Forside www.vivit.dk
Oversigt

Søgemaskine

Offeret i Betania

Prædiken på palmesøndag i Martinskirken, 25. marts 2018. LGJ
Salmer: 71, 178, Tillæg 3, 150 // 151, 430, 382, 33v5

Johannes 12,1-8

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: "Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?" Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: "Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid."

Giver det mening at ofre sig eller ofre noget for nogen?  Vi spørger umiddelbart, hvad vi selv får ud af det. Og om vi har råd til det. Og er det rimeligt at spørge. For det kommer bestemt an på til hvem, og hvor meget. - Men hvis vi nøjes med de svar, vi selv kan give, blive der nok aldrig tale om at vi ofrer noget til nogen - eller til Gud. - Der er hjælp til os på i dag i de ord, vi har hørt fra Gamle Testamente og Nye Testamente.

Her handler evangeliet om  , at  Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vel­lugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: "Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?" Fra de andre evangelier ved vi, at de andre disciple var med på den. De overfusede hende. - Sådan kan et menneske nogle gange blive isoleret og stå ensom i en tjeneste. Og de andre, som ikke deltager, har gode argumenter for ikke at deltage. Men det er jo ikke sikkert, at vi har ret, selv om vi har gode argumenter, sådan som disciplene og Judas havde.

Sådan er det med livet.  Det følger ikke altid logikken og de gode argumenter. Hvorfor er det, at man ærer en fransk politimand, som ofrede sit liv i denne uge? Er det ikke fordi offeret er værd at bringe, selv om man måske dør af det? Det er ikke altid så let at gøre regnestykket op. Og vi skal især være påpasselige med at gøre det op på andres vegne, sådan som disciplene gjorde det. Der var da ellers gode argumenter: Tænk, hvor mange fattige, der kunne have fået gavn af disse penge. 300 denarer – næsten et års indtægt. Giver det mening at ofre et år på Jesus Kristus? Har han brug for det? Er det ikke tåbeligt?

Hvad var meningen med nardus-olien?  Hvad brugte Maria den til? Hun gjorde Jesus til ”den salvede”, Messias! Hun salvede ham til præst, til konge og til profet. Hun gjorde det ære for ham, som havde stået ved Lazarus’ grav nogle dage forinden og sagt til Martha og Maria: ”Jeg er opstandelsen og livet, den tror på mig skal leve, selv om han dør. Og den som lever og tror på mig, skal aldrig dø!” Salvningen sagde – uden ord: ”Du er KRISTUS, den salvede, Guds Søn!” Hun vidste nok ikke helt, hvad det indebar. Men evangelierne antyder, at hun var en af de få, som havde fattet, at han ville bringe et offer – et stort, stort offer. Et offer, større end et års løn.

Filipperbrevet fortæller os, hvad Jesus ofrede:  Han ofrede sit liv ind i døden. Det var jo også, hvad Guds folk gjorde med deres kostbare offerdyr i den gamle pagt. De havde lært, at der skulle ofres. Liv skulle gives for liv. Og nu var så opfyldelsen kommet, selve sagen, Guds egen Søn. Han var nu kommet og skulle gå frem og tage gidslernes plads, forbryderens plads, den skyldiges plads. Han skulle rammes for sit folks overtrædelse. Og ikke kun for det jødiske folk, men for alle folkeslag. En er død i alles sted. Altså er alle døde. Og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem (2 Kor 5). Maria forkyndte og bekendte: "Jesus, du er den salvede! Du er Messias! " Og resten gemte hun til hans begravelse langfredag.

Her åbner Jesus for betydningen af at ofre , så mennesker kan vide, at han er Messias, verdens frelser. Det har han ikke noget imod. Men han tvinger os heller ikke til det. Det kommer fra troen. Og det kan modsiges med mange rationelle argumenter. Men det står fast, at han har reddet os fra døden ved at dø i vort sted. Han bar vore synder. Det skal forkyndes. Og kristne må godt bringe ofre (af tid, penge og kræfter) i menigheden, så der kan holdes gudstjeneste, prædikes og missioneres. Det er vigtigt. Og det begyndte i Betania ved en middag, hvor også Lazarus var med til bords. Var han ikke det gode argument, som ikke kunne modsiges? Hvorfor modsagde de det da?

Og lige her sker det så, at vi kommer op at diskutere , og hvor ”rimeligheden” nogle gange bliver det sidste argument. Man spørger: ”Har hun da råd til det?” ”Var det ikke langt bedre at give det til de fattige?” Evangelisten giver os en noget ubehagelig oplysning, som ingen af disciplene havde på det tidspunkt, undtagen han, som Maria ofrede nardusolien til: Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for penge­kassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. – Den oplysning er ubehagelig for os, når vi argumenterer med, hvad der er rimeligt. Vi har jo ret. Det er indlysende, at vi har ret. Og alligevel har vi ikke ret. Offeret vil altid virke urimeligt for de fleste.

Men der ville ikke være liv i verden, hvis der ikke også var offer. Moderen og barnet. Manden og kvinden.  Der er stærke eksempler i Skriften på, at der er brug for offer i disse kald – kærlighedens offer. Manden skal give sig hen for kvinden, som Kristus gav sit liv for menigheden! Og når en kvinde føder, er det som hendes sidste time er kommet.

Hvis vi selv har et kald til at sørge for børn og familie  – altså sikre skole, mad, tøj … så skal vi ofre der. Og gør det. Men hvis det handler om at få til luksus og overforbrug af den ene eller anden slags, og man derfor udtaler sig om andres offer i et selvforsvar for at forsvare, at vi beriger os selv, da ligner vi måske Judas alt for meget.

Jesus udelukker ikke, at de fattige skal hjælpes!  Tværtimod. Han siger, at dem kan I hjælpe hele tiden. Der er nok af ensomme, syge, fattige, forkuede, anfægtede, tvivlende og lidende mennesker. Hjælp dem. Tag jer af hinanden. Gør det.

Men spar også gerne et års indtægt sammen til at bevidne, at Jesus er Kristus,  som oprejste Lazarus fra de døde – og at han vil opvække dig fra de døde i sin nåde. Ingen havde lidt nød, på grund af Marias sparsommelighed. Se, om der ikke er brug for en stor gave, så der er prædikanter, som forkynder om synden og nåden, om Guds lov og evangelium – og gør det så det står klart, at Jesus frelser. Jesus alene! Og at Bibelen er vores skatkammer, hvorfra troen vokser, når vi hører Bibelordet i sin fylde og herlighed.

Sådan viser Jesus Kristus os, at forkyndelse og diakoni følges ad.  De kan ikke adskilles. Og det var heller ikke Marias hensigt. Og det ønsker vi heller ikke. Derfor samler vi også ind til YM påskedag. Og ligesom vi forbereder gaver til fødselsdage – går og tænker over, hvad vi nu kan give, og hvad vedkommende har brug for – sådan også med gaven påskedag: Forbered den. Der er jo kun en uge til. Forbered den og tag den med på selve påskedagen.

Maria var en glad giver den dag i Betania.  Nogle forsøgte at tage modet fra hende. Men Jesus greb ind. Sådan vil han også gøre os til glade givere påskedag – og i tiden, der kommer. Han hjælper os til at finde den rette balance mellem det, vi bør og skal. Og må han også give os glæden til at tjene. Tjene af nåde alene. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 25.03.2018. post@vivit.dk