Prædiken (LGJ) Gratiakirken 31.12.2023 kl. 10. |
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk
Prædiken (LGJ) Gratiakirken 31.12.2023 kl. 10.
Der er håb, siger Herren!
Salmer: 96, 99, 119, prædiken, 107, nadver, 89v1, 89v2-6Læseprædiken (UBJ) Martinskirken 1.1.2024 kl. 14
Salmeforslag: 664, 99, 667 // 119, 107
Prædiketekst: Jeremias 31,15-17
Dette siger Herren: ”I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte.” Dette siger Herren: ”Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for dine efterkommere,” siger Herren. ”Dine børn skal vende tilbage til deres land.”"Der er håb," siger HERREN! Han taler håb til os mennesker, som oplever, at livet er håbløst.
”Der er håb!” Han sagde det ved profeten Jeremias til sit folk, der brutalt var ført i fangenskab i år 586 f. Kristi fødsel. Nebukadnezars soldater var trængt ind og havde bortført folket. Det var Guds dom, fordi folket havde vendt sig til afguder og svigtet kærligheden. Jeremias forkyndte håb. Han forkyndte også om den nye pagt, som ville blive oprettet, når HERREN selv kom til sit folk.
”Der er håb”, sagde HERREN til familier i Betlehem, hvor Herodes soldater var trængt ind og havde myrdet de mindste drengebørn. Sådan havde også Faraos soldater gjort i Egypten, da de førstefødte drengebørn skulle dræbes. Alligevel var der håb. Gud reddede Moses, som senere udfriede sit folk fra slaveriet.
"Der er håb!" Det siger HERREN også til os. Han siger det i sin menighed ved enhver barnedåb. For i dåben forenes et menneske med Jesus Kristus. Dåben poder os ind i ham. Dåben vaskes ren fra arvesynd og al gerningssynd. I dåben dør og opstår den døbte med HERREN til evigt liv. Derfor jubler vi med apostlen Peter og siger: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3). Det er trygt for forældre, at Gud slutter pagt med deres nyfødte barn i en usikker verden, hvor børn ikke regnes for meget værd. Der er håb!
"Der er håb!" Også ved en kristen begravelse. Menneskeligt håb er udslukt, fordi en af vore kære er død. Et barn, en voksen eller en ældre. Bare død. Men vi takker Gud for håbet om opstandelse til evigt liv og evig salighed. Håbet kommer fra HERREN, som lod sig føde, og som led for vore synder, og som besejrede dødens magt. Da vokser håbet også hos os. Så lad os lytte profetens ord om håbløsheden og om håbet.
1. Håbløshed
Først fortæller han om håbløsheden: ”I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte.”
Profeten Jeremias skrev om mødres smerte og lidelse, da Gud førte sit folk i fangenskab i Babylon. Han forudsagde samtidig mødrenes smerte i Betlehem, da deres små drenge blev dræbt. ”Rakel græder”. Rakel var en af Jakobs to hustruer. Først kunne hun ikke få børn. Men senere fik hun Josef og Benjamin. Men hun døde, da hun fødte Benjamin. Jakob begravede hende i Betlehem (1 Mos 35,18). Da folket blev ført i fangenskab, var det, som om folkets børn døde. Og deres stammor, Rakel græd.
Gud havde lovet at frelse sit folk fra deres synder og fra døden ved at komme som et barn. Men nu var mange børn dræbt. Og de øvrige var bortført. Hvordan kunne Messias da fødes i Betlehem, som profeten Mika havde forudsagt (Mika 5)? Hvordan kunne de tro på profeten Esajas’ løfte om, at ”et barn er født os, en søn er givet os, og på hans skuldre skal Herredømmet hvile. Endeløs bliver freden. Og han skal herske til jordens ende” (Es 9)? Hvordan skulle Messias kunne ride ind i Jerusalem på et æsel, sådan som profeten Zakarias forudsagde (Zak 9), hvis Jerusalem var ødelagt og folket bortført? Hvordan skulle løfterne gå i opfyldelse, hvis Herodes havde dræbt alle drengebørn i Betlehem og dermed også Jesus, Messias, Frelseren? Rakel græd. Mon ikke også der blev grædt i hyrdernes familier i Betlehem. Måske en af deres små drenge var blandt de myrdede børn?
Der høres også klageråb i dag. Krige raser i Israel og Gaza. Mange børn er døde. Krigen mellem Ukraine og Rusland rammer også børn. Der bliver grædt i mange familier. Også i vort land og i vore familier kender vi til håbløshed. Vi rammes af sygdom og lidelse. Også vi mærker, at det ikke er let at trøste, når alt menneskeligt håb slukket. ”Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte.” Og når Gud til og med viser os vore synder, og at vi ikke har fortjent at leve, fordi vi ikke har elsket Gud af hele vort hjerte, og heller ikke givet os hen og ofret os for hinanden, som vi skulle, da er det svært, ja, umuligt at håbe og trøste.
2. Der er håb for dine efterkommere
Men Gud giver os håb ved Jesus Kristus: Dette siger Herren: ”Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for dine efterkommere,” siger Herren.
Profeten Jeremias profeterede om, at HERREN ville udfri sit folk fra fangenskabet i Babylon. Det gik i opfyldelse efter 70 år. De vendte tilbage fra fjendens land. Der var håb for deres efterkommere. Sådan kunne der igen fødes børn i Israels land. Og sådan kunne Gud lade sin egen søn føde i Davids by, Betlehem, så profeternes løfter om Messias kunne opfyldes.
Frelsens håb var knyttet til et barn, nemlig det barn, som skulle knuse slangens hoved, dvs. djævelen. Djævelen forførte de første mennesker i Edens have. Også vi blev hans fanger ved arvesynden. Men Gud sendte sin Søn. Han blev menneske. Kong Herodes angreb barnet. Det var Djævelen, som stod bag. Kunne man forvente noget andet? Men Gud beskyttede sin Søn. Herrens engel viste sig for Josef og gav ham håb med disse ord: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Josef tog imod håbet. Han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn" (Matthæus 2,13-15).
Guds egen Søn måtte til Egypten, ligesom hans folk Israel havde været der. Og derfra kaldte han sin Søn hjem. Således gik profeternes ord i opfyldelse. Han blev født i Betlehem. Han besejrede virkelig den Onde djævel. Han helbredte vore sygdomme. Han bar vore synder op på korset. Og han opstod fra de døde. Alle Guds løfter i Gamle Testamente pegede frem mod opfyldelsen, da Gud blev menneske.
Derfor var og er der håb for Guds folk til alle tider. Både for dem, som blev ført i fangenskab i Babylon, og for familierne i Betlehem, som mistede deres små drenge. Herren udfriede sit folk fra Babylon, og han giver de små drengebørn i Betlehem det evige liv. Der er også håb for os, som lever i mørket og dødens skygge. For Gud er blevet menneske og er hos os som vores bror og Frelser.
Matthæus siger det sådan: Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias. Og det bliver endnu mere tydeligt, når vi læser videre i samme kapitel 31:”Der skal komme dage,” siger Herren, ”da jeg skutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. … Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” (Jer 31,31-34).
Jesus Kristus oprettede den nye pagt, da han indstiftede den hellige nadver. Han sagde jo: ”Det er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer. Gør dette til min ihukommelse.” (Luk 22,20). Og derpå døde og opstod Jesus som verdens frelser. Og han sendte sine apostle ud til jordens ender, for at de skulle forkynde: "Der er håb!" Med evangeliet om syndernes forladelse ved Jesu død og opstandelse skulle de gøre alle folkeslag til hans disciple. De skulle døbe med nye pagts dåb og lære dem den nye pagts ord, nemlig alt det, Jesus havde lært dem.
3. Dine børn skal vende tilbage
Profeten slutter med at forkynde: ”Dine børn skal vende tilbage til deres land.” Det gik i opfyldelse på flere måder. Første gang, da en rest af folket vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon år 535 før Kristi fødsel. Det gik i opfyldelse, da Jesus vendte tilbage fra Egypten. Guds Søn vendte tilbage fra Egypten.
I dag går det i opfyldelse, når jøder omvender sig til Jesus Kristus og tror på ham som Messias. Og når hedninger omvender sig til Jesus Kristus og tror på ham som deres Frelser. Det sker ved Evangeliet og Sakramenterne. Sådan kommer vi hjem til Gud.
Og hvad så, med de børn, som døde alt for tidligt i Betlehem. Og med os andre, som er dødsens, fordi vi er syndere?
Til os lyder det: Der er håb! Det håb synger vi om ved enhver barnedåb og ved enhver kristen begravelse. Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Vi synger det i den sidste salme i gudstjenesten i dag: ”Lovet være du Jesus Krist.” Amen.