Planer - om at give fremtid og håb

Prædiken sidste søndag i kirkeåret i Gratiakirken, 25.11.2012. LGJ  
Salmer 395, 501v1-3, 503, 390

Jeremias 29 v1 og v4-14
v1 Dette er det brev, profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de overlevende ældste blandt de landflygtige og til præsterne, profeterne og alle dem, som Nebukadnesar havde ført bort fra Jerusalem til Babylon. … Det lød: v4 Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg har ført bort fra Jerusalem til Babylon: v5 Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; v6 gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre! v7 Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt.   v8 For dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og af jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; v9 for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren.   v10 Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.  v11 Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. v12 Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. v13 Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, v14 er jeg at finde, siger Herren. Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra.

”Jeremias’ brev” er et brev fra Gud til bortførte judæere, som skulle dø i fangenskabet i Babylon. Men det er også gode ord til os, som vil dø her i verden - hvis ikke Herren kommer forinden.  

I.

Gud siger:  "Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb" (Jer 29,11).   Når vi ikke har overblik, er det ufatteligt godt at kende Gud Fader, den Almægtige. Han har ikke kun overblik, men også gode   planer  for vort liv. Sådan er det at være kristen. Det er ligesom med et blindt menneske, der ledes af en, som kan se. Den blinde stoler på sin ven, som kan se. Det er nok for den blinde, at vennen kan se. Det er hans sikkerhed. Sådan er det med os og Gud: Gud, den Almægtige, er vores far. Han ved, hvilke planer, han har lagt for os, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give os en fremtid og et håb.    Det er godt at vide. Og især når meget ellers tyder på det modsatte, sådan som det gjorde for de landflygtige judæere, som havde set deres hovedstad blive nedrevet og alt ødelagt – og nu var de i Babylon. Intet tydede på, at de havde nogen fremtid om fremtid og håb. Men Gud havde gode planer for sit folk. – Og hans folk er vi, ved dåben og troen. Han ved, hvilke planer, han har lagt for os. Gode planer! Vores fremtid fyldes af håb, når vi er i hans plan.

II.

Ligesom en ven til en blind kan fortælle, hvad han ser, sådan fortæller også Gud os, hvad han har planlagt. Han sagde til sit folk i fangenskabet: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted (Jer 29,10).  I Bibelen åbenbarer Gud for os, hvad han har planlagt for os, og hvad der derfor også vil ske, når vi er i hans plan. Sådan er Gud. I 1 Mos 18,17-19 læser vi, hvordan Herren fortalte Abraham om sine planer:   Herren tænkte: »Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.« …  Og da fortalte Herren Abraham om dommen over Sodoma. Og Abraham gik i forbøn for de retfærdige i byen og for sin brors søn Lot. Sådan tænker Gud stadig. Hvorfor skulle han skjule for os, hvad han vil? Sådan åbenbarede Gud også for de landflygtige i Babylon , hvad han havde planlagt. Han holdt det ikke skjult. Han nøjedes heller ikke med at bare at føre dem. Han fortalte også, hvornår han ville føre dem hjem fra fangenskabet. Og sådan fortæller han også os om frelsen , befrielsen, opstandelsen fra de døde og det evige liv.
Nu vil nogen måske indvende, at det ikke var særligt opmuntrende at få at vide, at folket ville blive befriet 70 år senere.  For læg engang 70 år til de år, du allerede er. Hvad giver det? Er det nogen trøst, at der vil ske noget om 70 år? – Vi vil jo ikke få glæde af det! Men jo, det var en stor trøst, når vi tænker på, at vi er   en del af en slægt. Vi lever for dem, der lever efter os. Vi skal give håbet videre til dem. Deres redning er også vores redning. Nogle gik forud for os og er nået hjem til herligheden hos Gud. Vi er på vej. Og andre kommer efter. - Men dette perspektiv kan forsvinde. Historie og håb viskes ud, når vi sætter os selv i centrum med alle vore bekymringer eller med alle vore personlige (usikre) planer. Vi kender alt for godt den tanke, at min lykke er det, der forhåbentlig sker i morgen. Og da mister man perspektivet og dermed også tålmodigheden og udholdenheden, som gør, at man med glæde og håb lever for hinanden i sin familie og i sin menighed.
Gud minder os i sine løfter om, at vi som kristne er hans folk. Det gav judæerne håb under fangenskabet i Babylon. Og han giver også os håb på samme måde. Derfor kan vi sige med Paulus: - for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren (2 Kor 5).
Gud, som følges med os og vejleder os. Han holder rigtig godt fast og siger:  Om 70 år. Efter din død, da bliver alt godt. Det, som vil ske i dit liv – det er desværre nødvendigt. Ligesom Gud førte sit folk i fangenskab i Babylon – sådan fører han os. ”Planer om lykke og ikke om ulykke, om håb.”    

