Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Offeret i Betania Palmesøndag, 24.3.2024 i Aarh. og Kbh. (LGJ) Salmenumre: 71, 178, 150 // 151, 432, 179 Evangelium: Johannes 12,1-16 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: "Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?" Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: "Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid." Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge! Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl. Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Det var seks dage før påske Evangelisten Johannes, som var øjenvidne fortæller en af de mange begivenheder, som skaber og former vores tro og liv som kristne. Det er sket for os, for at vi må være med seks dage før påske, da vor Herre forberedte sig og sine disciple til sit offer, og i selve påskedagene, da han døde på korset for vores griskhed. Vi kalder denne historie for ”frelseshistorie”. Troen i dit og mit hjerte bliver til og lever, når vi hører den. Hører vi den ikke, får vi aldrig troen. Og holder vi op med at høre den, forsvinder troen. I dag og de næste dage kommer vi helt tæt på hjertet i vores tro: at Guds Søn, Jesus Kristus, vor Herre, blev pint under Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og blev begravet, nedfor til helvedet, men opstod den tredje dag. Ordet giver os tro. Og i sakramenterne rykker historien ind i vores liv. Det sker med os. I dåben begraves vi med Kristus og opstår med ham. I nadveren giver han os sit legeme og blod, som blev ofret for os på Golgata. Han er her! Et festmåltid. Martha, Maria og Lazarus holdt festmåltid for Jesus. De havde tidligere lært ham at kende som deres trofaste ven. Vi hører første gang om dem, da Jesus tog ind hos dem, dengang Martha vartede op, og Maria sad ved Jesu fødder og lyttede (Luk 10,38). Matthæus, en anden af øjenvidnerne, fortæller, at når Jesus var i Jerusalem, gik han om aftenen ud til dem i Betania og overnattede (Matt 21,17). Kort før denne påskefest havde Jesus kaldt vennen Lazarus tilbage fra de døde. Og Jesus lærte Martha og Maria, hvordan vi frelses: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.” (Joh 11,25). Ved troen på ham. Martha, Maria og Lazarus har på en måde overhalet alle de øvrige disciple indenom. Disciplene havde ikke fattet meget af, hvad der skulle ske denne påske. Men Maria. Martha og Lazarus vidste det. De bekendte sig til Jesus. Ved festmåltidet i deres hjem sad Lazarus som et levende vidnesbyrd om Jesu opstandelses­kraft. Martha tjente med den gode mad og opvartning. Maria salvede Jesus med kostbar nardus-olie og gemte resten til hans begravelse. Hun vidnede på den måde om, at Jesus var den salvede Kristus eller Messias, som skulle dø, begraves og opstå fra de døde. Frelser fra Død og Dom. Sammen sagde de: ”Du er vores Kristus.” 300 denarer ofrede de på ham. Nardusolie var meget kostbar. Hele huset fyldtes med duften. Gæsternes utilfredshed Men gæsterne blev utilfredse. Kan man bruge så mange penge på tilbedelse? Var der ikke bedre formål? Det er ødselt. Det er for meget. Det er for dumt. Her lærer vi, hvad Jesus kan betyde for et menneske. Der opstår kærlighed, en kærlighed, som ødsler, og som ikke kan give nok. En kærlighed, som giver, så andre synes, at det er pinligt. Så mange penge havde de jo heller ikke i dette hjem. Det ville svare til, at en familie gav hele årsindtægten, måske 300.000 kr. til HERREN. Hvorfor dog? - Men så meget betød det for dem, at han var deres Kristus. Ja, han betød endnu mere for dem. Se, hvad Gud har investeret i vores verden som Skaber og Frelser. Han skabte os i sit billede som frie skabninger, han kunne have fællesskab med og vise kærlighed. Men menneskene valgte ham fra. Og da blev han selv menneske for at frelse os fra døden. Apostlen Judas repræsenterer oprøret i vores tekst. Han ville ikke spare, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. - Det er den grundlæggende synd: nemlig at vi stikker noget til side og holder noget for os selv, noget af det, der ikke engang er vores. For hvad er formålet med menneskelivet? Hvad er meningen med at være menneske? Judas har fat i noget af det rigtige: Give til de fattige. Men han brugte det som påskud for at få mere til sig selv, sådan som vi også med vores tjeneste for andre er snublende nær ved at tage ære og selv komme i centrum. Vi bliver udfordret med spørgsmålet: ”Hvad gavner det at sælge alt og give det til de fattige, hvis vi ikke har kærlighed?” (1 Kor 13). At stikke til side til sig selv lyder jo ikke godt. Men i praksis er det det samme som at give lidt af sin overflod i den tanke, at det jo egentlig tilhører os selv, og at vi strækker os langt, når vi giver lidt, og strækker os endnu længere, hvis vi giver en del. Derfor fore­kom­mer det provokerende og urimeligt, at Maria giver 300 denarer – en årsløn. Udfordringen til os i teksten er at se os selv i lys af det, Judas gjorde med disciplenes pengekasse. Hvor stikker du noget til side? Hvor holder du igen? Hvordan ærer du Gud med dit liv? Jesus tager imod gaven og forsvarer Maria Han forsvarer Maria. Og han er selv på vej til døden … til at dø for folket (Joh 11,51). Han kunne ikke lægge skabningen øde. Han kunne ikke straffe den for dens oprør. Hør, hvad han siger gennem profeten Esajas: Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt. Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville. Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld. (Es 57,16-18) Han så vores griskhed og blev vred. Og han greb ind, fordi han ikke kunne vredes for altid. Hans indgreb var, at han selv blev menneske. Se, hvordan Jesus selv investerer. Mere end 300.000 kr. Den guddommelige kærlighed giver sit hjerte til sin skabning. Hele sit liv. Alt, hvad han er. Han giver sig selv hen. Han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors (Fil 2). Marias kærlighed bliver i dette lys kun et genskær af Jesu kærlighed. Og sådan er det med de gerninger, vi gør i troen på Jesus: de er et genskær, en refleksion, et svar på den kærlighed, vi har mødt hos ham. Jesus forsvarer denne kærlighed og beskytter sine tjenere. Og hvis nogen mener, at Maria er ødsel, da kunne de beskylde Jesus for at være endnu mere ødsel, indtil de opdagede, at livet begynder og vokser og bæres af den kærlighed, som er ødsel og giver liv i nåde. Jesus er ødsel og holder ikke igen, når han mærker vores smålighed. Jesus er vores frelser Evangeliet forkynder til sidst, at Jesus er vores frelser. Frygt ikke Zions datter. Se, din konge kommer ridende på et æsels føl. Han kom ikke for at slå dem ned, men for at blive deres nådige konge. Og den romerske statholder sagde i sit forhør af Jesus langfredags morgen: ”Så er du altså konge?” Jesus svarede: ”Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden.” (Joh 18,37) Det sang vi sammen om i nr. 150: Her er han som vil løse hver syndebunden træl, her er han som vil øse trøst i hver bange sjæl. Her er han som vil bære en tornekrans for dig. Her er han, som skal være din drot – din konge – evindelig. Jo, han kommer til os i disse dage, for at vores griskhed må afsløres, for at det, vi har stukket til side, må frem i lyset. Han taler til os, for at der må kastes lys over løgnen og urenheden i vore liv. Og lyset er nåde og sandhed fra hans kærlighed. Ordet forkynder os frelse og fred, tilgivelse og herlighed. Det er stort bare at sidde med som Lazarus og have fået livet af Jesus. Det er godt at få lov at varte op, som Martha gjorde. Og det er stort at bruge en årsløn til hans ære, som Maria gjorde. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk