Hebræerbrevet hjælper os til bøn

Bods- og bededag 27.4.2018 i København og Aarhus.
Salmer: 550 - 439 - 441 // 449 - 333 - 46v1.

Hebræerbrevet 10,19-25
Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.

Hebræerbrevet giver os frimodighed til at holde gudstjeneste og bede til Gud.

1) BED SOM BRØDRE!

Forfatteren kalder de kristne hebræere brødre. Han siger: "Brødre ... vi har frimodighed til at gå ind i helligdommen” Når kristne beder til Gud, gør de det som brødre og søstre, der har samme far. Det er det første. - Men hvordan det går til, at vi mennesker, som bryder kærlig­hedens lov og skader hinanden, kan være hinandens brødre og få evigt liv? Fordi Gud Søn, som var hos Faderen i Evighed, er blevet menneske og er blevet vores bror. Han har vundet over det onde og Den Onde (Hebr 1-2). Han er blevet ypper­ste­præst – præst på en helt anden måde end præster i Gamle Testamente og præster i den kristne kirke (Hebr 7-9).

 

2) BED, FORDI JESUS MED SIT BLOD HAR GJORT DET MULIGT!

Teksten fortæller, at forudsætningen for gudstjeneste og bøn er Jesu stedfortræden død for os: ”ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen.” Det kommer måske bag på os, at det med at bede til Gud ikke er et spørgsmål, om at have lyst til det, eller er gode til det. Det handler om noget langt alvorligere: Nemlig at vi ikke har ret og adgang til Gud, sådan som vi er i os selv. Kun Jesu offer for vore synder giver os lov til at bede.

Det kræver en forklaring. Og den giver Hebræerbrevet os i kapitlerne forud (kap. 7-9). I Gamle Testamente havde Guds folk ”ypperstepræster”. De var mennesker som alle i Guds folk mennesker med fejl, hovmod, egoisme, skyld overfor deres kone og børn, og de kunne være urimelige overfor andre. Derfor kunne de ikke selv træde frem for Gud i bøn. Men på Guds befaling ofrede de et lam eller en kvie, som døde i stedet for præsten. Og sådan renset kunne præsten træde frem for Gud. Og med blodet fra et lam og asken af en kvie blev folkets synd sonet. Blodet reddede dem. - Nu kan blod af tyre og bukke jo ikke redde nogen af os når det kommer til stykket. Heller ikke dengang. Men ofringerne i Gamle Tesamente, pegede frem på Guds Søn som skulle komme og dø for folkets synder – præs­ternes – menighedens – og for dem, som ikke ville have noget med hebræernes Gud at gøre. - Manden på korset giver os frimodighed til at gå ind i helligdommen, dvs. ind i bøn hos Gud. For hans blod renser os fra al synd! (1 Joh 1).

Og så fortsætter det med at beskrive hvordan: ad den nye, levende vejsom han har åbnet for os gennem forhænget – hans legeme: En levende vej. Den bedste sammenligning jeg kan komme på er de rullende fortove eller veje i lufthavnene, hvor vejen bevæger sig. Man skal bare stille sig på vejen, da når man målet. Sådan er Jesus Kristus vores levende vej til Faderen. Vejen går gennem et forhæng. Man ser ikke Gud. Vi er tilbøjelige til at tænke, at der ikke findes nogen Gud, og hvis han findes, da finder vi ham nok aldrig. Men hør: Manden på korset opstod fra graven og tager os ind til sig, og når vi hører om ham, om hans liv for os, og at han døde for os – for vores kærlighedsløshed og skyld – og gav sit blod for os. Mens vi hører Evangeliet, sætter det os på den levende vej, og vi er på vej ind i bønnen. Og han fortæller dig, at Gud er din kære far, som på grund af Jesu offer for dig, elsker dig, tilgiver dig, taler mildt og giver dig håb. Det er bønnens baggrund.

Og dette afsnit slutter med denne konstatering: og i ham har vi en stor præst over Guds hus. Den kristne menighed er Guds hus. Kap 3,6: ”Hans hus er vi, hvis ellers vi holder fast ved den frimodighed, vort håb giver os.” Den afgørende person i en menighed er Jesus, som er vores store præst. Han står der og tager imod os og fører os ind for Gud i bøn, tak, og så vi lytter og får tilgivelse og nyt håb.

 

3) BED BEFRIET FOR EN OND SAMVITTIGHED!

Efter at vi har hørt om Jesus, som er årsagen til, at vi kan holde gudstjeneste og bede, fokuseres på os, som holder gudstjeneste. Teksten siger: Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.

"Et oprigtigt hjerte": Egl. står der ”sandt hjerte”. Dvs. at du siger som det er. Siger ”tilgiv mig”, fordi du erkender at det er sandt, at du er skyldig; og beder om alt det, der ligger dig på hjerte, og siger tak, når dit hjerte er overbevist om, hvor god Gud er mod dig.

”En fast tro”: Egl. står der: Fuld vished i troen. Du kan bare se på den store præst i Guds hus, Jesus, hvad han har gjort for dig. Han er grunden til, at du kan bede til Gud med stor vished om, at Gud virkelig vil høre og bønhøre dig.

Og det næste hjælper os til fasthed: ”Og bestæn­ket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittig­hed og med legemet badet i rent vand.” Her er problemet ”en ond samvittighed.” Der er en stemme, som siger: Det var skidt, hvad du gjorde. Du kan ikke være dig selv bekendt. - Hvad kan hjælpe os, så vi bliver befriet for en ond samvittig­hed. Læg mærke til, at der ikke kun står dårlig. Svaret er at hjertet bestænkes, og at lege­met bades i rent vand. Mon ikke det er dåben. Det var jo ved dåben, at forfølgeren Saulus blev renset, han som havde forfulgt Guds menighed. Og fange­vogteren i Filippi, han som havde pisket Paulus og Silas. Ved dåben blev de renset, og de fik en god samvittighed. Og når vi har det, da kan vi bede.

Og derfor opfordres vi: ”Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast;” I dåben lød trosbeken­delsen. Hold fast ved dåbens pagt. Gud er trofast. Syng også gerne hjemme ved husandagten: ”Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt, men giv at al vor længsel må til dig, til dig alene stå!”

 

4) TILSKYND HINANDEN TIL GODE GERNINGER, OG BLIV I DEN KRISTNE MENIGHED!

Hvad mere er er at sige i forbindelse med bøn og gudstjeneste? Meget! Hebræerbrevets forfatter nævner her til slut særligt dette, at vi skal give agt på hinanden, når vi beder og holder gudstjeneste: ”Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.” Vi skal vide, at den måde vi er på overfor hinanden, har stor betydning. Lægge mærke til. Og gøre det med et formål: At tilskynde til … Det kan også oversættes med ”opflamme til”. Og hvis der er gløder, og ilden skal blusse op, skal der ilt til. Ikke kvæle, men opmuntre. Det må vi gøre.

Og samtidig siger han til os: Svigt ikke jeres egen menighed. Hebræerne var jøder, som var blevet kristne. De havde lært Jesus at kende som Frelseren. Han var blevet deres YPPERSTEPRÆST, som gav dem frimodighed og håb og tilgivelse. De jøder, som troede på Kristus, var ilde set. Der blev set ned på dem. Og de var også i nogle tilfælde udsat for lidelser på grund af troen. Derfor var det en fristelse for dem at forlade den kristne forsamling og vende tilbage jødedommen med dens forskrifter og love, til kulturens religion, som de fleste holdt sig til. - Vores fristelse er ikke at blive jøder, men at blive kulturkristne, kristne som de fleste danskere uden Frelseren, uden bønnen, uden Guds gode Lov og uden det frelsende Evangelium. Til os siger Gud: Bliv hos jeres Frelser! Ellers er alt håb jo ude.

Må Gud altid vise os ham, Kristus, så vi ikke vender ryggen til den menighedsforsamling, hvor han forkyndes, men bliver sammen. Lad os blive hos Jesus idet vi bliver i den forsamling, hvor du kan høre Skriftens ord og få den hellige nadver og opmuntre med søstre og brødre i troen og selv blive opmuntret. Hvor vi dog behøver det, for at vi kan leve nær ved Gud i bøn. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 27.04.2018. post@vivit.dk