III.

Og ikke nok med det. Han, som har fat i vores arm og leder os, han fortæller os nu yderligere, hvad han vil med os de 70 år, vi lever her. Han siger: Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre! Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt (Jer 29,5-7).
Det er jo et ord til os om, hvad det sande kristne liv er: det er ikke noget specielt. Det er ikke et særligt munke- eller klosterliv. Det er ikke et liv i en særlig kristelig opførsel og beskæftigelse. Det er derimod at leve det liv, vi er skabt til som mand og kvinde – som mennesker med evne til at bygge, påtage os arbejde, sørge for hinanden og andre, osv. Det er de gode gerninger, som Gud vil, at vi gør hver eneste dag. Gør det, selv om du lever i et land, hvor mange ikke tror på Gud. Lev med håb. Påtag dig det almindelige liv – for det siger Gud, du skal. Byg et dejligt hus. Køb en god bil. Betal din skat. Arbejd på fremgang for dine landsmænd. Få en uddannelse. Gift dig. Gud sørger for jer her i livet. Han ved, hvilke planer han har lagt. Og nu ved vi, hvad vi skal!

IV.

Men dette evangelium og denne herlige vejledning er truet. Det skriver Herren også i brevet til de landflygtige. Også dengang var der profeter, som modsagde Guds ord til sit folk. Derfor advarer Gud i Jeremias’ brev advarer: For dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og af jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren (Jer 29,8-9).  De falske profeter mente, at det skulle gå folket helt anderledes godt – her og nu. I skal ikke vente 70 år. De sagde: ”Gud vil føre jer tilbage om få år. I skal ikke leve i Babylon.” Sådan som der også er falske profeter i dag, som gør kristne utålmodige og siger, at det ikke er nok at være tømrer, bager, husmor, læge, landmand, ung pige i huset, studerende, arbejdsløs og være gift og opdrage børn. Det er for lidt. Og hvis man er syg, så er det for dårligt. Hvis man er kristen, skal man ikke vente 70 år på lykken, ikke vente til man dør. De hævder, at kristendom er noget andet.
Men sandheden i Babylon var, at det var Gud, som havde sendt sit kære folk i fangenskab. Han stod bag dommen. Sådan var det  jo også Gud selv, som sendte Adam og Eva ud af Edens have. Gud pålagde dem smerte og sved på panden. Gud, som har vores liv i sine hænder, sender os både gode og vanskelige dage. For han elsker os. Han kalder os til omvendelse. Han ved, hvad der tjener os bedst, for at vi kan blive ved med at leve i tro og håb. Jo, Gud har givet os de kår, som er vore levevilkår. Og han sørger for os midt under det alt sammen.

Afslutning

Det er ham, der her sidst på kirkeåret åbenbarer for os: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer! Om fremtid og håb. Kalder I på mig, vil jeg svare jer! Beder I til mig, vil jeg høre jer.”   Så vil vi holde os til ham, som har taget os ved hånden, holde os til det, han lover os, og takke ham, at vi med håb kan leve det liv, han har skabt os til. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 26.11.2012