|
|
Prædiken 21. januar 2024 i Kbh og Aar (LGJ)
Salmer 125, Davids Salme 8 (tillæg nr. 2), 177 // 165, 189. Udgangsvers 113v6.
Evangelium: Johannes 12,23-33
Men Jesus svarede dem: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!" Da lød der en røst fra himlen: "Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det." Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: "En engel talte til ham." Jesus sagde til dem: "Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig." Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
1. Meningen med hvedekornet
”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn.” Det ved vi godt. Sådan er det med hvedekorn. Hvis de kommer på museum, bliver præsenteret i en udstilling og bliver beundret, bliver de ikke til brød for mennesker og bliver heller ikke til liv til andre hvedekorn. Der bliver kun det ene korn. Meningen med hvedekornet forsvinder. Dets eksistens bliver meningsløs. Bliver måske beundret af tilskuere, men en ligegyldig beundring. En ligegyldig eksistens.
Jesus forklarer: ”Den, der elsker sit liv, mister det.” Det er sandt om den kvinde, der kun vil udstille sig selv og sine egen skønhed. Det er sandt om mand, der kun vil tjene sig selv og sin karriere. De mister begge meningen med livet. Kærligheden bliver tomhed i deres hjerter, kærlighed bliver en selvtilfredsstillelse og selvbeundring. Og de, som er tilskuere en kort tid, lader sig måske bedrage deraf og vælger samme vej. Men de mister livet. Der bliver kun det ene korn.
”Men hvis det dør, bærer det mange fold.” Det ved vi også godt fra naturen. Det er meningen med hvedekornet, at det dør, at det bliver lagt ned i jorden og går til grunde. Og da vokser noget nyt frem. En plante med mange korn. Det nøjes ikke med at eksistere, men gennem døden når det fuldendelsen, meningen, formålet, herligheden. Det giver liv til mange.
Jesus forklarer, at det også gælder for menneskelivet: ”Og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” En vanskelig sandhed for os, som hellere vil på udstilling og have ære end lægges i jorden og dø. Hvor findes det menneske, som giver sit liv hen for at andre kan leve?
Hvis vi følger med disciplene de næste dage, ender det jo med, at en forråder ham, en anden fornægter ham, og alle flygter de, da han bliver fanget i Getsemane. Så var der kun én tilbage til at være hvedekornet. Kun én. Nemlig Jesus. Menneskesønnen.
2. Menneskesønnen
Jesus indleder med at sige: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.” Han havde ventet på denne time i 3 år. Han vidste, den skulle komme. Det var hans mål: at blive herliggjort som hvedekornet. Ikke komme på udstilling og blive set og æret, men at blive lagt i jorden og dø og derved give sit liv til løsesum for mange. Det er ”timen”, det afgørende øjeblik. Selv om der var så meget andet stort i Jesus’ liv, var det dog intet, hvis ikke denne time kom, og hvis ikke han blev lagt i jorden og døde.
Evangelisten Johannes forklarer flere gange fra kapitel 2 til 11, at timen endnu ikke var kommet. Jesus åbenbarede sin herlighed. Han forvandlede vand til vin, han helbredte en fars dødssyge søn, han gav førlighed til en mand, der havde været lam i 37 år. Han gav med 5 brød og 2 fisk mad til fem tusinde i ødemarken. Og da jøderne ville gøre ham til konge på baggrund af den herlighed, de havde set i tegnene, trak han sig tilbage. For han havde en anden og større herlighed til dem. Hans time var endnu ikke kommet.
Senere viste han igen glimt af sin herlighed, da han kom gående på bølgerne til sine bange disciple. Han frelste dem på den dybe og store hav. Han helbredte en mand, der var født blind. Og han kaldte sin ven tilbage fra graven, selv om han havde ligget i graven i 3 døgn. Det var gode timer for disse mennesker. Men Jesus’ egen time var stadig ikke kommet. Den kom nu. Og hvordan blev den time så?
3. Jesus og hvedekornet
Jesus sagde: ”Nu er min sjæl i oprør.” Nu var hans egen sjæl som et oprørt hav. Hvorfor oprørt? Fordi han nu var ved at blive pålagt noget forfærdeligt. Han skulle nu lægges i jorden, og mørket ville omgive ham på alle sider. Det ville trænge ind i ham og skille hans knogler ad, det skabte oprør i hans sjæl. Det forklares i Johannesevangeliet 1,29: Guds lam bærer verdens synd. Synden trænger sig ind i ham udefra. Fra dig. Fra mig. Fra alle mennesker. Fra hele verden.
Og hvad skulle han sige til det? ”Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time.” Synden og skylden i verden lægges på ham. Og han tager villigt imod som et offerlam. Det vil vi synge om i næste salme (165). Han siger: Her er jeg villig til at lide. Han led straffen for apostlen Peter, som ønskede at komme på udstilling i stedet for at følge sin Mester og Herre i døden. Sådan bar han også mine synder og dine synder. Ja, verdens synd bar han ned i mørket og gravens kulde.
Tænk på de grimme ting i dit liv. Først ringe tillid til din Skaber og Frelser og afguderne i dit liv. Og din manglende bøn og lovsang, at du ikke kaldte på Gud i din nød, men i stedet var tavs og vred. Og din ligegyldighed med hans hellige ord, som ikke betød noget for dig. Jesus siger: “Min sjæl er i oprør.” For al min synd og al din synd er ved at blive overført til hans sjæl.
Og det bliver værre endnu. Også at du vanærede dine forældre, dræbte med tungen, bedrev hor med øjne og i tanken, undlod at hjælpe en fattig tigger, talte dårligt om andre kristne i menigheden. Men også dit selviske begær og din misundelse. Jesus siger: “Min sjæl er i oprør.” For nu er timen kommet, hvor også alle disse svigt og overtrædelse bliver ført over til hans sjæl og krop. Skal han da sige: ”Frels mig Fader. Det er ikke mit. Det er deres.”? Nej, han tager imod det. Og han bliver lagt i jorden og dør for vore synder. Der er derfor han er kommet til denne time. Det var formålet med hans liv.
4. Troens liv hos Jesus
Og hvad sker der så med Peter, som hellere ville på udstilling end leve for sin herre og dø med ham? Og hvad med os, som har svigtet vor næste, vor familie, vor menighed og vor trofaste Herre?
Først finder Jesus alle apostlene forsamlet bag lukkede døre. Han viser dem sine hænder og sin side og siger: ”Fred være med jer!” Og han gentager det og giver dem magten til at forlade mennesker deres synder. Det er en gave, de kan give videre, fordi Menneskesønnen har båret synden. Så kan de sige det til andre med henvisning til, at Jesus har fuldbragt frelsen. - Sådan kommer han også til os i gudstjenesten og taler til os og omfavner os med dåben og nadveren.
Og da sker det, som Jesus også nævner sammen med de frelsende ord om hvedekornet: ”Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.” Jesus kom til apostlen Peter efter sin opstandelse og tilgav ham. Og han kaldte ham tilbage i tjenesten. Han sagde til ham: ”Vogt mine lam!” ”Vær hyrde for mine får!” ”Vogt mine får!” Med tilgivelsen og med gentagelsen af kaldet, blev Peter en frimodig tjener.
Da Jesus sagde: ”Følg mig!”, bar troen ham i Jesu fodspor. Og hvor fører de hen? Hvor fører det hen, når Gud har givet os troen og kaldt på os. Fodsporet fører i Jesu tjeneste. Og det ´kan være en tjeneste, hvor vi mister livet, mister al ære og mister os selv. Men det gør jo ikke spor. Det er meningen med livet. Det, der siges om hvedekornet, gælder også os. Det bliver til evigt liv. Og vi skal være hos HERREN alle dage, i evighed. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk