Vinter, hanukka og frelse

2. søndag e. påske (II) i Gratiakirken og Løsning lutherske Frikirke 2004. Pastor Leif G. Jensen
Salmer: 682, 498, 301, 497, 543

Evangelium: Johannes 10,22-31

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: "Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud." Jesus svarede dem: "Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét." Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.

Fest ved vintertid

Jesus var med til fest ved vintertid i Jerusalem. Festen blev holdt i anledning af genindvielsen af templet i Jerusalem år 164 før Kristi fødsel. Dengang havde jøderne været under græsk herredømme. Besættelsesmagten havde i templet opstillet en statue af den græske guddom Zeus, og man forsøgte at tvinge jøderne til at tilbede en afgud. Men jøderne generobrede templet. Det var ved vintertid. Og der fortælles om et mirakel ved genindvielsen: Jøderne havde kun olivenolie til templets lysestage til en dag, men lysestagen brændte ved et Guds under en hel uge, indtil man igen fik ny olie. Til minde om miraklet fejrede de siden lysets fest, hanukka, der betyder genindvielse.

Det var ved den fest, jøderne ville dræbe Jesus. For han sagde: Jeg og Faderen er ét. Han gjorde sig til ét med Gud - midt under genindvielsesfesten. Og han sagde, at han ville gøre det, som intet menneske kan: Jeg giver mine får evigt liv! Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Ingen kan rive dem ud af min hånd. Ingen kan rive dem ud af min faders hånd. Jøderne anså det for at være gudsbesopttelse. Ja, noget i retning af at sætte sig i Guds sted. De havde haft ret, hvis ikke Jesus var Messias, den lovede Kristus. Men Jesus er Guds Søn, Messias. Han tilbød sig selv som deres hyrde og frelser.

Jødisk "hanukka" og juleaften

Genindvielsesfesten, hanukka-festen, fejres stadig i jødiske kredse, også af danske jøder. Børnene får gaver, og festen betyder meget for dem. Lidt ligesom juleaften for kristne danskere. Men hvor meget har deres fest med frelse og tro på Gud at gøre? Hør, hvordan en dansk jøde i december måned 2003 fortalte til DR1 om sin jødiske religion i forbindelse med jødernes julefest.

Jeg hedder Jeppe og er 28 år gammel. Jeg er lærerstuderende. Jeg er far til en smuk datter. Mand til en smuk kone. Jeg er dansk. Og jeg er observant jøde. Men hvorfor leve som jøde? spørger han. Kan man ikke bare nøjes med at sige man tror på Gud, og så er det klaret? Nej det kan man ikke. Jødedommen er en religion der praktiseres, Selvfølgeligt er det godt at tro på Gud, men det essentielle er at man praktiserer de mitzvot (dvs. bud), han, har velsignet os med. Og derefter betoner han: Og det er præcis her, at den frie vilje er så vigtig. Den frie vilje er central i jødedommen. Alle mennesker er født gode og alt hvad de laver siden hen er med til at forme dem til de mennesker de er, og den måde de lever på. Derfor kan man også vælge at se på de jødiske regler som en sur pligt, eller som en velsignelse. Man taler heller ikke om en troende jøde, men mere om en ob­ser­vant jøde. -
Personligt så giver det mig en stor tilfredsstillelse at leve et jødisk liv. At starte dagen med at sige mine bønner, at have et fast holdepunkt og en base i religionen. Tre gange om dagen skal jeg standse op og holde en pause hvor jeg kan for­dybe mig i min religion. ... At holde sabbatten er en vigtig familieaften, hvor fjernsyn eller telefoner ikke får lov til at forstyrre os. Det er her man får samlet op på en hektisk uge. Der bliver læst bøger, spillet spil og slappet af. Familien er vigtig, det er her den næste generation forberedes til at leve et observant jødisk liv. (Kilde DR1' web-sted).

Frelse ved overholdelse af loven?

Man kan godt blive imponeret over Jeppes positive forhold til Guds lov og til sin familie. Alligevel er hans jødiske religion en katastrofe for ham. For han siger: Det væsentlige er ikke at tro på Gud, men at man praktiserer hans bud. ... Man taler ikke om en "troende" jøde, men om en "observant" jøde, dvs. en, der lægger mærke til og holder Guds velsignede lov. Og han hævder, at man er i grunden er god, har en god vilje og kan gøre det gode.

Jesus træder op imod Jeppe og alle andre og siger os imod, ligesom han sagde den tids farisæisme imod. Vi mennesker er ikke gode mennesker, som klarer os, blot vi passer uddannelse, arbejde, familie osv. Jesus er klar og direkte. Der er ikke evigt liv til os, som er bedre end gennemsnittet. Der er kun frelse og håb for den, som tror på Jesus.

Tænk på Jesu fortælling om tolderen i templet, som gik retfærdiggjort hjem i modsætning til den gode farisæer, som levede fromt og godt på mange måder. Tænk på røveren på korset, som satte sin lid til Jesus og kom i Paradis, mens de lovkyndige råbte "Korsfæst ham!". Ingen bliver frelst ved egne gerninger, men kun ved tro på Jesus, som blev vor frelser på Golgata. Det siger Jesus ligeud. Derfor ville man dengang stene ham. Og evangeliet vækker også forargelse i dag. "Hvorfor skulle det dog være så afgørende at høre Jesu ord? Er det ikke vigtigere at være et godt menneske?"

Frelse fås kun som en gave

Men jøden Jeppe og alle vi andre, som kalder os kristne, får her at vide, at det evige liv kun fås som gave - ved tro. Han viser os med en sammenligning, at vort forhold til ham er afgørende. Han bruger billedet med fårene og hyrden. Får er jo ikke dyr, som præsterer noget for andre. Man rider ikke på dem og bruger dem heller ikke som trækdyr. Man ser dem heller ikke optræde i cirkus. De lever ikke op til høje krav og idealer, som kan imponere, men græsser og modtager livet der, hvor deres gode hyrde leder dem hen. De hører hyrdens røst og følger ham. Deres forhold til hyrden er et tillidsfuldt forhold. Sådan er en kristen et menneske, der hører Jesu røst og tager imod alt godt fra ham. Mine får hører min røst, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv. Og de skal aldrig i evighed gå fortabt.

Frelse fra fortabelse

... skal aldrig evighed gå fortabt. Jesus taler ofte om fortabelsen, og særligt om hvordan vi fries fra den. I Johannes 3,16 siger han: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Fortabt, det er den, som lever under Guds vrede. Frelse fra fortabelsen opnås ikke ved, at vi observerer Guds lov, men ved tro på Guds Søn, som Gud har givet os som vor frelser. Og Jesus tilføjer: Dette er dommen, at menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde (Joh 3,19). Og apostelen Paulus siger: Også jer, som var fremmede og fjendske af sind med jeres onde gerninger, har Gud nu forsonet med sig ved Kristi legemlige død, for at føre jer frem som hellige (Kol 1,21).

Evigt liv er en gave, som Jesus giver til dem, som hører hans røst. Han giver det ikke til dem, der observerer regler og lever op til en bestemt standard. De jøder, Jesus talte med dengang, sagde - ligesom jøden Jeppe i dag - at gerninger og overholdelse af loven former mennesker, så de bliver frelst. Jesus forkynder derimod, at han er vores hyrde og frelser.

Jesu hånd og vores

Han siger: Ingen kan rive mine får ud af min hånd. Her mærker vi igen, at han fremhæver det, han gør for os, og ikke det, vi gør for ham. Det handler om at være i Jesu hånd.

Hvad da med vore hænder? Jøderne dengang tog sten op for at slippe af med Jesus. Det gør vi ikke. Men vi griber måske i stedet ud efter fjernbetjeningen og vælger underholdning lørdag aften i stedet for Kristi ord lørdag og søndag. Man slår da ikke ihjel. Men man finder sig heller ikke i at gå fortabt, bare fordi man satser sit liv på arbejde, næste­kærlighed og at yde enhver sit. Og derfor kan man ikke holde ud at høre på Jesus, der siger, at vi er syndere, som ikke kan frelse os selv.

Jesus stod fast overfor jøderne - og han står fast overfor os. Han siger: Jeg og faderen vi er ét! Dermed siger han, at der ikke er nogen vej til Gud uden gennem Guds søn, Jesus Kristus. Derfor kommer vi heller ikke udenom at høre hans ord i hans kirke og menighed. Hans kirke er nemlig det sted, hvor han i evangeliet og sakramenterne rækker sin hånd ud og siger til os: Jeg tilgiver dig alle dine synder. Denne hånd griber fat om os i evangeliet. Den hånd er en hyrdehånd, som vil lede os og frelse os. Det er, hvad han er i gang med nu. Amen.

Lagt på www.vivit.dk/praediken 27. april 2004. Rettet 05.05.2004.