Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Tilgivelse og vand i ørkenen

4. søndag i advent, 20.12.2020 i Gratiakirken ved Filip Øhrstrøms dåb (LGJ)
Salmer: 71, 74, 488, 65, Glad jeg stedse vil bekende SOS 306, 73, 198.

Evangelium: Johannes 1,19-28
Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: "Hvem er du?" Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." "Hvad er du da?" spurgte de ham, "er du Elias?" "Det er jeg ikke," svarede han. "Er du Profeten?" "Nej," svarede han. Så sagde de til ham: "Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?" Han svarede: "Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt." De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: "Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?" Johannes svarede dem: "Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse." Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

I. ”HVEM ER DU?”

Jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: "Hvem er du?"

Lørdag morgen halv otte bankede det på vores dør. En mand stod udenfor døren med en pakke. Han gav mig en pakken og kørte igen. Jeg spurgte ikke, hvem han var. Det havde bare forsinket ham i hans vigtige arbejde for andre. Jeg kunne jo se, at der stod GLS på bilen. Han var udsendt med pakken. Sådan er det med Johannes Døber i dagens tekst. De spørger, hvem han er. Han svarer undvigende. Og da de bliver ved, siger han, at han er en røst, et talerør, der baner vejen for Herren, så Herren kan komme til sit folk.

Men hvorfor fik jøderne den tanke, at Johannes var Kristus eller den profet, Moses og profeterne havde lovet skulle komme? Fordi Johannes Døber tilgav mennesker deres synder, og fordi han døbte med vand ude i ørkenen. Jøderne kendte nemlig de store profetier, og hvad de så i ørkenen pegede på, at Messias-tiden måske nu var på vej. Hør Profeten ESAJAS: For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Dér skal der være en banet vej, (Es 35,6-8) For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere (Es 44,3). Det var, hvad de havde set! Og JEREMIAS havde profeteret: Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere. Jeg renser dem for al den skyld, de pådrog sig, da de syndede imod mig, og jeg tilgiver dem alle de synder, de begik imod mig, da de brød med mig. (Jer 33:7-8) I de dage og til den tid, siger Herren, skal man søge Israels skyld, men den er der ikke, og Judas synder, men de findes ikke, for jeg tilgiver dem, jeg lod tilbage (Jer 50,20). Og profeten EZEKIEL skrev disse ord fra Herren til sit folk: ”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. … I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed” Ez 36,24-29.

Sådan ville tiden blive, når Gud greb ind og frelste sit folk. Derfor spurgte de sig selv, om Johannes måske Messias, Kristus? De mærkede, at han stod i spidsen for et fantastisk projekt ude i ørkenen. Han gjorde det, hans far Zakarias 30 år tidligere havde sunget om i sin lovsang, da Johannes var 8 dage gammel og blev omskåret og fik sit navn. ”Han skal lære sit folk at kende frelsen ved deres synders forladelse.” Det var Guds projekt, Guds tilgivelse til alle i folket, til små og store, tilgivelse til et folk, som gik i sig selv, indrømmede, vedkendte sig sit ansvar og vendte til Gud. – Ligesom Covid-19 vaccinen om kort tid skal ud til et helt folk – og særligt til de svageste, sådan skulle Guds tilgivelse, som redder fra synd, død og dom, bringes ud til hele folket.

Og da var det, at Johannes bekendte og ikke benægtede, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." "Hvad er du da?" spurgte de ham, "er du Elias?" "Det er jeg ikke," svarede han. "Er du Profeten?" "Nej," svarede han. Og han sagde: "Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt." Dette svar hjælper os, så vi ikke knyttes til bestemte mennesker her i tiden til ikke at knytte os til bestemte mennesker her i tiden, men til Kristus, som Johannes siger ”står midt iblandt jer”. Kristus er midt iblandt os, når vi hører Guds røst. Når dåb og nadver forvaltes, da er Kristus her. Han iklæder os sig selv i dåben, og han giver os sit legeme og blod i nadveren. Det er ham, vi skal se hen til.

II. ”HVORFOR DØBER DU SÅ?”

"Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?"

Præsterne og levitterne, som havde fået Johannes Døbers klare ”nej” på spørgsmålet, om han var Kristus, spurgte nu: ”Hvorfor døber du så, hvis du ikke er Kristus?” De kunne ikke få det til at hænge sammen. De spurgte sådan, fordi de som jøder havde fat i noget, som kristne i Danmark typisk har glemt: at kun Gud kan tilgive mennesker deres synder. Og der skal et offer til, for at vi mennesker kan få syndernes forladelse. Det er glemt og gemt bort langt ind i kristenheden, så man taler om tilgivelse, som om det var det letteste af alt, og noget man bare kunne sige sig selv. Sådan så jøderne ikke på det. Derfor mente de, at Johannes måtte være Kristus selv, hvis han kunne tilgive mennesker deres synder. Og da svarer Johannes og siger: ”Midt iblandt jer står en, I ikke kender.” Det var ham, Johannes pegede og sagde: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” Og han føjer til lige efter vores tekstafsnit: ”Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. … Han er Guds søn.” (Joh 1,32-34). Johannes døbte altså, fordi Gud havde sagt, at han skulle, og fordi han, som bar verdens synd og bragte det offer, som er nødvendigt, for at vi kan få tilgivelse, stod midt iblandt dem. Johannes’ dåb virkede syndernes forladelse på grund af Jesus, og fordi han døbte på Guds befaling.

På samme måde med os. Når nogen spørger: ”Hvorfor døber I?”, kan vi svare: Fordi Jesus er med os, og fordi han har befalet os at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Han har jo selv sagt: ”Gør alle folkeslag til mine disciple, Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!” Og dåben fortsætter med oplæring: ”Og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer! Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.!”

Hvordan døber Kristus da med Helligånden i dag? Det gør han, når hans disciple døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Filip er i dag blevet døbt med Faderen. Han er blevet døbt med Sønnen. Og han er døbt med Helligånden. For han er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn på Jesu egen befaling. Hvor ved vi det fra? Fordi vi har hørt det, da ordene lød. Guds stemme har lydt. Derfor står Gud bag dåben. Og han gennem sine apostle taler han dåben op på allerhøjeste niveau. Apostlen Paulus skriver Titus: Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv -- troværdigt er det ord! (Tit 3,4-8). Hvis vi ikke mener, at en så stor gave kan være tiltænkt os på grund af vore synder, da læg mærke til, at apostlen netop nævner, at Gud ikke frelste os på grund af vore retfærdige gerninger, men på grund af sin barmhjertighed. Og han siger direkte, at vand-dåben ”genføder og fornyer ved Helligånden”.

Men har en moden kristen brug for dette? Jo. Paulus siger selv: ”Jeg er den største af alle syndere.” (1 Tim 1,15). Og han skriver i Romerbrevet 7,24: ”Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” Og derpå trøster han sig selv og os andre os med, at når vi er i Kristus, da kan ingen fordømmelse nå os (Rom 8,1). Her kommer så tvivlen krybende, når du spørger: ”Men er jeg nu også i Kristus? Hvordan kan jeg tro det. For jeg føler noget andet og mærker min skyld?” Da tænk på, hvad Skriften siger om din dåb: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus” (Gal 3,27). Husk på din dåb, når du ikke tør tro, at du er i Kristus. Hvis du har brug for flere ord, så er der faktisk nok at tage af: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans (Rom 6,3-5). Det er stærke ord om, hvad der sker i dåben. Vi ligger i Kristi grav med ham og opstår af dåbens grav til liv med ham. Og alt dette ved den tro og tillid, som disse herlige ord om dåben giver os. - Hvad gør man så lige, når der står en pakkemand udenfor døren med den største af alle gaver. Man åbner da døren, når man hører, at gaven er til mig.

Men kan børn da tro? Vi ved, at børn er syndere helt fra undfangelsen og fødslen. Det fortæller David fortæller os om sig selv og os i Salme 51. Derfor er svaret et klart ”Nej, børn kan ikke tro!” For det kan ingen synder af sig selv. Og her hjælper alderen og forstanden os ikke. Men Helligånden kan skabe tro ved Ordet og Sakramenterne. Og vi ved fra Jesus Kristus selv, at spædbørn rent faktisk troede på ham. Det sagde han, da små børn (spædbørn) båret til ham, og disciplene ville hindre dem. ”De små, som tror på mig!” (Matt 18,6). Derfor døber vi de spæde til genfødsel og tro, og til oplæring hos Kristus i hans menighed. Og voksne, som ikke blev døbt som små, døber vi efter passende oplæring, så vi ikke døber ind i hedenskab og vantro, men døber på troen og til tro.

Så er vi i dag med i dette store projekt, som hedder: Gud har et folk af dem, som han har genfødt og renset. Tilgivelse til alle. Og vi må takke. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk