Ordet - livets grundbyggesten
Juledag 2013, Gratiakirken, LGJ
Salmer: 109, 79, 93, Ordet blev kød i Betlehem, 100, 430, 107, 93v6
Johannesevangeliet 1,1-14
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Vi kender problemet med at forstå hinanden. Når vi ikke taler sammen, må vi tænker os til, hvad den anden mener. Nogle gange gætter vi rigtigt. Andre gange forkert. - Der er jo den lidt specielle historie om manden, som tolkede president Obamas tale ved president Mandelas begravelse. Han tolkede til tegnsprog, men hans tolkning var volapyk. Efterfølgende fortalte han, at han så engle stige ned på stadion. Han videregav sine egne tanker og oplevelser i stedet for Obamas ord. Og han undskyldte for det, han havde gjort og gik i psykiatrisk behandling. Sådan må vi også nogle gange sige undskyld og gå i behandling, når vi har misforstået hinanden. Det kan skyldes, at den, som skulle tale, var tavs. Og da var du jo overladt til dine egne forestillinger. Men misforståelser kan også opstå, fordi den anden udtrykker sig mangelfuldt. Eller at vi ikke hører efter og ikke spørger ind til, hvad den anden siger, for at forstå det rigtigt. Og da lever vi med vores egen forkerte opfattelse af den anden. Sådan kan vores forhold til hinanden svækkes, gå i stykker og gå i opløsning, når ordet mangler mellem os.
Ordet har også afgørende betydning for vores forhold til Gud. Ligesom vi alt for ofte nøjes med at tænke os til, hvad andre mener, sådan er vi mennesker også nøjsomme med hensyn til at forstå Gud. I stedet for at lytte til Guds ord, slutter mange ud fra sig selv til, hvem Gud er, og hvordan han er mod os. Man læser overfladisk i ”naturens bog” og tolker. Man finder tegn på Guds almagt, men også tegn på ondskab og lidelse og død. Og man må derforfor spørge: Hvor er Gud? Hvem er han egentlig? Og hvordan kan han tillade sig at være mod os mennesker, som han er? Og bliver det ved sådan, da får mennesker aldrig fællesskab med Gud. Da når vi ikke længere ind til Guds kærlighed og Guds vilje, end tegnsprogstolken gjorde ved Mandelas begravelse. Når vi vil tolke Gud ud fra vore egne tanker om ham, misforstår vi uvægerligt Gud, ligesom vi kan misforstå hinanden, når vi ikke taler sammen.
Men sådan behøver det ikke at blive ved. For "i begyndelsen var Ordet, og ordet var hos Gud og ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Sådan var det hos Gud. Der var og er en stadig en samtale i Gud. Gud er den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. Derfor giver det mening at sige, at samtalen stammer fra Gud. Den afspejler Guds væsen. - Når vi samtaler med hinanden, lytter vi til de tanker og holdninger, vores medmenneske sætter ord på og udtrykker. Og vi sætter også selv ord på vore tanker. Sådan sam-taler vi. Det er mirakel, at det er muligt. Det er en ufattelig stor gave, at vi har fået muligheden for at sam-tale og forstå hinanden. Vi har fået den, fordi Gud skabte os i sit billede.
Ordet er universets og livets grundbyggesten. Ordet og samtalen er det mest oprindelige af alt. For i begyndelsen var Ordet, og ordet var hos Gud og Ordet var Gud. Evangeliet forklarer: Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Verden blev til ved Guds ord, da Gud sagde: Der skal være … Der skal være lys … der skal være atmosfære … der skal være grønne urter … der skal være fisk og fugle … der skal være havdyr og landdyr. Gud talte, og det, han sagde, blev til. Og da Gud skabte mennesket, gjorde han det i en samtale: Og Gud sagde: ”Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os!” På den måde blev alt, hvad der findes, til.
Og det vidunderlige er, at han giver sig til kende for os ved at blive menneske. For Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Ordet er her Jesus Kristus. Når vi skal lære Gud at kende og vide om hans vilje, henviser han os til sin Søn. Han siger: Gennem ham vil jeg fortælle jer, hvad jeg tænker. Gennem hans liv for jer og med jer vil jeg vise jer min kærlighed og mine planer og åbenbare for jer, hvordan jeg agerer og reagerer. Når I er i tvivl om, hvordan jeg forholder mig til jer, når I oplever sorg og savn, når I bliver skyldige, når I er svage, da se på min Søn og lyt til ham. Se, hvordan han forholdt sig til mennesker, der havde det, som du har det. Det er sådan, Gud forholder sig til dig. Lige præcis sådan. Og hør, hvad han sagde til dem. Han siger det samme til dig. Du kan vide, hvad Gud tænker om dig, at han elsker dig, og at du kan regne med ham.
Evangelisten Johannes uddyber i evangeliet , at Jesu ord er Guds ord til os, når han fortæller, at Jesus sagde: Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig (Joh 5,30). Og i Joh 8,28-29: Jesus sagde da til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne. Og igen i Joh 12,49-50: For jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans bud er evigt liv. Så når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig.
Derfor burde det være ligetil. Alle mennesker burde jo tro på Gud og kende ham og hans gode vilje, når de lytter til Jesus Kristus.. For den kommer så tydeligt og klart til udtryk. Her svarer Gud også meget konkret på det ufatteligt vanskelige spørgsmål om lidelse og død. Han gør det ved at tage os med ind i Jesu lidelseshistorie. Han er hos mennesker i deres lidelse og nød. Og han er deres stedfortræder, når han bærer vore synder, dør i vort sted og opstår af graven. "Hans bud er evigt liv" (Joh 12,50). Gud åbenbarer sin frelse for os i Jesus Kristus.
Når det alligevel ikke altid er så let, skyldes det det samme, som vi oplever i forhold til hinanden: At vi nogen gange ikke vil hinanden, men vælger en tolkning, som er forkert, for at kunne bruge den imod hinanden. Vi hager os fast i nogle ord, som kan misforstås, og misforstår dem. Sådan fortæller evangelisten, at Jesus kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. De ville ikke have ham. Han forstyrrede deres tanker om Gud. Han forstyrrede deres orden med gode gerninger. Han tog deres selvretfærdighed fra dem. Han vendte op og ned på alt med sin barmhjertighed og tilgivelse. Det kunne de ikke have. Derfor tog de ikke imod ham.
Jeg mærker også denne modvilje hos mig selv. Men da er det godt, at evangelisten også føjer til: Men alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at være Guds børn, dem, som tror på hans navn. Og han nævner endda også, hvordan det går til, at vi tager imod og tager Jesu ord til os og glæder os over dem: ved at Gud føder os som sine børn. De blev ikke født af kød og blod, ikke af mands vilje, men af Gud.
Så ligger også vores omvendelse og tro på Gud i Guds stærke hænder. Troen hviler trygt i Guds godhed. Når han taler til os, føder han troen i hjertet. Det gør han bare. Sådan er hans ord. Også selv om vi mærker det så lidt.
Ligesom vi ikke kan have noget højere ønske end at forstå dem, vi elsker, og derfor lytter til dem, taler med dem og lytter igen, sådan må vi også læse evangeliernes beretning om Jesus, lytte og spørge Gud i bønnen, hvad han mener, og lytte igen. S ådan lærer vi Jesus Kristus at kende. Og da lærer vi Gud at kende. Sådan lever vi under nåden og i sandheden. For nåden og sandheden kom med Jesus Kristus. Nåden og sandheden er kommet til os i dag. For Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi ser Guds herlighed i Jesus Kristus. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 25.12.2013. post@vivit.dk