Tilbage til prædiken-oversigtOrdet i mørket

Prædiken til juledag (II). Pastor Leif G. Jensen.

Prædiketekst: Johannes 1,1-14

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.'
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

Det er ikke altid de mange ord, der gør det, men ord til rette tid og på rette sted. F.eks. troens "ja" ved dåben og ægtefolkenes "ja" foran alteret. Når vi taler i alvor og kærlighed, giver vi noget af os selv. Personen og personens ord hører sammen. Evangeliet til juledag fortæller om Ordet, det allerførste ord.

Begyndelsen

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys (Joh 1,1-4). Ordet var i begyndelsen. Det betyder, at der altid har været fællesskab, også før verden blev skabt: fællesskab i Gud. Gud har åbenbaret sig for os som Fader og Søn. Alt blev til ved ham. Når Gud skaber ved sit ord, viser det, at han vil have fællesskab med sin skabning. Gud har ikke skabt en tavs verden, men en verden med lyde i naturen og med ord mellem ham selv og menneskene. Han har delt evnen til at tale med os mennesker. Det hører med til at være skabt i hans billede.

Her har vi en afgørende forskel mellem dyr og mennesker. Dyrene talte han om. Men menneskene talte han til og med. Dyrene ville han lede gennem deres instinkter. Men os mennesker ville han lede ved sit Ord. Altså gennem personligt fællesskab og frivillig lydighed. Han var i begyndelsen. Dette Guds ord er ikke blot lyde og meninger, men en person. Derfor kaldes Ordet for han: Han var i begyndelsen hos Gud. Ja, Ordet var Gud. Så nært er Sønnen og Faderen forenet. Gud er Fader og Søn i Helligåndens enhed. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Når Gud talte, blev det til lys og liv for de første mennesker. For Gud var selv tilstede i Ordet. Guds Søn kom til Adam og Eva i Paradis. Og han kommer til os.

Mørket

Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (Joh 1,5). Her tales om det mørke, som kom ind i verden ved syndefaldet, nemlig syndens og dødens mørke. Det er mere end mangel på dagslys. Det kaster skygger ind over livet og kan fylde os med angst. Nogle gange er vi selv med til at udbrede dette onde mørke. Derfor forbinder vi det med skyld og dom. - Det virker uforståeligt, at nogen kan afvise sandhed og kærlighed. Alligevel sker det ofte. Baggrunden er, at lyset og sandheden kan opleves som en trussel mod vores eksistens, fordi vi ved os skyldige. Hvad har vi så tilbage? Kun løgn og selvbedrag. Det skriver Johannes om: Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham (Joh 1,9-11). Når vi skubber Guds vilje til side, bliver livet formørket. Når vi ikke vil indrømme vore fejl, fylder mørket os. Og kærligheden går i stykker, hvis vi ikke igen får talt ud.

Gud taler - og kommer

Hvad siger så Gud til os? Er han færdig med os? Vi har fortjent hans dom. Men Gud er ikke færdig med os. Han kom i Edens have og kaldte på Adam og Eva og lovede dem frelse fra synden og døden ved det barn, som engang skulle fødes: Hans egen søn. Siden talte han igen og igen gennem profeterne. Til sidst kom han i egen person, i sin Søn. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Joh 1,14). Når vi skriver eller ringer til nogen og ikke får svar, har vi endnu en mulighed for kontakt. Vi kan rejse hen til vedkommende. Ord er gode, men samvær er bedre. Og Gud ønsker samvær. Han kom med nåde og sandhed. Sandheden ville afsløre os. Nåden ville tilgive os. Derfor var det ikke noget let besøg. For Guds Søn måtte først prædike til de hårde og formørkede mennesker. Og siden måtte han bære deres skyld og straf ved at dø for dem. Apostelen Paulus siger: Han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Han ydmygede sig og blev lydig til døden (Fil 2). Vi har så svært ved at ydmyge os for hinanden. Og så skylder vi dog hinanden det. Men her ydmyger han sig, som ikke skyldte os det. Sådan kommer han til os.

Vi tager imod ham

Selv om det ligger os nærmest at afvise sandheden og blive i mørket, sker det alligevel, at lyset og Ordet bliver modtaget: Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn (Joh 1,12). Det er et under, når du tror på Jesus Kristus og tager imod ham. Du kommer fra mørke til lys og fra død til liv. De er ikke født af mands vilje, men af Gud (Joh 1,13). Det kan kun blive jul, når Ordet lyder ind over vore liv. For alene Ordet - Jesus Kristus - har den skaberkraft, der skal til, for at vi kan blive Guds børn. Guds kære børn vi blev på ny, skal holde jul i himmelby. Halleluja! Halleluja!

Det er for børn, ja, men også for unge og gamle. Gud genføder og gør os til sine børn ved Ordet. Ved sin Søn giver han os den glæde, der trænger ind i det dybeste mørke og tager os med ud i lyset. Amen.