg er opstandelsen og livet, den som tror mig skal leve, selv om han dør.” (Joh 11). Jo, han havde elsket sine egne, som var i verden! Det havde åbnet deres hjerter for ham. Men det åbnede også op for en masse spørgsmål, nu da han fortalte dem, at han skulle forlade dem og dø. Hvordan kunne han hjælpe dem, hvis han døde bort fra dem?

Vi oplever måske samme meningsløshed, når vi hører Jesu lidelseshistorie. Hvem forstår den form for kærlighed? Og når lidelse og skyld rammer os personligt, lukker troens rum sig måske til, fordi vi ikke synes, at vi kan tro på Gud, hvis det skal gå sådan til. Og vi fristes måske til at opsøge en anden religion og forkaste det kristne evangelium?

Evangelisten antyder, at det var gået sådan for en af de tolv, nemlig Judas. Han fortæller: Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham. - Judas havde fået nok af Jesus. Han var rede til at sælge ham for 30 sølvpenge. Jesus talte direkte til Judas den aften, så Judas ikke var i tvivl om, at Jesus vidste, hvad Judas var i gang med. Men han lyttede ikke. Han havde lukket sig ude af det rum, hvor Jesus talte, og var kun fysisk til stede – og forlod dem, før måltidet var slut.

Kunne det ske for os? Ikke hvis vi ved, hvad Jesus ved. Ikke hvis hans ord holder os fast. Derfor er det nødvendigt at vide, hvad Jesus fortalte disciplene. Det det fortæller evangelisten os: Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Jesus vidste, at ”alt var lagt i hans hænder.” Derfor måtte han ikke svigte. Og var planen, at Jesus skulle gå bort til Faderen gennem døden. Det skulle han, fordi han skulle være det offerlam, som Gud havde lovet sit folk, påskelammet, som skulle bære folkets synder ind i døden. Han skulle frelse sit folk ved at dø for dem. Den viden havde Jesus, fordi han var udgået fra Gud. Men det gjorde ikke disciplene glade. De blev derimod bedrøvede, som vi hører senere på aftenen (Joh 14-16).

På samme måde kan det også være svært og næsten umulig for os at acceptere lidelse og død i vores personlige verden. Men det gælder for alle mennesker: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive.” Både krist­ne og ikke kristne. Ingen går fri. Og dog: Vi går fri, når vi ved dåb og tro er forenet med Jesus Kristus. Han er vores stedfortræder. Det er en stor trøst og hjælp at få det at vide her. Derfor siger vi ved enhver begravelse: ”Men af jord skal du igen opstå!”

2.

Det ydre rum - salen ovenpå - kirkerummet - og Sakramenterne

Alt dette lever og foregår i det indre rum inde i Jesus. Og når han fortæller det til disciplene, opstår troen også i deres hjerter. Men Jesus fortæller ikke kun med ord, men også med tegn og handling i det ydre rum i salen, hvor de er samlet. Det gør han, fordi han ved, at troen har brug for både ord og ydre tegn, På samme måde med os i den kristne menighed: Gud taler til os i Bibelen og gør samtidig noget med os i sakramenterne i det ydre rum - med vand i dåben og med brød og vin i nad­ve­ren - for at vi kan blive renset og få troen i hjertet.

Evangelisten skriver: – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. De var ikke begyndt at spise endnu. En enkelt ting manglede, nemlig at Mesteren udpegede den ringeste, ham med lavest status. Han skulle vaske de andres fødder før måltidet kunne begynde. Og Jesus udpeger sig selv.

Hvad der nu fortælles, sker i det ydre rum. Evangelisten fortæller det, så det næsten opleves i slowmotion: Jesus rejser sig … lægger sin kjortel … tager et klæde … binder det om sig … hælder vand op i et fad … giver sig til at vaske disciplenes fødder … tørre dem med klædet. Vi ser alle bevægelserne. Det er pinligt, at det er Mesteren der gør det. Og da Jesus kommer til Peter kommer der lyd på stumfilmen:

Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: "Herre, vasker du mine fødder?" Peter forstår ikke, hvad Jesus gør. Han forstår ikke, at han har brug for en tjener. Jesus svarede ham: "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det." Peter sagde: "Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder." ”Ikke tale om!” - Senere samme aften påstod Peter, at han var rede til at gå i døden med Jesus. Men da det kom til stykket, bandede han på, at han ikke kendte Jesus. Peter fattede ikke sin urenhed, og at han kunne falde så dybt.

Det samme gælder nok også os. Hvem fatter, at Guds søn må dø for vore synder, for at vi kan blive reddet fra syndens straf? Så uren er jeg! Så skyldig er jeg! Selv om vi nogle gange er meget flinke og rare og kan gøre meget godt for andre, bærer vi døden med os. Vi har evnen til at skade hinanden, når vi kommer under pres. Ondskab har sin rod i vore hjerter. Og vi kan også den grimme kunst: være sammen fysisk uden at være nærværende. Vi kan lyve og snyde og bedrage. Og vi skal alle dø.

Jesus siger det samme til os, som til Peter: ”Du forstår det ikke nu, men du skal forstå det senere.” Jeg tror, at Jesus tænker på, at Peter ville opleve, at han var svagere og mere skyldig, end han kunne forstille, da senere ud på natten benægtede, at han kendte Jesus. Da fik Peter brug for, at Jesus havde vasket hans fødder og renset ham. Sådan er der også tider i vores liv, hvor det går op for os: Hvor jeg dog behøver Jesus! Og da kan det blive en stor trøst for os, at han i dåben rensede os for alle vore synder.

Det fik Peter også fat i. For nu sagde han: ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” Jesus sagde til ham: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Dåben renser os ikke på grund af mængden af vand. Der skal vand til sammen med dåbens ord: ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Sådan renser Gud os. Vi er i samme situation som Peter. Renset i dåben. Det kan bære dig, når du rammes af tvivl og føler dig uren og fortabt. Nej, du er ikke fortabt. Du er Guds kære barn. For du er døbt. Det er din trøst.

Men hvad så, hvis man bliver vasket med dåben, men i hjertet afviser Jesus Kristus, ja har besluttet sig for at få ham ud af sit liv. Det svarer Jesus på, når han sagde: ”Og I er rene; dog ikke alle." Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

------

Og hvad så nu? Kan vi gå igang med at spise nu? Jo, men kun hvis I husker på, at fodvaskningen også er et forbillede, Jesus har givet os. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.

Hvordan skal vi så vaske hinandens fødder? Hvordan kan vi tjene hinanden? Ja, det må vi finde ud af og blive ved med – og så gøre det. Det hører med til at have Jesus som vores Herre og Mester. Vask hinandens fødder i påsken! Amen

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. www.vivit.dk. post@vivit.dk