Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Når vi ikke kan bede og synge

5. søndag e. påske 25.5.2025, Aarh og Kbh. LGJ
Sange: 4, Salme 23, 296 // 297, 430, 312.

Jeremiah 29:1-13a
Dette er det brev, profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de overlevende ældste blandt de landflygtige og til præsterne, profeterne og alle dem, som Nebukadnesar havde ført bort fra Jerusalem til Babylon. 2 Det skrev han, efter at kong Jekonja og kongemoderen havde forladt Jerusalem tillige med hofmændene, Judas og Jerusalems stormænd, håndværkerne og finsmedene. 3 Han sendte brevet med Shafans søn El'asa og Hilkijas søn Gemarja, som blev sendt til babylonerkongen Nebukadnesar i Babylon af Judas konge Sidkija. Det lød:

4 Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg har ført bort fra Jerusalem til Babylon: 5 Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; 6gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre! 7Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt.

8 For dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og af jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; 9 for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren.

10 Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted. 11 Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. 12 Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. 13 Søger I mig, skal I finde mig.

Indledning (på whiteboard)

I søndags hørte vi , at disciplene ikke spurgte Jesus om noget (Joh 16,5). De var blevet stille, tavse. De havde mistet troen på at det nyttede, fordi Jesus havde sagt, at han ville forlade dem. Det, som ramte dem, kan også ramme også os: At vi mister håbet, ikke kan se fremtiden for os med Gud. Derfor spørger ikke rigtigt om noget, og vi beder ikke om noget i Jesu navn. Hvorfor skulle vi det? Hvad nytter det?

Men disciplene fik bønnen og håbet tilbage , da Jesus talte til dem. De lyttede. Og i dag har vi hørt fortsættelsen, hvor Jesus fortæller, at der ville komme en dag, hvor de ville bede i hans navn. - Når vi ikke har håb og ikke kan bede, da kan vi lytte. Lytte til Jesus. Læse og høre Johannes-evangeliet kapitel 13-16 og lytte til, hvad han fortalte disciple om sin bortgang til Faderen. Og læse kapitel 17 og lytte til hans forbøn. Og vi kan høre evangeliet fra Matthæus, Markus, Lukas og Johannes om søndagen og lytte. Og så se, hvad der sker!

Troen, håbet og bønnen er en gave fra vor Herre Jesus. Han giver os den, mens vi lytter. Han gav den til disciplene i påsken, hvor han døde og opstod for dem. Den dag, hvor de forstod, at han måtte lide for dem, på den dag bad de.

1. Baggrund

Vores prædiketekst er Jeremias 29,1-13a. Det er et brev til Guds folk, der var ramt af Herrens dom. De havde tilbedt Herren i templet og bragt ofre. Men nu var templet var ødelagt og brændt ned. Folket var ført tusind km. bort til et fremmed land. Nu stod de uden gudstjeneste og uden land. Familier var revet i stykker. Brevet var fra hærskarers Herre til de overlevende ældste blandt de landflygtige, til præster og profeter og alle, som Nebukadnesar havde ført bort fra Jerusalem til Babylon.

I Salme 137 fortæller de bortførte:”Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion. I poplerne derovre hængte vi vore citere. For vore fangevogtere krævede, at vi skulle synge. Vore plageånder krævede glædes-sang: ”Syng for os af Zions sange!” Hvordan skulle vi kunne synge Herrens sange på fremmed jord?”

Sådan havde disciplene det i påsken , da Jesus blev taget fra dem. Sådan kan vi også erfare det, når Gud lader os møde modgang, nederlag og død. Når det, vi anså for at være sikkert i vort liv, forsvinder, hvordan kan vi da synge sange? Hvad kan vi da håbe på?

Hvis det synes som om Guds kirke er forsvundet og gået under i vort land? Hvis Bibelen ikke længere er i vore hjem. Ja, hvis vore huse og kirker blev nedbrændt, og vi mistede alt og blev ført til et fremmed sted, hvordan skulle vi da kunne synge? Eller når vi rammes helt personligt af sygdom i sindet og kroppen, hvordan kan vi da bede og takke Gud?

Hærskarers Herre sendte et brev til de landflygtige. Det er også til os. For kristne er fremmede og udlændinge her i verden. Vi har ikke et sted, hvor vi skal blive for altid. Vi skal kun være en tid, hvor vi er lige nu. 4 Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg har ført bort fra Jerusalem til Babylon: Det er ikke en grum skæbne, som har ramt dem. Det er Herrens dom over synden og frafaldet. Den dom, han havde talt til dem gennem sine profeter, var gået i opfyldelse. De blev virkelig bortført. …. På samme måde, når vi bliver syge og dør. Det er ikke en grum skæbne, der rammer os. Det er, hvad Gud har sagt om os mennesker: At syndens løn er død. Når sygdom og lidelse rammer os, står vi ikke overfor det ukendte, men overfor Gud, vor Skaber, som vi også har lært at kalde vor Far i himlen! Ja, for han sendte sin egen søn til os. Jesus er brevet til os i landflygtighed. Vi som er ramt af kærlighedsløshedens og ulydighedens og gudløshedens følger, vi har fået et brev fra Gud, et brev med håb.

2. Hverdagsliv

5 Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten fra dem; 6gift jer og få sønner og døtre, find koner til jeres sønner og gift jeres døtre bort, så de kan få sønner og døtre! Bliv flere derovre, ikke færre! 7Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt.

Guds folk er, hvor Gud har ført dem hen , selv om de oplever det som et sted, Gud Herren umuligt kan være. Men det er han! Og han giver dem lov til at leve det liv, de er skabt til at leve: Plante haver, spise frugten, gifte sig, få børn, blive flere, selv om det ser håbløst ud. Ligesom i Edens have Det er ikke håbløst. Familielivet og arbejdslivet er ikke håbløst. For hærskarers Herre, deres dommer og frelser, giver dem ikke kun lov, men giver dem til opgave at leve dette hverdagsliv på det sted, hvor han har ført dem hen. De skal også gøre godt for de mennesker, de lever sammen med og bede for det land, de bor i. Det er også ord til os. Plej kontakt naboer, og bed for jeres land!

Sådan kalder han også os til at leve efter Guds gode bud, stifte familie, føde børn, plante haver, bygge og gøre godt mod andre.

Men har vi lyst? Passer det os? Kunne vi ikke få et andet liv med færre byrder og mere nydelse her og nu? Sådan blev der tænkt og prædiket i Babylon. Derfor advarer Herren: 8 For dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og af jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; 9 for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren. – Jo, der findes tanker hos os selv, som modsiger Guds ord. De falske profeter i folket forkyndte, at de meget snart skulle vende hjem og ikke bygge huse, ikke plante haver og ikke stifte familie. De skulle forvente sig noget bedre meget snart. - Lykke, rigdom og sundhed her og nu. Det ville vi jo også gerne have. Men lad jer ikke forføre af prædikanter, der udsteder falske løfter.

3. Frelse

Herrens løfte til folket var, at de skulle vende hjem efter 70 år. Tilbage til herlighed. 10 Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted. 11 Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. 12 Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. 13 Søger I mig, skal I finde mig.

Lyder 70 år ikke af urimelig lang tid? De, som hørte det i Babylon, ville være døde, når det gik i opfyldelse. Men sådan var Guds plan med sit folk dengang. Og Messias ville komme, født af en jomfru og frelse dem. Mon ikke de nu kunne begynde at synge igen? Mon ikke de nu kunne tage deres citre ned fra poppeltræerne og synge?

Vi har også Guds løfter. Gud er kommet til os. Han blev menneske. Han bar vore synder på korset og sejrede over døden. Og han har givet os troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Det er Guds løfte.

Mon vi kan synge og bede, når vi hører om Guds frelsesplan? Mon vi kan synge, når Jesus siger: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende? Mon ikke vi kan synge, når han lover at han er midt iblandt os, hvor 2 eller 3 er forsamlet i hans navn? Mon ikke vi kan synge, når han taler og trøster os med disse ord?

Paulus og Silas gjorde det engang, da de var kommet i fængsel i Filippi, og en fangevogter kom til troen. Og hele hans hus. I det brev skriver Paulus til os kristne: Vort borgerskab er i himlene, derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse osm hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Derfor stå fast i Herren. Og han siger: Glæde jer i Herre. For Herren er nær! Bring i alle forhold jeres ønsker frem for gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred vil bevare jer.

HERREN ved, hvilke planer jeg har lagt for os, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Derfor råber vi til Herren derhjemme og om søndagen i menigheden; derfor går vi hen og beder til ham. Han vil jeg høre os. Derfor søger vi ham, og vi finder ham i Ordet og Sakramenterne. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk