Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener


DK / Eng
.


19

Hvad skal vi med et lam?

19. søndag e. trinitatis, 6. oktober 2024, LGJ

Evangelium: Johannes 1,28-36 og 51
28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. 29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: «Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. 30 Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. 31 Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.» 32 Og Johannes vidnede: «Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. 33 Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. 34 Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.» 35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: «Se, dér er Guds lam.» ... 51 Og han sagde til ham [Nathanael]: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

 

Hvor er Guds lam? Johannes Døber siger: «Dér!» og peger på Jesus. Ude i en ørken ved en flod, hvor mennesker ble døbt. Dér er han.

1.

FØRST: Nu er det jo ikke lige sikkert, at vi er interesserede i at se et lam, Guds lam. Hvad skal vi med det? Hvis vi skal begynde at interessere os for evangeliet i dag, har vi brug for baggrund.

Jøderne vidste fra deres egen historie , at Guds lam var deres redning. Dengang de var trælle i Egypten, blev et lam deres redning. Lammets blod på dørstoplen. Lammet som de spiste aftenen før udgangen fra Egypten. Lammet var deres redning.

Men vi er ikke israelitter. Vi har ikke været slaver i Egypten, som de var. Vi føler måske, at vi er frie danskere. Hvad skal vi med et lam. Hvad skal vi med Guds lam?

Det er som om, Johannes Døber kender vort spørgsmål. For han har svaret på vores indvending. Han har nemlig lige sagt: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” (Joh 1,29). Og nu kommer det tættere på. Det handler ikke kun om Israelitter, men om hele verden, om os.

”Verdens!” Og vi hører med til verden. Og derefter nævner han noget, som findes i verden: ”synd”, ”verdens synd”. Og her bliver det personligt for os. ”Synd” er at være ulydig med Skaberens gode vilje med menneskelivet.

Og for at vi ikke skal tænke, at det nok ikke er os, men kun den øvrige verden, de andre mennesker eller nogle af dem, har Gud hjulpet os ved at forklare os hvad synd er i de 10 bud.

* Synd er Ikke at ære din mor og far. Ikke at regne dem for noget. At svigte dem. At ringeagte hende, som fødte dig, og ham, som arbejdede for at du kunne have et hjem.
* Synd er at dræbe. Tage et andet menneskes liv. Fysisk eller psykisk. Også at dræbe med ord. Synd er at vende ryggen til sin bror og nabo.
* Synden hos os kommer også tydeligt frem, når vi bedriver hor, utugt, ægteskabsbrud, begærer vor næstes ægtefælle.
* Synd er også at stjæle. Det er at snyde, når vi køber og sælger. Få mest til os selv og mindst til den anden. Det er at undlade at dele af din overflod med den, som mangler.
* Synd er at tænke om andre, tale om en ven eller en fjende, så de mister ære og værdi. Vi burde i stedet undskylde, tale godt om og optage alt i bedste mening. Synd er også at begære i hjertet. Når vi er sådan, tænker sådan, gør sådan, da begår vi synd.
* Og at have afguder og dyrke dem. Synd er ikke at tilbede vor Herre Kristus dagligt, men tilbede skabningen og mammon (penge).
* Vi synder mod Gud, når vi ikke kalder på Gud i nøden, men går med den for os selv.
* Og vi synder, når vi misbruger den hviledag, Gud i sin godhed har givet os, så vi hellere tjenere penge eller leder efter underholdning end hører Guds ord og er sammen med vore søstre og brødre i den kristne menighed.

Og hvor er den synd? Den er på dine skuldre, i din hverdag, i dit hjerte.

2.

Men nu siger Johannes Døber: Se, dér er Guds lam! (1,36) Og samtidig siger han: hvad han bærer på: ”Som bærer verdens synd!” (1,29).

Hvor er synden, overtrædelserne, skylden, selviskheden, gudløsheden? Den er dér! På ham! Og hvor bærer han den hen? Hen til stedet, hvor dommen bliver fældet: På Golgata, på korset. Det har verden brug for. Gud lam bærer verdens synd. Dvs. al den synd, som findes i verden. Også din og min synd. Den bærer lammet.

Johannes Døber siger: ”SE!” Og det er blevet sagt lige siden i enhver kristen prædiken: Se din synd. Se at Jesus bærer den.

Hvorfra vidste Johannes, at Jesus var Guds Lam?

Fra Jesu dåb!

Det fortæller han på lige forud.: Og Johannes vidnede: «Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. 33 Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. 34 Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.» (Joh 1,32-34)

Han vidste det, fordi han ved Jesu dåb så Ånden komme ned fra Himlen som en due og blev over ham. Jesu dåb gav ham den vished. … Gud lovede i Det Gamle Testamente, at når Messias, Frelseren kom, så ville Herrens ånd være over ham. Faderen ville bekræfte: ”Det er min søn.” Og det gjorde han lige der, hvor mennesker kom bærende med synden og skylden ud til Johannes Døber for at få tilgivelse. ”SE, dér er Guds lam!” I dåben. I din dåb. I min dåb.

Hvordan kunne vand gøre så store ting, at de blev renset for deres synder i dåben? Fordi Jesus bar deres synder. Men hvordan gjorde han det? Da han døde som offerlam for vore synder. Han bliver slagtet. Og han siger: ”Det er fuldbragt!” (Joh 19.30). Se, dér er Guds Lam. Han forenede sig med os, da han selv blev døbt i dåbens vand, og da vi blev døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

3.

Og hvorfra ved vi, at det var for os?

Fra vores dåb!

Johannes sagde til dem, som blev døbt: Se dér er Guds Lam! Der, hvor du blev døbt. Lige der er Guds Lam. Jesus kommer til dåben, hvor synden bekendes, og hvor vandet renser. Netop fordi han bærer verdens synd. Lige der, hvor du bliver døbt. Han har sagt, at det er sådan, vi bliver hans disciple: ved dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Han har kaldet sin kirke til at gøre alle folkeslag til hans disciple idet vi døber og lærer.

Paulus spørger os i Romerbrevet 6: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Jesus Kristus, blev døbt til hans død. Vi blev begravet med ham ved dåben til døden, for at ligesom Kristus opstod fra de døde, således skal vi leve et helt nyt liv”. Se, dér er Guds lam! I vores dåb! Vi blev døbt til ham.

Jesus Kristus var der , da du blev døbt. Og han er hos dig, som er døbt. Du lever med ham.

Og i dåben var du, hvor han døde for dine synder, og du opstod med ham. Hans grav. Hans opstandelse. Og Ånden kom også over dig. Guds Ånd. Han genfødte dig til at være Guds barn for altid. Han gav dig et nyt liv. Himlen er åben over dig. Og den er åben nu, så du kan bede, og du kan lytte til hans ord. Den vished har du, fordi du er døbt til Jesu død og opstandelse.

Men hvordan ved vi, at det er sandt? Fordi Jesus siger det. Hør, hvad han siger to kapitler længere fremme i Johannes-evangeliet. Jesus sagde det til Nikodemus: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.» 4 Nikodemus sagde til ham: «Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?» 5 Jesus svarede: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. 6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. (Joh 3,3-6).

Når du ser Jesus og ved, at du er døbt, da har du alt: Syndernes forladelse, evigt liv og fællesskab med din kære Herre. Han er din hyrde og frelser. Så lever vi ikke for os selv, men for ham, som døde og opstod for os. Og Jesus lover, at det, som Johannes så ved Jordan, da Jesus blev døbt, det får vi også lov at se, ja, endnu større ting! «Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.» (Joh 1,51).

Som døbte mennesker ser vi himlen åben over os, fordi Jesus er hos os med sin nåde i vores dåb, hvor han rensede os for alle vore synder. Og hør det til sidst med ord i Hebræerbrevet 2: Vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden. (Heb. 2,8-9). Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk