Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Vished hos Herren

Prædiken på 2. søndag e. trinitatis 9.6.2024 Årsmødegudstjeneste i Gratiakirken. Prædiken v. pastor Leif G. Jensen

Jeremias 15,10.15-21
Ve mig, mor, at du fødte mig! Jeg anklages og fordømmes af hele landet. Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig. Du ved det, Herre, husk mig, og tag dig af mig!

skaf mig hævn over mine forfølgere, vær ikke sen til vrede, så jeg rives bort. Du skal vide, at jeg bærer skammen på grund af dig.

Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud. Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag, tvunget af din hånd må jeg sidde alene,
for du har fyldt mig med din vrede. Hvorfor er min smerte uden ende? Hvorfor kan mit sår ikke læges og ikke helbredes? Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb.

Derfor siger Herren: Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå for mit ansigt*. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund.
De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem.
Over for dette folk gør jeg dig til en stejl bronzemur;
de skal angribe dig, men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. Jeg redder dig fra de ondes magt og udfrier dig fra voldsmænds hånd.

 

1.

"Ve mig, mor, at du fødte mig!" Svært for en mor at høre, når hendes søn taler sådan. Og svært for den unge mand at være kommet så langt ud. Alle mors følelser for sønnen annulleres af ham, og hans fremtid ligger i ruiner.

Manden, der siger sådan, ser ingen udvej. Hvad er grunden? Han taler ikke til sin mor, men til Gud og Frelser. Han siger: "Jeg anklages og fordømmes af hele landet. Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig."
Han anklages og fordømmes af hele landet, af øvrigheden, af folk på gaden, af præsterne og af dem, han møder i templet. Men han beder. Han har Gud som sin Herre! Og ordet Herre betyder, at Gud griber ind og frelser. "Du ved det, Herre, husk mig, og tag dig af mig!"

Selv om vi ikke er profeter, og slet ikke er profeten Jeremias, kender vi til, at livet er svært, og at der ikke synes at være nogen udvej for os. Alle veje er lukket. Det kan være sygdom. Det kan være et forhold til en i familien, ens ægtefælle eller en nabo. At livet er blevet forfærrdeligt svært at leve, kan også skyldes noget, vi har gjort, og som har gjort os totalt ensomme. Måske uden at nogen andre ved om det. Da kan sådanne tunge tanker opstå hos os, så vi ikke ser nogen mulighed for at leve.

Da er det en stor, stor velsignelse at kunne sige det næste: ”Du ved det, Herre, husk mig, og tag dig af mig!” Men har vi en Herre, som vi kan bede sådan til?

2.

Hvordan kunne Jeremias bede sådan? Vi mærker jo en vished i det, han siger. Det er en fast bøn. Hvor kommer den fra? Tænk, hvis den kunne være min?

Jeremias fortæller i begyndelsen af sin profetbog, hvordan han kunne være så sikker. Han var sikker og vis på Guds hjælp og frelse, fordi Herrens ord var kommet til ham: ”Før jeg dannede dig i mors liv kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.” (Jer 1,4). Når han holdt fast ved Herrens ord, havde han vished.

Kan vi bruge det til noget, at Jeremias var kendt af Gud, før han blev dannet i mors liv, og helliget, før han blev født? Kun hvis Herren har sagt noget lignende til os. Og det har han.

I Efeserbrevet siger apostlen Paulus til kristne i Efesus. Og brevet er alle kristne menigheder til alle tider, og til alle, som ved dåb og tro lever i sådan en kristen menighed. Han siger: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå som hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemt han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus. … I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde" (Ef1).

Og hvis vi så tænker, at det skyldes noget hos os, som vi desværre ikke kan levere, da siger han: "Også jer, har han gjort levende, jer, der var døde i jeres overtrædelser og synder" (Ef 2)

Men hvordan gjorde han det? Og han svarer: "Det gjorde han ved at rense kirken (dvs. alle, som er døbt og kender Jesus) i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri" (Ef 5).

Så gjorde han det altså, uden at vi forbedrede os eller ydede noget som helst. Han gjorde os levende. Han gjorde det i dåbens vand ved ordet. Derfor har du ham, selv om du mister alt andet. Også hvis du mister din ære og alle menneskers støtte.

3.

Profeten Jeremias prædikede Guds dom over Guds folk, fordi folket havde vendt sig fra Gud. Han forkyndte, at Gud ville føre sit folk i fangenskab i Babylon. Men han havde prædiket for døve ører. Og de angreb ham.

I den situation Jeremias bad han: ”Skaf mig hævn over mine forfølgere, vær ikke sen til vrede, så jeg rives bort. Du skal vide, at jeg bærer skammen på grund af dig.”

Det, som profeten her siger, kan måske lyde forkert. Kan en kristen bede om hævn? Hvad siger Skriften? Skriften siger: Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: «Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,» siger Herren (Rom. 12,19). - Jeremias følger denne vejledning fra Gud. Han tager ikke hævnen i egen hånd, men overgiver sagen til Herren.

Forestil dig, at du overværer en massakre. Kan du da ikke bede Gud om at gribe ind og dømme? Han har jo selv sagt, at han vil dømme: Fx i Hebræerbrevet 10: Vi kender jo ham, der har sagt: «Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,» og derefter: «Herren vil dømme sit folk.» Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder (Heb 10,30-31). Og Jesus vil komme igen og dømme levende og døde. Der ligger en befrielse fra vrede og bitterhed i at overgive sagen til Herren.

Hvis folket omvendte sig, ville Gud også skåne folket. Det forklarer Gud Jeremias ved at sige til ham: Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå for mit ansigt." Var han så gået for vidt, da han bad Gud om ikke at være sen til vrede? Måske. Jeremias må også lære noget.

4.

Jeremias er i tæt kontakt med Gud. Han fortæller nu om glæde og smerte:

Først glæde: ”Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud.”

For Jeremias var Guds ord en lækkerbisken, som han var nødt til at sluge. Sådan må du også gerne have det. Du læser om nåden i Jesus Kristus. Du læser om dåben, der renser. Og du sluger det råt. Du bliver så glad. Du læser om Guds dom over en synder, men også, at dommen ramte Jesus, så vi i ham har tilgivelse og evigt liv. - Det blev din glæde. Og tænk at have en kristen menighed at dele den med. Det har vi. En stor gave.

Men så kommer smerten: ”Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag, tvunget af din hånd må jeg sidde alene, for du har fyldt mig med din vrede.” Jeremias skulle jo forkynde om folkets synd og om Guds vrede over synden. Men ingen ville høre om synd og nåde. De ville nyde og lege. De mente, at templet og landet var deres, uanset hvordan de opførte sig med afgudsdyrkelse, sex-misbrug og social uretfærdighed. Og Jeremias blev ensom. Hvis han havde holdt sig fra Ordet og ikke havde slugt det, havde han kunnet se bort fra det og hygge sig med de mennesker, som levede i synden.

Hvad vælger vi? Undgår vi at høre Guds ord om vore synder, om dommen og om Jesus? For da kan vi leve som verden lever. Da kan vi opføre os, som vi ellers har lyst uden at få dårlig samvittighed. Men dommen kommer. Den kommer på den yderste dag, når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.

5.

Jeremias kunne ikke vælge sin Herre fra. Han måtte profeter og tale sandheden. Vi må heller ikke vælge Herren fra. Vi kan godt vælge Gud fra og forkaste profeternes og Jesus' ord om at vi er syndere og skal omvendes og benådes af Gud. Men det bliver umuligt at vælge Gud fra, når vi lytter til Guds løfter. Og de kommer nu:

"Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem. Over for dette folk gør jeg dig til en stejl bronzemur; de skal angribe dig, men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. Jeg redder dig fra de ondes magt og udfrier dig fra voldsmænds hånd."

”Dyrebare ord.” De ord, Herren gav profeten Jeremias, var dyrebare, dvs. kostbare og værdifulde. Og det er alle ord fra Gud, men særligt det ord, som fortæller om den pris, Jesus har betalt for at befri os fra vore synder. Det ord er vores redning. Når vi har smagt på det, spist det og fået det ind i samvittigheden og sindet, da holder det ord os fast, ligesom mad, vi har spist, optages i kroppen og giver nye kræfter. Og da gælder det også for dig, som er døbt og har ”spist” dette ord: Du hører Herren til i tid og evighed. Også selv om du er den største synder, og selv om du bliver uretfærdigt behandlet om må dø for din tro. Da dør du jo bare hjem til Herren.

Jeremuas fik dette løfte om, at Herren ville udfri ham fra alt ondt. Det har han også lovet os. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk